Denne beretning er skrevet af Jens Kristen Børge Petersen i årene 19xx - xx.  

 

Indholdsfortegnelse:

Tidligste barndom

Om lejligheden på Gedservej 20

Skolegang

Sommerferiedage

Leg

Johan

Mere om huset på Gedservej 20

Bedste

Gedser

Mere om farfar

Min mor

Udflugtsture

Konfirmation

Radio

Marked

Jul

Handelsskole

Roklubben

Postvæsenet

I politiet under krigen

"Under jorden"

Ellen

Stikord som ikke er bearbejdet

 

Tidligste barndom

Jeg blev født i en lejlighed på 1. sal i en ejendom Gedservej 81, Nykøbing F. Ejendommen er et langt hus med så vidt jeg husker fire opgange med to lejligheder i hver. Hvem der boede i stuen husker jeg ikke, der foresvæver mig noget om en skrædder Christensen. Bag huset var et stykke have ned til et ubebygget større areal med nyttehaver mellem Grønsundsvej, Gedservej, Grønnegade og Fromsgade. Om, vi havde del af havejorden husker jeg ikke tydeligt, men vi havde i hvert fald dér et hønsehus med høns og i hvert fald nogle år nogle gæs, som vi drev på græs på ubebyggede arealer på Gedservej, som var tyndt bebygget. Gedservej var kun en jordvej, i begge sider var store vejtræer og jeg husker da disse træer blev fældet. En stor damptromle hjalp ved fjernelsen. Derefter blev vejen macadamiseret og senere tjæret. Jeg kan næsten intet huske om lejligheden, som vi flyttede fra da jeg var seks år. Men mor har fortalt noget om tiden dengang. De første år under første verdenskrig, meget fattige kår, far indkaldt til militæret i flere år, næsten ingen understøttelse. Om hvordan hun lå med "spansk syge", da jeg var 1 år og Bedste kom gående fra Kraghave med lidt mad engang imellem. Men fra tiden før jeg blev seks år husker jeg dog, at jeg sammen med storesøster Inger har besøgt mor, der i sukkerkampagnen arbejdede på sukkerfabrikken blandt andet med udtagelse af prøver. Jeg erindrer, at jeg drak varm sukkersaft. Også far har arbejdet på sukkerfabrikken foruden mange andre steder. Jeg erindrer på gasværket og på en melassefabrik der lå ved havnen. Der var en gammel dampmaskine, der trak blandemaskiner, og en masse fyldte jutesække, som man kunne gemme sig imellem. I disse år har far ernæret sig ved det arbejde, der har været at få. Men far havde megen lyst til at blive selvstændig, og en skønne dag blev fedevareforretningen Gedservej 20 til salg, den blev drevet af to ugifte frøkener, Poulsen (?). Der var en tilhørende lejlighed i stueetagen. Om overtagelses pris ved jeg intet. Jeg mener at husets ejer var en Jensen, der boede og blev boende på 1. sal. Han ernærede sig mest ved kortspil. Om flytningen husker jeg intet, men jeg kan dog huske, at det var noget vældig noget, at der var telefon, Nykøbing 946, som altid blev nummeret.

 

Om lejligheden på Gedservej 20

Der var et lille butikslokale med hvidlakerede vægge og flisegulv på hjørnet Gedservej - Overgade, indgang på selve hjørnet. Ved siden heraf mod Gedservej en stue med 2 vinduesfag. Til Overgade endnu en anden lille stue og mod gården en stue, hvorfra en dør til trappegangen med trappe til 1. sal og udgang til gårdspladsen. Hvordan værelserne i begyndelsen blev benyttet husker jeg ikke, men stuen mod Overgade brugte vi til dagligt ophold. I et lille sidehus med tjæret paptag var køkken og ved siden deraf vaskehus med gruekeddel. Under køkkenet var en kælder. Der var elektrisk lys i huset, men jeg husker, ar der i køkkenet var installation til gaslys. Har begyndte far og mor nu at forsøge at bjærge udkommet ved at handle med fedevarer, altså fortrinsvis varer af gris, flæsk, det der dengang kaldtes affald, såsom skinkeben og rygge, hjerter, nyrer, lever samt pølser og den slags, altsammen købt hjem og hentet hjem fra svineslagteriet på Søvej ("Lad Sig Nøje"), hvor far de fleste af ugens dage stillede meget tidligt om morgenen og kørte det hjem købte hjem i kassen på en trækvogn. Der blev også handlet med æg, smør, margarine, fedt og ost, lidt kolonial og konserves, tobaksvarer, skrå og snus. Den allerførste kunde på åbningsdagen stod uden for og ventede. Det var købmand Johansen, der selv havde butik på det hjørne, hvor nu Østerbro Apotek er. Han var én af fars venner og købte en pakke skråtobak. Efterhånden blev sortimentet udvidet så meget som pladsen tillod i det lokale, der i flere år udgjorde hele forretningen. Det var et slid at få det hele til at køre rundt. Mor stegte frikadeller og lavede finker, syltede grisetæer, marinerede sild med videre til salg i butikken. Senere erindrer jeg, at der en gang om ugen i vintertiden blev kogt blodpølse i vaskehusets gruekeddel. Blodpølserne blev helt berømte i byen. Folk kom langvejs fra, for at købe de dampende pølser og butikken kunne være fuld af kunder. Arbejdsdagen var lang. Efter lukketiden skulle der gøres rent, pålægsmaskinen skilles ad og vaskes. Der var masser af fade og skåle at rengøre. Så vidt jeg husker var butikken åben de første af ugens dage til kl. 18, om fredagen til kl. 19 og om lørdagen til kl. 21, og om lørdagen kunne det så godt blive næsten midnat inden der var tid til hvile. Om søndagen ventede så yderligere rengøring og afvejning af varer. Alle varer eller næsten alle kom uindpakkede hjem. Så om søndagen skulle der afvejes sukker og mel, eventuelt rengøres flasker til eddike og tappes eddike fra anker, eller sprit fra dunk. Stødt melis kom hjem i svære tætvævede jutesække á 100 kg. Sækkene blev returneret, men melsækkene af hvidt kraftigt lærred blev opsprættet og syet sammen til lagner eller natskjorter.

I dag er det underligt at forestille sig, at brun sæbe kom hjem i store Zinkspande, sæbespåner i træfinér, spegesild i trætønder. Kun få varer var emballerede. Folk købte for 5 øre sur sennep i et stykke papir f.eks.

Kolonialvarer leveredes af et grossistfirma, H. O. Hansen i Nykøbing, hvorfra en repræsentant kom en gang om ugen og tog bestillinger. Kaffe kom i malet stand fra Jeppesens, to kilo ad gangen. Almindeligvis købte folk et kvart pund ad gangen. -- H. P. Petersens poser til kaffe m.v. --- Vin og brændevin hentedes i Vinkælderen i Slotsgade. Brændevin var allerede den gang blevet dyrt, en halv snaps kostede i butikken kr. 3,75, så det var der kun råd til at hente i mindre portioner, og jeg har mange gange gået til Vinkælderen efter snaps. Tobaksvarer fik vi fra Nykøbing firmaet Marius Mortensen.

Det må have været sidst i tyverne, at far fandt på at erhverve kørekort til bil, det var ikke så svært den gang. Nogle få timers kørsel hos en kørelærer og så op til prøve hos justitsministeriets motorkyndige. Far købte så en HGF, en brugt, 3-4 år gammel Ford, vistnok 1923, åben 4 personers med kaleche. Den blev indregistreret med nummeret L 1873 (L var Maribo amt), registreringsnummeret blev overført til den senere bil. Bilen blev skåret over, altså karossen, bag forsæderne, så den bagerste halvdel kunne løftes af. Så blev der hos karetmager (?) fremstillet et lad, som kunne anbringes på chasisrammen og fastgøres ved to bolte. Så havde man en lille lastbil, på hvilken der kunne transporteres f.eks. koks og kul. Men det vigtigste var nok, at der oven på ladet kunne anbringes en lukket kasse indrettet med hylder og bund af træ-riste. Den var hvidlakeret både ude og inde. Og så begyndte far at køre landture, tre om ugen, for at sælge kød og flæsk, pålægsvarer og ost, det sidste i et særligt skab i kassen. Far kørte på bestemte ugedage faste ruter og besøgte landboerne og oparbejdede efterhånden en fast kundekreds, der vidste, at han kom hver uge på en bestemt dag og næsten på klokkeslæt. Afvejning foregik med Bismervægt. Far besøgte Hasselø, Væggerløse, Idestrup, Elkenøre, Sildestrup og Ulslev på Falster, og Toreby, Grænge, Radsted, Hardenberg (Krenkerup) på Lolland, det sidste om fredagen, Falster fordelt på onsdag og torsdag. Det kunne være barsk om vinteren i dårligt føre, men Forden var god til at forcere snedriverne med de smalle dæk og færdslen på vejene var minimal. Det var så yderligere arbejde, de tog på sig. Vognkassen skulle jo omhyggeligt rengøres med sæbevand hver uge og der var fade m.v. der skulle vaskes. Med hjem fra landet kunne far så ofte få æg og fjerkræ, frugt og grønt. Det kunne være besværligt at få bilen startet om morgenen i koldt vejr. Starten foregik ved håndsving foran, og var det for svært, løftedes det ene baghjul op på en donkraft, det virkede så som ekstra svinghjul. I sommerferien var jeg ofte med på landturene, og det var en svir at få lov at køre bilen fra et hus til det næste, det kunne jeg klare fra 12 års alderen. Desværre har jeg ingen billeder af køretøjet, der blev jo ikke fotograferet så meget den gang.

Jeg kan også erindre, at bilen engang blev brugt til at far i kompagniskab med en Ove B. Høst, der drev handel en gros med frugt i Frisegade, købte et parti kartofler i Nord-Tyskland. Det blev vist ved den ene gang.

Der blev jo ikke tjent de store penge, og det var en kamp at klare dagen og vejen. Folk var meget fattige den gang, set med vore øjne i dag, lønningerne var ganske små. En arbejdsmand i arbejde 48 timer ugentlig, tjente én krone i timen, og så vidt jeg husker var understøttelsen 18 kroner om ugen i arbejdløshedsperioder, og dem var der mange af. Men selv om kårene var små savnede vi aldrig noget hjemme, hverken mad, klæder eller varme.

Driften af forretningen medførte jo, at der skulle føres regnskabsbøger, og far havde aldrig arbejdet med sådan noget. Men så meldte han sig til aftenskolekursus i bogføring på Østre Skole, og muligvis også skrivning. Der lærte han så meget om denne side af sagen, at han kunne klare et enkelt bogholderi. Jeg kan huske, at fars skrift forandrede sig til det meget bedre dengang. Om han gik på kursus mere end en enkelt vinter ved jeg ikke,

Fars kørsel på landet fortsatte til krigen satte en stopper for det og vognen klodset op. Under hele krigen var landturene altså stoppet. Men da der igen kunne fås benzin blev de genoptaget. I begyndelsen med den gamle bil. Senere blev en "ny" brugt Ford købt.  Den var lukket og til den byggede karetmageren en kasse, der kunne sættes på bagagebæreren bagpå, og hvor varerne kunne være. Med den blev endnu nogle år kørt landture.

 

Skolegang

Min skolegang begyndte ca. 1. april 1924 på Østre Skole i nykøbing F. Dengang begyndte skoleåret altid 1. april og skolegangen omkring 7-års alderen. Jeg var så heldig, at der kun var et par minutters gang eller løb til skolen, så jeg kunne altid løbe hjem i "det store frikvarter" fra kl. 9.50 til 10.10 for at spise. Alle skolegangens 7 år forgik på Østre Skole. Skolen bestod af 2 bygninger i Fromsgade, den gamle grå, og den nye røde, og derimellem gymnastiksalen. Stadig i Fromgade på modsat side var en mindre bygning med så vidt huskes 2 klasselokaler. Det har nok været en ældre, måske første skole på Østerbro. I dette hus boede også skolens leder, overlærer Bang. Dengang var der kun én overlærer, alle de andre var bare lærere. Omkring denne lille skole lå skolehaverne, hvor vi i de ældste klasser - kun drengene - havde hver vort jordstykke at dyrke i sommerhalvåret i stedet for træsløjd. Nu bagefter synes jeg ikke min skolegang foregik andre steder end på den store røde skole. Efter tidens forhold tror jeg skolen var meget moderne. Vi sad ved tomands borde i tre rækker, borde sammenbyggede med siddebænkene. Midt i bordets forkant et blækhus. Under bordet hylde til bøger, og i hver ende en krog til skoletasken. Vi var i alle årene 30-31 drenge i klassen og altid kun drenge, pigerne gik for sig selv i pigeklasser. Altid kun 1 lærer til undervisning i den enkelte time. Der var speciallokale til fysik, kemi og naturhistorieundervisning, og på øverste etage lokale til geografiundervisning med rullekort og lysbilledapparat. Der var stor flisebelagt gårdsplads til leg i frikvarteret med drikkekumme midt på og i enden læskur med bænke og toiletter. Bag gårdspladsen var der boldbane, som i sommerhalvåret i godt vejr benyttedes til boldspil i stedet for gymnastik. Om sommeren når vandets temperatur nåede 16°C, gik vi til svømmeundervisning på skolens badeanstalt i Guldborgsund ved "Lergraven". Vi marcherede så derned i frikvarteret, gik i vandet og hjem igen i næste frikvarter. Det var gymnastiklæreren der underviste i svømning, de første år hed han Nielsen, en stor rar, godmodig fyr, der senere søgte embede i det sydfynske. Vi havde, til at begynde med "redningsbælte" i form af en klodset cylinderformet blikdunk på ryggen, men i øvrigt havde læreren en lang stang med en bøjle i enden til eleven at holde fast i, og så gik han frem og tilbage på broen og lærte os at svømme. Vi skulle lære både bryst- og rygsvømning, samt udspring på hovedet, i ældste klasse fra 3 meters højde på 3 meter vand og tage en genstand med op fra bunden. Åbenbart var jeg første gang vi skulle i vandet meget bange for det, for jeg erindrer, at jeg, da vi marcherede rundt om hjørnet på Gedservej, forlod rækken og spænede hjem. Læreren lod mig løbe, og senere blev jeg glad for at gå i vandet som alle de andre. Jeg tror ikke vi medbragte håndklæde, vi trak bare tøjet på efter vandturen. Påklædningen om sommeren var meget let, et par korte lærredsbukser og en skjorte, bare fødder eller et par træsko. Forholdene for de fleste mennesker var utroligt fattige, set med øjnene i dag, almindelige mennesker havde kun lige til dagen og vejen. Skoledagen blev altid indledt med morgenbøn i klassen og en sang, og det gjorde den hele skoletiden. Det første år var vi vist kun i skole et par timer om dagen, også lørdag, efterhånden fik vi flere timer og flere lærere. De senere år havde jeg som klasselærer Johs. Andersen, der underviste i de fleste fag. Han var meget energisk og initiativrig. Fotograferede meget, på glasplader som han selv fremkaldte og lavede lysbilleder. Mange fugle- og dyrebilldere, som han viste os på lysbilledapparatet. Han lavede landkort til geografiundervisningen. Vi havde ham til dansk, regning, skrivning, geografi, religion samt sløjd og skolehave. Han var meget dygtig til sløjd og meget interesseret havemand. Havde en masse planter og frø selv. Han var hidsig og holdt streng justits. Der skulle ikke meget til før der vankede lussinger eller slag i enden af spanskrøret. I det hele taget forlangtes orden og disciplin. Selvfølgelig stillede vi ved frikvarterets slutning, når klokken ringede, op i rækker og fik klassevis lov til at gå til vore respektive lokaler. Man rejste sig op, når en lærer kom ind, og når man blev hørt i lektien, og kunne end ikke drømme om at sige "du" til læreren. Til gengæld fik vi ind imellem læst en historie af læreren, og det var i hvert fald obligatorisk når én af os havde fødselsdag. På fødselsdage gav man et bolsje til hver af kammeraterne og to til læreren, og der blev sunget fødselsdagssang. Jeg kan også på dette sted berette, at det formentlig i min fødselsårgang var moderne at kalde drengebørn Børge, for i hvert fald var vi i hele min skoletid tre i klassen med det navn. Derfor blev jeg i alle årene benævnt B.P.

Andersen eller vores naturhistorielærer Møller kunne godt en sommerdag finde på, at vi hele klassen marcherede i Vesterskov. Der  blev samlet f. eks. 20 forskellige grene fra træer, eller planter, og når vi alle kunne navnene på dem, fik vi lov til at lege. Da vi blev ældre og havde mulighed for at cykle, cyklede vi alle til Tromnæs, badede og legede. Han havde lappegrejer med, for cyklerne punkterede let på de dengang dårlige veje, og som oftest var det også sløje cykler vi havde. Af andre lærere husker jeg vi havde overlærer Bang de første år vi havde naturlære. Ham kunne ingen af os fordrage. Vi havde en Staunstrup i tegning.Han var meget dygtig, men forfærdelig hidsig, havde ham også til gymnastik. Mig har han aldrig slået, men ellers sad øretæverne løst. Han var dygtig til at tegne. Til Jul tegnede han store panoramaer på tavlen, med nisser og stenhøje o.a.. Han forsøgte at lære os noget om perspektiv. Ellers tegnede vi efter model, en kaffekande, kop eller andet. Jeg erindrer også en lærer Olsen, en høj krøllet mand, vi havde ham vistnok nogle år i regning. Da vi nåede til 7., og altså sidste klasse, skulle der indrettes et helt nyt fysiklokale i kælderetagen på den grå skole. I den anledning ankom kasser med apparater, kolber, glas og meget andet, og nu skulle eleverne to og to have mulighed for at lave eksperimenter. Så kom der vægte og lodder, bunsenbrændere, slanger og meget andet. Alt det fik min sidekammerat og jeg lov til at pakke ud og sætte på plads i stedet for et få undervisning. Vi kom aldrig til at få undervisning i det nye lokale, der blev taget i brug i det nye skoleår, og da var vi ude af skolen.

Vi havde et udmærket skolebibliotek med underholdningslitteratur, der hvert år fik tilført nye bøger, som det var spændende at stifte bekendtskab med. Så der var mulighed for at læse alle de klassiske drengebøger. En bog kunne sagtens blive slugt på en enkelt dag.

I klassen sad vi ordnet efter karakterer ved årsprøver og halvårsprøver, således at de dygtigste sad ved øverste bord i rækken nærmest indgangsdøren og så videre nedad i den række, indtil de "dummeste" nederste i rækken ved vinduet. Der var ingen der fandt det på nogen måde mindre formålstjenligt eller kritisabelt at indrette sig på den måde, der altså betød at de der havde sværest ved at følge med var anbragt så langt væk fra læreren som muligt. Nogen af dem har måske haft dårlig hørelse, mellemørebetændelse var en hyppig lidelse, men det var der vist ingen der interesserede sig for, selv om vi da havde årlig skolelægeundersøgelse, hvor vi skulle gabe og sige ah! og blev banket på ryg og bryst. Alt i alt synes jeg det var en god skole. Der blev lagt megen vægt på elementærfagene, dansk, regning og skrivning. Skolegangen sluttede med udgangen af marts 1931. Ved afslutningen modtog jeg en sølvske, som jeg endnu bruger til daglig, som flidspræmie.

Een gang i hvert skoleår havde vi skoleudflugt. I de små klasser blot en tur til fods til Vesterskov med flag og musik i spidsen. Senere blev det med tog, et år til Vordingborg med besøg i Gåsetårnet, et andet år i Roskilde, hvor vi selvfølgelig var i domkirken og så Kirsten Kimer og Per Døver. Også i Nysted var vi, men aldrig i København. Rejserne foregik som nævnt med jernbane, og det var jo spændende. Dengang gik det med damplokomotiver og i kupévogne, hvor konduktøren gik på gangbrættet udenfor og billetterede gennem ruden. Når vi skulle til Sjælland skulle vi jo også sejle over Storstrømmen. Vi havde madpakker med og røde sodavand og lidt penge til eventuelt køb af en is.

 

Sommerferiedage

Nogle gange i skoleferien har jeg været hjemmefra. Således nogle dage med søster Inger hos familie på "Nørrehavegaard" ved Fuglse på Lolland. Det var en kusine til far og hendes mand, Karoline og Laurits Larsen, samt børnene Arna, Tove og Boye. Der var til gården en del mose, der vrimlede af frøer, som vi fangede og bragte hjem til baljen under vandposten. Vi fyldte lommerne med frøer. Bagefter har jeg tænkt at det ikke var ufarligt at balancere på kanten af tørvegravene. Det var herligt at få lov at ride på de store arbejdsheste og tumle med den store vagthund, der stod lænket i gården. Somme tiden kørte vi i hestevogn på besøg hos familie eller bekendte i Krønge. Under den store landbrugskrise i trediverne mistede de gården og flyttede til Holeby, hvor jeg har besøgt dem sammen med mor og far. Senere er de kommet til København, jeg har truffet Boye, der var blevet frisør og boede i Valby. En anden sommerferie var jeg nogle dage med moster Hedvig og moster Signe på besøg hos Alex'es broder Frederik og dennes kone, der boede i Vingårdsstræde 10. De havde to næsten med mig jævnaldrende drenge, Ove og Holger, og vi færdedes sammen i kvarteret omkring Kongens Nytorv, Nyhavn og Langelinie.  Vi var også med familien på køretur til Ålsgårde, hvor Anna stammede fra og havde familie. Jeg husker vi i Hillerød fik forevist den berømte vinduesrude, hvor ifølge overleveringen en kvinde var blevet afbildet af et lyn. Køreturen foregik i taxa, Frederik var på det tidspunkt taxachauffør. Jeg kan også huske at Anna, der var meget fortrolig med alt godt fra havet, serverede taskekrabber. Nævnte søn Ove er senere blevet en temmelig kendt person. Han var noget af et mekanisk snilde. Han byggede f.eks. altid selv sine cykler. Var i mange år ansat hos Krammer og Zeuthen og byggede flyvemaskiner, og jeg har læst i avisen, at han nu her i pensionsalderen har fuldstændig renoveret en KZ maskine, så den som ny står i flyvemuseet.

 

Leg

Om sommeren spillede vi ofte med det vi kaldte "spritkugler". Vi spekulerede aldrig på den mærkelige benævnelse, formentlig en forkert oversættelse af et fremmedord. I hvert fald var det små lerkugler i forskellige farver. Meget fint også hvis man havde glaskugler. Vi lavede et hul i jorden på fortovet med hælen af træskoen, stillede op et stykke fra og så gjaldt det om at få kuglerne ned i hullet. Man skulle helst have en stofpose med snor i til at have kuglerne i. Vi kunne også spille land. Man tegnede et kvadrat på jorden, og så skulle man have en kniv eller måske bedre en kasseret fil, som man kastede med spidsen mod jorden. Så måtte man trække en ret linie efter den retning kniven kom til at stå i, og det gjaldt om at erobre så meget "land" som muligt. Ellers blev der spillet bold og hoppet "paradis" eller sjippet, men det var nok mest pigerne. Vi kunne også spille top. Legen bestod i at man ved hjælp af en pisk holdt en drejet top af træ i fortsat rotation. Eller hvis man var så lykkelig at have en fælg af et cykelhjul kunne man løbe og holde det i gang med en pind. Vi kunne lege alle steder. Biler var der ingen, eller næsten ingen af. Hvis man hørte en bil komme på Gedservej, styrtede vi alle derhen for at se vidunderet. Det var den allerførste erindring. Senere kom der jo flere biler. Men ellers var det hestekøretøjer, der dominerede, ikke mindst under roekampagnen, når roerne på de dengang små stive vogne blev kørt til fabrikken og det dampende roeaffald tilbage igen. I den tid var der også mulighed for at lave roelygter. Der faldt jo af og til en sukkerroe af. Med en kniv blev den udhulet, og der blev lavet hul i toppen til aftræk. Hvis det var rigtig fint forsøgte men at sætte et stykke glas som rude. En stearin lysestump blev anbragt i lygten der blev forsynet med et stykke ståltråd til at bære i. Så havde man en lygte. Ellers samlede vi de tabte roer op og gav hønsene dem at hakke i. Jeg mener også at nogle kom nogle skiver sukkerroe blandt rødbederne, når de syltede disse, så skulle der kunne spares på sukkeret. Det har jeg nu aldrig set hjemme.

A propos roer, så transporteredes der også dengang roer på tipvogne på skinner. Der var et roebanespor fra Sukkerfabrikken ad Grønsundsvej til Orupgård. Tipvognene blev trukket af heste. Og med store pramme bugserede af små dampere blev roer transporteret ad søvejen fra herregårdene langs Guldborgsund.

Om vinteren når der var sne kunne vi køre slæde. Der var et sted på Gedservej med et ubebygget areal, hvor der var en svag skråning ned mod nogle nyttehaver. Der kunne vi kælke. Far havde lavet en træslæde til mig med støttestænger. Senere fik han smeden til at lave en sparkstøtting. Som barn havde jeg også i en periode en bil so far selv havde lavet af træ. Et par pedaler og en forbindelse til en krumtap, så var man fint kørende. Far lavede også drager til mig. Dem kunne man flyve med på de afhøstede marker ved Prinsholmen.

Faste lommepenge har jeg aldrig fået. En gang imellem tjente man en drikkeskilling, 5 eller 10 øre, ved at bringe varer ud. Til andre tiden kunne vi, et par legekammerater og jeg finde nogle gamle klude eller jern, som vi solgte til produkthandler Wismer på Østerbrogade. Ofte blev det kun et par øre, der så omgående blev formøblet hos slikmutter også på Østerbrogade. Der var en gammel kone, der havde en ganske lille butik, hvorfra hun solgte lervarer, potter og fade samt slik. Noget slik lavede hun selv, blandt andet "sejer", nogle brune klumper af brændt sukker, gode til at trække plomber eller løse tænder ud, de kostede een øre pr. stk., nogle andre hjemmelavede bolsjer fik man to af for én øre. Hun havde også slikpinde til fem øre og nogle kæmpestore til 25 øre, men sådan en lykkedes det mig aldrig at erhverve. A propos lommepenge, så var der på bestemt ugedag salg af sparemærker i skolen. Hertil fik jeg som regel 10 øre til to mærker, der blev klæbet i bog og når den var fyldt blev den indsat i Sparekassen.

Lykken var en gang imellem at komme i biografen, dem var der to af i byen. Det kostede vist 35 øre for en billet til de to forreste rækker, hvor man omtrent fik ondt i nakken af at se op på de flimrende billeder på lærredet. Det var stumfilm, f.eks. "Fy og Bi", ledsaget af en pianist, der sad og bearbejdede et klaver med musik som gerne skulle passe til filmens handling. Midt under filmen var der pause og dørene blev åbnet til det fri. Det var fordi filmspolen skulle skiftes.

 

Johan

Et mangeårigt medlem af familien er ikke nævnt endnu, Det var Johan. Johan var en hund, en lavbenet, halvlang, gul, ikke særlig ægte gravhund. Navnet til trods tillod Johan sig flere gange at nedkomme med et antal hvalpe. Erhvervelsen af Johan har sin historie. Postbud Jørgensen, der boede på Gedservej lige over for os, havde en hund med hvalpe. Deres søn Helge havde lovet mig en af hvalpene men han betingede sig, at den kom til at hedde Johan. Naturligvis tiggede jeg om at få lov til at få hunden, men fik nej. En søndag har jeg åbenbart gået og kedet mig lidt. Far ville have sig en middagshvil på sofaen, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg ville lave. Så tag dog og gå til Hardenberg (Krenkerup), underforstået til fætter Ivan og Volmer. Må jeg så få hvalpen? Ja! - Så gik jeg på mine ben til Hardenberg og hjem igen, 30 km og far kunne så på sin fredagstur få bekræftet, at jeg havde været der. Så fik jeg hunden. Vi elskede den allesammen. Den var en klog lille hund. Hvis vi f.eks. skulle afsted til stranden, forstod den, at den ikke kunne komme med. Den løb så selv hen til Jakob, en smed på sukkerfabriken som boede over for fabriken og tilbragte dagen der. Når vi kom hjem fra stranden og rundede hjørnet Fromsgade, Grønsundsvej gav far et trut i hornet, og så passede det lige, at vi kunne se Johan komme spænende på sine lave ben henne fra kirkegården. Den kendte lyden. Sorgen var stor, da den meget gammel måtte aflives.

 

Mere om huset på Gedservej 20

Jeg har nævnt, at der var køkken i sidehus til selve hoved huset, og ved siden af køkkenet et vaskerum. Desuden var der et udhus bygget op mod en mur mellem nabogrunden (Gedservej 18) og vores. Her var brændselsrum og lokum. En gang om ugen kom natmanden og tog tønden og anbragte en tom. Latrinen blev kørt ud til latrinkulen på en mark syd for byen, "Kringelborg"s jord (?). Desuden havde vi diverse skure og halvtag til beskyttelse af trækvogn m.v., alt sammen et eldorado for rotter, som vi havde mange af, og hvis antal vi prøvede at holde nede ved at fange dem i fælde, en ruse, og drukne dem. Det var kort sagt noget rod, som far besluttede at gøre noget ved. Det må være sidst i tyverne, at vi begyndte at rive alle de gamle huse og skure ned, og bygge et nyt udhus på tværs af grunden fra byggelinien i Overgade til skellinien til nabogrunden. Der blev gravet ud til fundament og at kælderrum i den ene ende, selvfølgelig ved håndkraft. Onkel Alex, som var gift med mors søster Jensigne, hjalp en del til, kan jeg huske. Beton blev blandet ved håndkraft på fortovet men en professionel murer murede murene. Disse blev opført i brugte mursten som far havde reddet ved en nedrivning og som vi rensede for gammel mørtel. Dog blev muren mod Overgade beklædt med en halvstensmur af røde nye mursten. Træværket var for en dels vedkommende også brugt. Far havde fået fat i en del brugte emballagekasser, de havde vist været brugt til glas. De blev skilt ad og renset for søm. Taget blev lagt af eternitplader. Huset var i halvanden etages højde, således, at der fremkom et lavloftet rum ovenpå til opbevaring af forskelligt. Ovenpå kælderen i den ene ende blev der et lagerrum til varer. Her opbevaredes og afvejedes sukker og mel, poser og meget andet. I den øvrige del af huset blev et par små rum til cykler m.v. I ét af dem indrettedes senere en røgovn, så far selv kunne røge flæsk. Der blev WC med træk og slip, og i enden nærmest naboen var vaskehus med dør også ud til den bagved liggende have. Det var en meget stor forbedring. Efterhånden blev gårdspladsen belagt med cement, og vi slap af med rotterne. Vi fik altså aldrig WC inde  i huset. Der var meget koldt om vinteren, og når kulden var særlig slem måtte vi have en petroleumslampe brændende for at ikke vandet skulle fryse. Efterhånden blev haven lagt om med rosenbede, mistbænk og lysthus. Op mod udhusets mur blev plantet to pæretræer, en Doyenne og en Grev Moltke hvor vi efterhånden fik de skønneste pærer.

Alt det byggeri gav mulighed for, at vaskerummet, der havde været ved siden af køkkenet, kunne nedlægges og pladsen lægges til køkkenet, der blev nyindrettet, og vi fik nyt køkkenbord. En dag blev der så lagt tag fra det gamle sidehus til det ny udhus, og en port, der kørte på skinner blev ophængt. Så kunne bilen stå dér, og den kunne læsses m.v. under tag.

Som tiden gik besluttede mor og far at udvide forretningen. Det blev gjort ved, at stuen mod Overgade blev indrettet også til butik, som kolonialafdeling. Der blev glasdøre til fedevareafdelingen, så varesortimentet kunne udvides. Men det betød også mere arbejde. Som nævnt var i begyndelsen lejligheden på første sal to værelser og køkken, beboet af den tidligere ejer af huset. En skønne dag flyttede han og en familie Strange kom til at bo der. De var nygifte og fik i hvert fald deres første barn der. I trediverne udlejedes et værelse med køkken på 1. sal og den anden stue på 1. sal deltes ved et skillerum i 2 værelser, et til min søster Aase og et til mig. Der var ingen opvarmningsmuligheder, så det var meget koldt at komme derop om aftenen om vinteren og klæde sig af. Sengen var isnende kold, vinduerne frosset op og væggen beklædt med rim. Men det var der ingen snak om, sådan havde de fleste mennesker det. En dag ophørte mor og far også med at have lejere, og de tog selv værelset på 1. sal mod Overgade i brug som soveværelse.

 

"Bedste" - mors mor - Anna Hansen

Hun boede i Kraghave i et lille lerklinet, gulkalket, stråtækt bindingsværkshus på Gåbensevej 15, eller rettere i den nordlige halvdel af et dobbelthus. Det lå lavt i forhold til hovedvejen foran huset. Boligen bestod af to værelser, en lille stue med to vinduesfag til gaden og et rum til gården, brugt til soveværelse. Et lille køkken med stampet lergulv og komfur indbygget i den åbne skorsten. Bag skorstenen var et spisekammer. Fra gaden kom man gennem en dør ind i en meget lille forstue og derfra ind i stuen. Der var lavt til loftet, der bestod af brædder ovenpå bjælker. Da jeg var vokset til, kunne jeg kun stå oprejst mellem bjælkerne. Midt på gulvet stod et så vidt jeg husker rundt bord, og derover hang petroleumslampen. I hjørnet en lille kakkelovn, langs væggen mod soveværelset en divan. På bagvæggen en kommode og i hjørnet ved siden af den en lænestol som var Bedstes plads. Hun fik af børnene på sin 70-års fødselsdag en stor lun, magelig lænestol. I vinduet nærmest Bedstes stol var opsat et lommespejl, og i det kunne Bedste følge med i, hvad der rørte sig på vejen, altså mod syd, hun kunne se til "Løjhusene", som de blev kaldt, de tre huse, der var eneste bebyggelse på marken mellem Ejegod Mølle og det første hus i Kraghave. Der var ikke indlagt vand i huset. Ved siden af vasken stod en spand med brøndvand, der blev hentet fra naboens brønd. Alt vand der skulle bruges, også til vask blev båret ind derfra i spande. Bedste havde ikke selv brønd. I komfuret blev fyret med brænde. Der var bag huset et lille træskur, der indeholdt lidt plads til brænde og et lokum. På gårdspladsen havde Bedste et espalier med en vindrue, som hun var meget stolt af. Bagest på grunden var plads til en lille have, som mest blev udnyttet til lidt blomster. døren fra køkkenet ud til gården var halvdøre, lukket med klinkfald og en krog indefra. Gulvet i stue og soveværelse var brædder på bjælker lige over jorden, ingen isolation. Jeg har ofte hørt om, at rotterne åd sig op gennem gulvet. Væggene var oliemalede ovenpå kliningen. I følge Bedste var brandmuren mellem de to halvdele af huset opført af sten fra det nedrevne Nykøbing Slot, det havde hendes far i hvert fald fortalt hende. Bedste fortalte også, at hun var født i det hus, men hun havde dog ikke boet der altid. Hun kom tidligt ud at tjene, som det var almindeligt for fattigfolks børn. Senere arbejdede hun på herregårdsmejeri som mejerske, og jeg mener hun blandt andet har arbejdet på Bornholm. Da hun blev gift, var der mulighed for at købe huset, og så var hun tilbage på fødestedet, hvor hun boede til hun døde. Bedstefar har jeg aldrig kendt. Han arbejdede på så vidt jeg husker enten "Bruuns Håb" eller "Guldborg" i Nykøbing. Bedste stod  alene med syv ukonfirmerede børn, da hendes mand døde. Der var ingen hjælp at hente nogen steder. Hun var henvist til selv at skaffe føden til børn og sig selv. På sine ben vandrede hun hver morgen tidlig til Nykøbing, hvor der var et garnspindere, og efter en ti-timers arbejdsdag dér i de seks af ugens dage kunne hun vandre de tre kilometer tilbage og sørge for mad og klæder til børnene, strikke strømper og lappe tøj og vaske. Efterhånden som børnene blev større, ti - tolv år kom de ud at tjene, så de selv kunne hjælpe med at skaffe føden. De overlevede alle, jeg har aldrig hørt om, at hun mistede nogen. Alt det har jeg selvfølgelig ikke oplevet, men Bedste og mor har fortalt om det. Fra jeg begyndte at kunne huske boede bedste sammen med sin yngste datter Hedvig, der var og forblev ugift. Hun, datteren, syede for folk, hjemme eller ude, så Bedste var ofte alene hele uger ad gangen. I begyndelsen af min erindring kom jeg der ud med min mor og far. Selvfølgelig til fods fra Gedservej, hvor vi boede, der var ingen andre muligheder, men det var noget ganske selvfølgeligt. Der fandtes dengang ikke nogen bus i Nykøbing, men jeg kan huske, da den første bus kom og også kørte til Kraghave forbi Bedstes hus, men da havde vi vist selv fået bil. Vi kom hos Bedste til en kop kaffe en søndag eftermiddag. Somme tider til at spise når der var fødslesdag. Der kunne godt være mange i den snævre stue, der var altid plads, nogle sad på divanen, og når vi små børn blev trætte, faldt vi i søvn bag ryggen af dem der sad på divanen. Jeg erindrer, at vi havde en trækvogn, som jeg blev sat på og kørt hjem, når vi efter en sådan dag eller aften skulle hjem igen i mørket, og jeg kan huske, at det så blev drøftet om kaffen havde været god eller dårlig, tynd eller stærk. Hvad jeg husker er, at der var hjemmebagt kage, bedst husker jeg Bedstes lagkage lagt sammen med hjemmesyltede skovhindbær. Senere, da jeg blev lidt større, kunne jeg selv gå turen ud til Bedste. Ofte blev jeg sendt af sted, når vi skulle have sulemad, og jeg skulle bringe Bedste en portion. Det spændende var, om Bedste var oven senge, eller om hun var syg og lå. Somme tider fulgte jeg med hende i haven. Hun havde lejet et stykke jord til nyttehave i den nordlige ende af Kraghave. Der er stadig nyttehaver dér, men så vidt jeg erindrer om beliggenheden af hendes lod, ligger den nu efter omlægningen af hovedvejen, netop under denne. Jordlodden var ikke alt for stor, måske et par hundrede kvadratmeter, men det forekommer mig, at hun dyrkede mange flotte grøntsager dér. Vi trak en lille vogn med os derom, gennem skoven bag om husene der lå langs den østlige side af landevejen. På vejen hjem fra haven, skulle vi gerne have lidt tørre grene fra skoven med os hjem til komfuret. Det måtte man ellers ikke, men vi gjorde det. Bedste, der færdedes hjemmevant i skoven, havde også en anden fidus. De der boede i skovkanten, havde næsten allesammen høns, der færdedes i skoven, og nogle af dem kunne få for vane at lave rede i skoven og lægge deres æg dér i stedet for hjemme i hønsehuset, og sådan noget havde Bedste et sikkert øje for. Så somme tider kunne hun også bjerge et par æg med hjem. Jeg holdt meget af Bedste. Hun fortalte mange ting, i de senere år dog sådan, at jeg ikke kunne følge med, fordi hun omtalte personer, som jeg slet ikke kendte, som om det var en selvfølge at jeg kendte dem. Bedste havde næsten altid, forekommer det mig, et æble eller nogle kirsebær, en kage eller andet godt. Somme tider løb jeg over til en gammel mand på den anden side af landevejen, Otto hed han, han havde store frugttræer, jeg ved ikke hvem han var, var det en broder? Jeg kan kun erindre, at jeg én gang har overnattet hos Bedste. Da jeg kom hjem, havde jeg fået en lillesøster, Aase. Når jeg var på besøg hos Bedste kunne jeg også opsøge fætter Frode, og med ham og andre drenge lege i skoven. Han boede  med sin far og mor, morbror Johannes og tante  Kristine i Nørrevang i Kraghave. De boede for øvrigt også i sin tid i Nykøbing, i Østergade, og da kørte morbror Johannes med ølvogn på landet, altså med hestekøretøj. Jeg kan huske, at Frode og jeg var med, og det var sjov hvis vi kunne ligge inde i rummet under vognladet. Fætter Frode døde ret ung, det må have været omkring 1950, han var da sukkerkoger på sukkerfabriken.

 

Gedser

Farmor har jeg kun få og svage erindringer om. Om fars far slet ingen. Han døde da jeg var ét år gammel. Farmor står kun for mig som en lille kone. Hun døde, da jeg var 6 år. Jeg har en svag erindring om, at jeg har været i huset i Gedser, da hun var død. Svagt husker jeg noget om en kiste i den lille, "fine" stue, og at der skulle brænde stearinlys hele natten. formodentlig har jeg været med til  begravelsen på Gedesby kirkegård, men jeg husker  intet om det. Gravstedet i Gedesby er nu efter fars død nedlagt, men jeg ved hvor det var i et hjørne. Om huset i Gedser husker jeg lidt mere. Der var en lille gårdsplads mellem bagsiden af huset og bageren, Jørgensen, i huset bagved, og farmor havde en hønsegård. Jeg husker også, at der hos bager Jørgensen var en svend eller lærling, der havde marsvin i en kasse. Jeg husker også, at jeg syntes der lugtede grimt i soveværelset, potten under sengen, samt at der når det var mørkt og vi skulle sove kom lysglimt, som om det lynede, men at farmor sagde det ikke var tordenvejr, men at  glimtene var "sildeglimt", altså fra havet, når sildestimerne vendte i måneklare nætter. Jeg husker også, at der på væggen i soveværelset hang et ur, et simpelt pendulur med lodder, og at der foruden et lod på den ene kæde var anbragt en kasseret skomagerrasp. Hos farmor boede foruden hende selv en pige, Gudrun, der var en datter af en afdød, ugift datter af farmor, altså en søster til  min far. Om den datter hørte jeg aldrig tale, det fortabte sig i det dunkle om hendes liv. Hvordan og med hvem hun har fået det barn, har jeg aldrig hørt tale. Efter farmors død, kom Gudrun til at bo hos os. Hun gik i skole, Østre Skole, i Nykøbing. Senere flyttede hun til  Stubbekøbing til en søster eller halvsøster til farfar, og senere kom hun til København. Hun blev gift  med en Samuelsen, en mærkelig fyr. Hun fik to børn med ham. Den ene, Ib, døde ganske ung efter flere års sygdom. Den anden var dværg, lever måske endnu. Han havde vist senere noget med cirkus at gøre. Farmor omgikkes noget med "Per Drejer" på en gård på Gedser Odde. Jeg kan huske at have været der sammen med min far og formodentlig farmor. Fra denne gård kom der ca. én gang om året besøg hos os i Nykøbing i årene efter farmors død. Der var en ældre ugift datter, Petra, hed hun. Hun står for mig som lidt original, måske lidt sinke, men hun kom i hvert fald og blev en eftermiddag. Hvad der blev af hende, ved jeg ikke, efterhånden så jeg hende ikke mere. Far fortalte, at han gik i skole på Gedser Odde, og senere til præst i Skelby, en lang vej til fods vinterdage. Far fortalte også, at han havde plantet det egetræ, ser stadig vokser i haven til farmors hus i Gedser, og som var lidt af en seværdighed, fordi næsten intet kunne gro i Gedser, da byen var ny og lå ubeskyttet for vejr og vind. Jorden var kun sand.

Far ville gerne fortælle om sine barne‑ og ungdomserindringer fra Gedser. Om hvordan som barn de legede i havnen og på søen, riggede en almindelig lille robåd til med mast og fuldsejl. Om at han engang havde taget en sælunge med hjem og holdt den i vaskehuset. Hver dag tog hen den til stranden og lod den svømme i havnen. Han kunne kalde den til sig igen, men til sidst da den blev større stak den af en dag og kom ikke mere. Han havde også engang en abekat, erhvervet af en, der som næsten alle Gedserdrenge, tog ud at sejle efter konfirmationen. Aben opholdt sig på skomagerværkstedet, der var på 1. sal i gavlen. En dag smed aben alt værktøjet ud gennem vinduet og ned på gaden.

Farfar var skomager, efter ham har jeg arvet fornavnet Kristen. Han nedsatte sig som selvstændig i Gedser da der som følge af oprettelsen af færgeruten Gedser-Warnemünde og jernbanelinien til Nykøbing begyndte at komme huse på det ellers nærmest mennesketomme sydligste Falster. Han købte huset, der stadig findes i noget ombygget stand (nu bagerbutik og konditori). Der var to små stuer, soveværelse og køkken. En trappe fra entre førte op til tagetagen, hvor der var i hvert fald et kammer med vindue i gavlen ud til vejen. Der har måske været i den anden ende også. Oprindelig har der nok været skomagerværksted i stueetegen og butik, i hvert fald tyder et fotografi på det, men jeg husker kun at der var stuer i nederste etage. Far lærte som ung skomagerhåndværket hos sin far.

 

Mere om farfar

Han var delvis invalid. Som ung eller som dreng var han kommet til skade med den ene fod, der gik "benedder" i foden, og noget af den måtte amputeres på sygehuset i Nykøbing.

Far arbejdede også som skomagersvend, blandt andet hos en mester i Horbelev, og han har været medlem (eller medstifter ?) af Horbelev Boldklub. Men lysten var ikke til håndværket. Som andre Gedserdrenge var han lidt ude at sejle som matros, aldrig på langfart, men på Østersøhavne. En tid også på færgen til Tyskland. Senere prøvede han lidt af hvert. Som arbejdsmand. Jeg husker mor og far har fortalt, at de som nygifte i en periode boede på Fyn, hvor far var med til at lave en højspændingsledning. Far reparerede selv sit eget og mors fodtøj. Han havde komplet skomagerværktøj og jeg kan huske vi købte læder hos Ballin i Frisegade og dér også, hvad der i øvrigt skulle bruges, f.eks. træpløkke som lædersålerne delvis blev fæstnet med til bindsålen. De blev opvarmet over en lille petroleumsflamme, vel for at de skulle være helt tørre. Sålerne blev også syet fast med tråd, som far selv delvis tilvirkede. Af flere tynde hørtråde blev samlet en tykkere tråd som blev gnedet med beg og forsynet i den ene ende med en iflettet svinebørste. Så blev tråden ført igennem huller stukket med en syl. Men det var jo mest til pænt brug, der blev brugt sko. Ellers var det mest træsko, tunge, solide bøgetræs træsko, der blev forsynet med træklamper.

 

Min mor

Som ung var mor meget smuk. Ret høj, slank, gnistrende sort, glat, langt hår, opsat med knude i nakken. Hun blev kaldt "smukke Margrete" - eller blot Grete - fra Kraghave.

Selvfølgelig kom hun som ganske ung ud at tjene, jeg ved ikke hvor meget på landet, men dog vistnok i Systofte. I hvert fald talte hun om, hvor ræd hun var for at skulle igennem skoven om aftenen i mørket, hvis hun havde besøgt sin mor og søskende i Kraghave og hvor glad hun var, hvis en af hendes ældre brødre fulgte hende hjem. Derimod ved jeg, at hun en tid tjente hos købmand Freuchen, et af Nykøbings herskabshuse, og at det var medens husets søn, Peter, den senere berømte Grønlandsrejsende, var på sin første tur til Grønland og vendte hjem derfra. Hun har også været stuepige på Hotel Phønix i Nykøbing. Endvidere ved jeg at hun en tid forsøgte sig som selvstændig ved vask og strygning i Slotsgade. Endnu da huset på Gedservej 20 skulle sælges efter fars og mors død, stod på loftet en ovn beregnet til opvarmning af strygejern, den var firkantet og på hver side var en skrå flade hvorpå kunne anbringes et strygejern, så man hele tiden derfra kunne tage et varmt jern. Jeg spurgte museet Falsters Minder, om ovnen havde interesse, men de havde en i forvejen, sagde de, så den fik lov at blive stående.

Mor var meget flittig, sled utrættelig dagen lang. Der var nok at gøre med vask og strygning. Hele tiden skulle rene kitler, far havde hvid kort kittel på landturene. Der var meget at holde rent. Gulve skulle vaskes og ferniseres, det sidste ofte når dagen var forbi og vi andre skulle i seng. Der skulle laves mad og syltes, strikkes strømper og stoppes. Hvis vi børn ikke artede os, fik vi et par rap i halen, altid af mor, aldrig af far. Hun benyttede enhver lejlighed til at indprente os aldrig at lyve eller stjæle. Hun var altid parat til at hjælpe andre, og hendes kærlighed til os børn var ubegrænset. Selv om hendes arbejdsdag var lang, var hun altid parat til at lave mad til f.eks. mig, da jeg lidt senere skulle på rotur, eller til at plukke en mægtig portion jordbær og gøre dem i stand, hvis vi havde kammerater med hjem en sommeraften. Hun broderede store kaffeduge til sølvbryllupsgave til familie.

Jeg synes ikke mor nogen sinde var syg og sengeliggende, førend hun i halvtreds års alderen fik livmoderkræft og blev indlagt på Finsen og Radiumstationen til strålebehandling. Hun blev ikke opereret. Lægerne gav os ikke meget håb om helbredelse, tværtimod, men alligevel kom hun hjem efter endt behandling, og der kom aldrig nye symptomer på kræft. Hun levede 26 år derefter, men vandladningen var for stedse ødelagt.

 

Udflugtsture

Om sommeren kunne der somme tider blive tid til en udflugt til skov og strand. Så blev ladet på bilen løftet af, og den afsavede bagdel monteret. Så var der en fempersoners bil, eventuelt kunne kalechen slås op, hvis der var frygt for en regnbyge. Der kunne også monteres sidestykker ved hjælp af trykknapper. Skulle der køres i åben vogn, havde vi også vindspejle, den kunne monteres til beskyttelse af bagsæde passagererne. Men altså, skulle vi til stranden, var det næsten altid til Tromnæs, en enkelt gang til Pomle, men aldrig til Marielyst. Tromnæs var yndlingsstedet. Så blev der pakket en solid madkurv, og medbragt øl og vand, eventuelt en "halv abe", der blev lagt på køl hos fars gode bekendt, Andersen, der havde traktørstedet i Tromnæs, hvor man kunne købe og få serveret kaffe og dejlig hjemmebagt brød. Dengang kom ikke mange i bil til Tromnæs, men der kom mange hestekøretøjer. Derfor var der lavet indretninger og krybber til hestene, der så stod tøjrede under trækronerne og vel også nød det. Når vejret var til det badede vi. Far var meget glad for vandet, han svømmede som en sælhund. Ofte var der inviteret gæster med, og så måtte vi børn cykle derud. Gæsterne kunne f.eks. være en halvbroder til farfar, Alfred Jakobsen og hans kone Petra, der boede i Nykøbing, Ryesgade 20, hvor de drev en butik. Han var ellers sejlmager af profession.

Var det ikke lige vejr til strandtur, blev det andre gange til blot en køretur ud i landskabet på Falster eller Lolland, men ikke f.eks. til Sjælland. Dengang skulle man jo med færge fra Gåbense for at komme derover.

Egentlig ferie kunne der aldrig være tale om. Forretningen skulle jo holdes åben året rundt. Kun én gang kan jeg huske, at mor og far holdt én eller to dage fri. Da kørte de sammen med en nabo, landpost Jørgensen og kone, til deres familie til Vig i Nordsjælland, og det var så stor en begivenhed, at det næsten var så at tidsregningen derefter var, før eller efter Vig turen.

 

Konfirmation 1931

Den 29. marts 1931 blev jeg konfirmeret i klosterkirken i Nykøbing af pastor Fosdal, som var ny i embedet. Vi var det første hold konfirmander han havde. Hele vinteren forud havde vi gået til forberedelse hos ham i menighedshuset ved siden af hans bolig i Voldgade. I denne periode hændte det, at vi en dag, da vi mødte til forberedelse, blev mødt af præstens kone, der meddelte, at præsten var syg, og at vi skulle gå tilbage til skolen. Nu traf det sig, at der netop til havnen var ankommet Danmarks første skib (Selandia), der havde diesel motorer i stedet for dampmaskiner, og vi blev alle, desværre kun næsten alle, enige om, at det var mere interessant, at se dette skib end at sidde i skoleklassen. Så vi gik til havnen og først tilbage til skolen efter spisefrikvarteret. Tilbage til en ordentlig omgang med trusler om aflysnig af konfirmationen og endelig som afslutning to slag i enden af spanskrøret. Det var den eneste gang i skoletiden, jeg opnåede at blive straffet på den måde, der var andre der var mere vant til turen.

 

Radio

I det daglige havde man ikke lejlighed til at høre musik, så det var en omvæltning, da der i slutningen af tyverne begyndte at komme noget der hed radio. Det må have været i 1931 jeg fik lejlighed til at købe et krystalapparat med en hovedtelefon for to kroner. Det krævede ingen strømtilførsel, men en luftantenne på helst 30 m. Det centrale i apparatet var et lille stykke krystal anbragt i et glasrør. Med et håndtag kunne man bevæge en tynd nål så den ramte forskellige steder på krystallen og pludselig var man heldig, at den lifligste musik strømmede ud af høretelefonen. Ofte stammede de fra en tysk sender i Königswüsterhausen. Men hurtigt udvikledes nye radiomodtagere og der kom flere sendere. En skønne dag fik vi en modtager med højttaler. Den krævede en akkumulator og anodebatteri. Akkumulatoren måtte så af og til sendes til opladning på opladningsanstalter, der dukkede op i takt med udviklingen. Men en skønne dag kom jo så lysnetmodtagere. Radioen kunne bare ikke klare behovet, når man havde ungdomskammerater i hjemmene, hvor der helst skulle danses. Men det blev klaret ved anskaffelse af rejsegrammofon med fjederoptræk og nogle grammofonplader, 78 omdrejninger i minuttet, med dansemusik.

 

Marked

To gange om året, sommer og vinter, var der marked i byen, og det var en stor begivenhed, der trak mennesker fra oplandet til staden, ikke mindst karle og piger fra gårdene på landet, der havde meget større folkehold end nu til dags. På markedsdagene fyldtes torvet med boder med alskens sager. Det var handlende, der havde som profession at drage rundt i landet til markeder, dyrskuer og lignende. Her kunne man f.eks. købe honningkager fra Christiansfeld, og selvfølgelig en masse souvenirs. Hele Færgestræde var i begge sider fyldt med lirekassemænd og lignende, ofte invalider, der havde bevilling til at ernære sig på den måde. Havnepladsen opfyldtes af forlystelserne, gynger, karruseller, radiobiler, dødsdromer, isboder og serveringstelte. Det var store oplevelser for børn, vi hørte jo f.eks. sjældent musik, det var jo før radioens tid. Måske blev der råd til en isvaffel til fem eller ti øre, i en vaffel, der mest mindede om papmaché.

 

Jul

Når vi var kommet ind i december måned begyndte den tilstundende Jul at sætte sit præg på byen og der blev noget at se på for et barn. På Lilletorv rejstes byens juletræ med lys på, og forretningernes vinduesudstillinger blev præget af Jul. Dengang gjorde også handlende med købmandsvarer stort nummer af juleudsmykningen. Byens største kolonialforretning, E.C. Schultz på hjørnet af Østergade Rådhusstræde, havde mange vinduer, der blev fyldt med sække med valnødder, hasselnødder, mandler med videre, kasser med svesker i forskellige prisklasser, abrikoser, tørrede blandede frugt, appelsiner o.s.v. Appelsiner så vi kun i tiden omkring Jul, ikke som nu hele året. Man læste i avisen, at nu var det første skib kommet til frihavnen i København med årets juleappelsiner. Også alle andre butikker gjorde meget ud af Julen. Hos kaffehandler Jeppesen i Langgade blev de to gamle julenisser koblet på de store hjul på kaffemøllerne, og i legetøjsforretningen kørte elektriske tog eller lignende, der var nok at se på, og man kunne tilbringe timer med at se på herlighederne. Også hjemme blev der mere travlt. Vi fik også appelsiner og konfekt hjem til salg og der blev lavet finker til butikken. Det sidste tid op mod Jul kom et stort arbejde med slagtning af ænder og gæs, som far havde købt levende på landet, og som så skulle plukkes og gøres i stand i vaskehuset.

Juleaften var vi som regel, især da vi var mindre, hjemme og havde juletræ og gaver. Jeg fik hvert år et stykke legetøj, f. eks. kan jeg huske, at jeg fik en dampmaskine, da må jeg ikke have været helt lille, og så fik jeg et andet år et sæt Märklin byggesæt, et virkeligt godt stykke legetøj, som jeg havde glæde af i mange år med at bygge kraner og køretøjer og så videre. Det opbevarer jeg endnu.

Men somme tider holdt vi også Juleaften hos Alex og Signe. Det passede os sådan set godt, for hjemme var altid så travlt i tiden op mod Jul og til helt op til selve Juleaften at vi alle var meget trætte og der næsten ikke var tid til at forberede vor egen Jul. Vi havde det godt hos Alex og Signe, som da boede i Vendersgade, og så kom de hos os til frokost 2. Juledag.

På et tidspunkt efter Jul var vi som børn i flere år til juletræsfest i Nykøbing selskabelige forening. Her var stort juletræ, og der var godteposer med appelsiner og konfekt til børnene, og så blev der med levende musik spillet op til dans. Den fest var altid i en sal på Hotel Stad Nykøbing.

 

Handelsskole

Det blev bestemt at jeg efter endt almindelig skolegang skulle tage et étårigt dagskolekursus på Handelsskolen i Nykøbing, og jeg søgte og fik halv friplads. Forstander var Johs. Andersen, som jeg i flere år havde haft som klasselærer på Østre Skole. Handelsskolekurset havde for øje at uddanne til arbejde på kontorer og omfattede fag som bogføring, stenografi, maskinskrivning, handelskorrespondance på dansk og engelsk eller tysk. Endvidere nationaløkonomi og handelsgeografi m.v. Og der begyndte jeg så ca. 1. april 1931, og kunne slutte et år efter med et nogenlunde hæderligt resultat.

Men det var svært at få noget at bestille. Den økonomiske nedtur i Danmark var på sit højeste og arbejdsløsheden stor. Jeg søgte nogle stillinger, der blev annonceret, blandt andet hos jern- og stål firmaet P. Chr. Hansen og på kommunekontoret, men uden held. Omsider lykkedes det på kødkonserves fabrikken "Dana" i Markedsgade. Stedet var ikke særlig velanskrevet, jeg kendte et par stykker, der havde været der. Men jeg begyndte på kontoret der, vi var fire ialt foruden direktøren. Der var ikke noget med kontrakt eller anden skriftlig aftale. Lønnen var 35 kroner om måneden. Stedet var for så vidt interessant nok, for de varer der fabrikeredes blev eksporteret til mange forskellige lande, så der var en omfattende udlandskorrespondance. Bogholderen tog sig af den engelsksprogede, og en wienerpige tog sig af det tyske. Til det franske brugte vi en translatør ude i byen. Mit arbejde bestod i at hente post på postkontoret, frankere breve, rende med attester til statskontrollerende dyrlæge, kopiere breve ved vådkopiering, det sidste var problematisk, man kunne nemt komme til at spolere et brev, så det blev ulæseligt. Men jeg fik lært at pakke. Der blev afsendt en del vareprøver og det var min afdeling. Det skulle gøres solidt, fordi de skulle kunne holde til lange forsendelser. Så det var noget med bølgepap og solidt papir og sejlgarn og laksegl. Også toldpapirer og fragtbreve skulle jeg udfylde og sørge for at pakkerne blev sendt. Jeg blev nu ikke på stedet så længe, og jeg tror det afgørende var at direktøren forlangte, at jeg hver søndag skulle hente posten og bringe den til hans bopæl i Kraghave. Jeg syntes ikke om, at jeg ikke engang kunne have fri om søndagen, så jeg holdt op selv om jeg ikke lige havde noget andet. Medvirkende var, at jeg på det tidspunkt havde meldt mig ind i roklubben og gerne ville have mulighed for at kunne deltage i aktiviteterne om søndagen, men derom senere.

 

Roklubben

Som nævnt meldte jeg mig efter handelsskoleeksamen ind i Nykøbing Roklub, og tilbragte fra da af næsten al fritid om sommeren dér. De aftener, der ikke skulle arbejdes kunne udnyttes til en motionstur på Guldborgsund. Normen var som regel to kilometer op ad sundet og tilbage. Det var så med skiftende makkere, som man nu kunne finde ud af det. I week-ends, når der var mulighed for det, tog vi på langtur. Alt efter, hvor megen tid, der var til rådighed - hvor tidligt man selv eller kammerater havde fri lørdag aften, kunne man ro til Guldborg, Resle Skov eller Nysted. Telt og proviant medbragtes. En enkelt gang, mens Storstrømsbroen var under bygning var vi over Storstrømmen til Sjælland, og en anden gang i en Pinse var vi tre, der roede Falster rundt, en tur på 135 kilometer. Det var dejlige tider. I øvrigt havde man jo så det almindelige klubliv, samværet om aftenen i klublokalerne på Guldborgsund pavillonen. Ind imellem var der en fest med dans. Om vinteren arrangeredes motionsgymnastik i Latinskolens gymnastiksal og fodture ud på landet. ellers mødtes vi rundt omkring i hjemmene til improviserede fester. En gang imellem kunne man flotte sig med en kop kaffe og en kage på konditori eller en tur i "Landsbyen", hvor det var muligt for et par kroner at have en hel aften med kaffe og en enkelt øl og dans til orkestermusik og artistoptræden.

Et par sæsoner gik jeg til danseundervisning. Først hos Poul Werner dernæst hos Scharff for at blive nogenlunde rustet til at svinge pigerne.

 

Postvæsenet

En dag søgte postkontoret et cykelbud til telegrafkontoret, og da det jo drejede sig om at få et eller andet job, søgte jeg det og blev antaget. Dengang var der jo ikke noget der hed telefax eller fjernskrivere, så hvis man skulle have en hurtig skriftlig meddelelse frem, benyttedes telegrammer. Det var selvfølgelig først og fremmest forretningsverdenen, der benyttede systemet. Telegrammerne kom pr. ledning i form af prikker og streger på en papirstrimmel i apparatet og blev af telegrafisten "oversat" og skrevet ud på en telegramblanket, der blev foldet på speciel måde og forseglet. Det var så budets rolle straks pr. cykel at bringe det ud til modtageren og der blev lavet følgeseddel med tidspunkt for afleveringen. Så man fik lært alle de firmaer i byen at kende, som betød noget. De kunne jo godt få flere telegrammer om dagen. Telegrafstationen havde til huse på torvet og lokalerne husede også Rigstelefonen. Alle samtaler ud over Lolland-Falster gik herover, og det var desuden transitstation til det sydlige udland. Så foruden telegrafister havde vi et antal ekspedienter, der betjente omstillingsbordene, der var med propper og snører. Men tilbage til ansættelsen. Lønnen var første år 50 kroner om måneden + fri uniform og cykel til tjenestebrug. Vi var to bude, der delte vagterne. Foruden at bringe telegrammer ud, passede vi også centralfyret i det store hus, der fyredes med cinders og vi havde ansvaret for, at der flagedes fra toppen af huset på de officielle flagdage. En gang imellem var der ekstraarbejde med udbringning af telegrammer, oftest lykønskningstelegrammer uden for byen, det kunne være langt ude på landet og det kunne være drøjt i mørke og måske dårligt vejr, og det kunne være besværligt at finde frem til modtagerne. Det foregik også på cykel. Man fik betaling pr. kilometer, en ret ringe betaling, og postmesteren var meget nøjeregnende med regnskaberne. Havde man skrevet 7 kilometer på målte han efter med passer på generalstabskort og man kunne risikere at blive kaldt ind og gjort bekendt med, at han mente der kun var seks. Måske havde man haft flere telegrammer med, som var betalt udbringningsgebyr for, men vi fik jo samme betaling om der var ét eller flere. Post og telegraf var jo én etat og efter en tid overgik man til tjeneste på postkontoret som reservepostbud. Det kunne enten være omdelingstjeneste eller kontorbudstjeneste. Som afløser prøvede jeg vist alle distrikterne i byen og også dem på landet, somme tider i lange perioder under sygdom. Jeg holdt meget af landturene, hvor man var helt fri så snart man havde forladt kontoret. Det kunne ind imellem være vanskeligt at finde adressaterne, der var jo ikke vejnavne og husnumre ude på landet dengang, og afsenderne af breve regnede ofte med, at når bare der var for- og efternavn var det tilstrækkeligt. Men folk var hjælpsomme. På nogle ruter stod smørrebrød og mælk og kaffe hver dag klar til postmanden, det gjorde den f. eks på Brændte Ege. Der var serveret i folkestuen, og der var altid et eller flere steder, hvor der vankede kaffe og brød. Det var en slem vinter, hvor jeg gik Øster Toreby, Nagelsti, snedriverne lå højt og ind imellem måtte jeg bære cyklen over snedriverne. Men når jeg kom til en bestemt gård i Nagelsti, blev jeg inviteret ind på kaffe mens gårdens søn spændte en hest for kanen og så kørte han mig resten af turen og tilbage til cyklen. Kontortjenesten omfattede postkassetømning, ordning af breve, stempling i maskinerne og med hånden, at modtage posten ved togene og sørge for, at postsække, pakker med videre kom med de rette tog. Nogle dage mødte vi meget tidligt, klokken fire for at tage imod morgentogene fra København, gik hjem igen kl. syv, modtog påny 12.30 til 15.00 og for tredje gang kl. 18 til 22. Der måtte ikke være flere folk til tjeneste end der var brug for. Andre dage mødte man kl. syv og måske kun to gange og ind imellem havde man nattjeneste. To mand sammen fra kl. 22 til 6.

Da jeg havde fået kørekort, blev jeg også sat til at køre pakkebilerne, som vi havde to af.

Den 9. april 1940 mødte jeg kl. 4 om morgenen på postkontoret uden at observere noget usædvanligt på vejen, men fik straks at vide, at der skete usædvanlige ting, og at der var observeret tyske soldaterkolonner over Højbroen. Det blev hurtigt klart, at noget var rive galt, der kom flere militærkolonner over højbroen, og der begyndte at komme flyvemaskiner over byen. Tilfældigt var jeg kommet til at cykle mellem to kolonner og havde derfor ikke observeret  noget. Da det blev lyst kunne vi se hvad der foregik. Det blev værre og værre. Efterhånden kom en stadig strøm af tyske soldater, nogle motoriserede, andre med hestetrukne køretøjer, og der kom flere og flere flyvemaskiner i luften alle på vej nordpå. Samme dag blev der dekreteret mørkelægning.

 

I politiet under krigen

Da anden verdenskrig var begyndt blev der truffet forskellige foranstaltninger til beskyttelse af civilbefolkningen og de der ikke var blevet indkaldt til soldatertjeneste blev indkaldt til civilforsvaret og placeret i forskellige afdelinger. Jeg kom i en afdeling, der skulle fungere som en slags hjælpepoliti. Vi fik udleveret uniform, stålhjelm, stav og gasmaske, og holdt nogle øvelser med politifolk som instruktører. Da besættelsen var sket fik vi tildelt opgaver i tilfælde af luftalarm med at påse at folk søgte beskyttelsesrum og lignende. Efter nogen tid bestemtes det, at politikorpset i Danmark, der indtil 1938 havde bestået af kommunalt ansat ordenspoliti og statsligt kriminalpoliti, men efter 1938 enhedspoliti, altså altsammen statsligt, skulle udvides betragteligt i hvert fald midlertidigt. Nogle af os, blandt andet jeg, blev opfordret til at søge ind, jeg hentede ansøgningspapirer og fik besked om at møde i København til forskellige prøver. Det foregik i Vartov og omfattede blandt andet psykotekniske prøver. En dag fik jeg brev om, at de mente at kunne bruge mig som det der kaldtes honnorarlønnet politibetjent.

Den 11. september 1940 mødte jeg så på en politiskole i den gamle hestgardekaserne i Frederiksholms Kanal. Der gennemgik vi et meget nødtørftigt kursus på bare en uge, mens vi ekspres fik syet uniform og blev udrustet, blandt andet med cykel. Jeg fik tildelt stamnummer i politiet 6628 og tjenestenummer i Københavns politi 1723. Det hele gik meget hurtigt. Jeg husker,at jeg var meget imponeret over, at det allerførste der skete da vi mødte var, at vi fik udbetalt løn for resten af september måned. Efter den første uge blev vi fordelt på tjenestestederne og jeg fik besked om at møde til nattjeneste på Københavns politistation nr. 1 på Nytorv i det tidligere kvindefængsel. Det måtte jeg jo så se at finde. Det var meget svært i begyndelsen. Vi skulle patruljere med ældre politifolk, man kendte dem ikke, kun deres numre stod på den ophængte tjenesteplan, og når man så spurgte sig frem, fik man måske at vide, at de var skam gået ud på patrulje. Så gik man selv ud i bælgmørke, kendt var man ikke, navnene på de gader man skulle gå i, havde man skrevet op på et stykke papir og forsøgte så så vidt muligt at holde sig på posten. men der var jo mørklagt. Den flade lommelampe man havde fået udleveret var til ringe hjælp for glasset var smurt med noget blå maling. Somme tider kunne man blive helt nervøs for, om man kunne finde tilbage til stationen. Almindeligvis gik vi om natten 2 gange 2 timer. I løbet af nogle timer fandt man dog efterhånden så nogenlunde ud af det. Lærte de gamle at kende og kom ud sammen med dem. Vi havde tjeneste 14 dage ad gangen, gik fra nattjeneste til eftermiddag fra 15 til 23 og derpå til dagtjeneste fra 7 til 15.

Betegnelsen honnorarlønnet politibetjent var et helt nyt begreb og den 11. juni 1941 ændredes betegnelsen til aspirant som politibetjent. Fra nytår 1942 kom så et rigtigt fem måneders kursus på politiskolen og fra 15. september 1942 ansættelse som tjenestemand. Lige indtil 19 september 1944 bestod tjenesten i patruljetjeneste til fods på det vi kaldte linieposter, som kun omfattede en enkelt gade, f. eks. Frederiksberggade, eller distriktsposter i lidt større område, og faste poster som vi havde ved Frederiksberggades udmunding i Rådhuspladsen. På grund af de særlige forhold under besættelsen havde vi også faste poster ved Dagmarhus, der benyttedes af tyskerne og somme tider andre steder af særlige årsager. F. eks. havde vi særlig bevogtning af Kvindernes Hotel i Niels Hemmingsensgade, hvis Kai Munk boede der under ophold i København. Vi havde netop i de år nogle meget slemme vintre med meget lave temperaturer. Somme tider blev det nødvendigt at afløse posterne hver time, især om natten, selv om vi for at holde varmen tog alle de uniformsgenstande på, vi havde. Der blev udleveret nakke- og ørebeskyttelse. Ind imellem kom perioder med tjeneste i udrykningstjenesten på Politigården, hvor vi var formeret i grupper à 6 mand med en ældre politimand som gruppefører og at antal grupper udgjorde en deling. Vi gik til skydeprøver på Amager Fælled, dels som træning i pistolskydning og skydning med karabin og maskinpistol. Der skete mange ting i de år. Af og til var der uroligheder, som vi skulle se at få standset inden tyskerne blandede sig. Ofte var der udrykninger i anledning af sabotageaktioner, hvor der blev sørget for, at der var fuldt tryk på udrykningshornet så sabotørerne blev advaret i god tid. Det lykkedes da også altid at komme efter at sabotørerne var væk, så vi bare stod med en ildebrand, der mere var en sag for brandvæsenet.

I nogen tid var jeg dirigeret til bevogtning af den russiske ambassade på Frederiksberg, da russerne var gået ind i krigen. Der skete mange ting under besættelsen, som man var usikker over for. Der kunne være episoder med tyske soldater i uniform, men de kunne takles ved at tilkalde tysk militærpoliti. Men andre gange var det civile, der var indblandet i skyderier og det var ikke altid klart om det var tyskere eller deres håndlangere der indbyrdes var uenige eller om det var gode danskere.

Et særligt kapital udgjorde luftalarmerne, som blev hyppigere efterhånden som krigen varede. Vi skulle møde på tjenestestedet, hvis alarmen lød inden for de første fire timer efter at vi var gået hjem fra tjeneste, eller indenfor de fire timer før vi efter planen skulle møde til tjeneste. Og vi skulle møde selv om alarmen blev blæst af inden vi nåede frem. Ofte var det jo i den mørke tid, der blev blæst alarm. Så når man kom hjem ved midnatstid fra aftenvagt, måtte man hyppigt af sted igen så snart men var hjemme for at få lov at gå hjem igen, så snart man var mødt, og når man igen var kommet hjem, lød sirenerne igen, og det hele gentog sig. Når der var flyvemaskiner i luften, skød tyskerne med antiluftskyts og man kunne somme tider høre stumperne falde ned. Jeg oplevede også at køre over Langebro lige efter at englænderne havde bombet sukkerhuset og B & W på Christianshavn, og da der blev brugt bomber med forsinket tænding eksploderede der stadig bomber.

En stor ubehagelighed var det i det hele taget at færdes på cykel hjem fra arbejde i nattetimerne. I perioder var der jo spærretid, hvor folk ikke måtte færdes, så gader og veje lå øde hen. Så lurede man meget, hvis man hørte en bil komme bagfra, specielt efter at en kollega på den måde blev skudt ned bagfra af tyskere, da han kørte hjem fra arbejde.

Den 29.august 1943 var jeg om aftenen til tjeneste i udrykningstjenesten og sad i vagtstuen, da en gruppe tyske soldater kørte deres køretøj op udenfor og begyndte at fyre deres maskingeværer af mod porten og et øjeblik efter myldrede de ind i vagtstuen og beordrede os alle til at aflevere vores våben. Der var ikke andet at gøre og de forsvandt igen. På vej hjem havde tyskerne afspærret Langebro og jeg blev standset og afkrævet min pistol. Så jeg måtte forklare, at de allerede havde taget den og viste mit tomme pistolhylster. Så fik jeg lov at køre. Det hele var en misforståelse, aktionen vedrørte jo kun det danske militær. Næste dag fik vi vore våben igen og der fremkom en beklagelse.

Situationen var nu helt forandret og Danmark var i en slags uerklæret krig mod Tyskland.

Der gik endnu nogen tid hvor situationen blev mere og mere spændt og den 19. september 1944 kom så den dag, da tyskerne tog politiet og sendte dem til koncentrationslejre i Tyskland. Ganske tilfældigt undgik jeg den skæbne, som så mange ikke slap levende fra. Et par dage før havde jeg fået fjernet en cyste i huden på hovedet; på grund af forbindingen kunne jeg ikke have uniformshue på og var derfor sygemeldt. Men jeg var alligevel på gaden da tyskerne indledte aktionen ved at lade blæse falsk luftalarm. Jeg befandt mig på cykel omkring ved Frihedsstøtten, og ville køre til politigården i stedet for at gå i beskyttelsesrum. Men da jeg kom til politigården kunne jeg se at den var ved at blive omringet af tyske soldater. Jeg skyndte mig til nærmeste beskyttelsesrum i Bernstorffsgade og ventede der til alarmen blev blæst af. I løbet af et øjeblik vidste hele byen, hvad der var sket. At tyskerne over hele landet havde taget alle de politifolk, de kunne få fat i, til fange, sådan at dansk politi var ophørt med at virke. Alle var klar over hvad det indebar; at tyskerne selv ville overtage ordenshåndhævelsen. I protest nedlagdes arbejdet på alle arbejdspladser - der var generalstrejke.

Jeg turde ikke køre hjem, fordi jeg tænkte, at de to broer til Amager kunne spærres og trafikken kontrolleres. Så jeg kørte til Rødovre til søster Inger og svoger Kaj, og fik ringet hjem og givet besked om hvor jeg var. Det var usikkert, hvad der ville ske, ville tyskerne jagte de politifolk, de ikke havde fået fat i ? Det var derfor nødvendigt at "gå under jorden".

 

"Under jorden"

I den følgende tid fik vi husly forskellige steder og i løbet af efteråret rejste vi til Jylland, efter at jeg havde fået fat i falsk identitetskort. Alle mennesker var under krigen forsynet med identitetskort, som f. eks. ved rejse over Storebælt blev kontrolleret af tyskerne. Vi var heldige at slippe til Jylland uden større forsinkelse, ofte kunne det tage flere dage på grund af sprængninger af jernbanesporene. Vi tilbragte 2-3 uger hos hver af familierne i Thy: i "Dalager", "Korsgaard", "Abildgaard" og i møllen i Hurup.

Julen 1944 tilbragte vi i "Dalager" hos George og Mette, jeg husker, at vi kørte i jumbe hjem fra kirke i Vestervig i snevejr. Vi forsøgte selvfølgelig at gøre os nyttige, hvor vi var, så jeg hjalp i stalden med at muge og fodre.

Også den vinter 1944-45 var meget streng og lang. Der kom en masse sne, så vejene blev helt ufarbare. Kanerne blev fundet frem i lader og vognporte. Således kørte Ellen og jeg selv i kane med en følhoppe for fra "Abilgård" til Hurup, og det gik fint. Adskillige steder var der med stager og koste afmærket ruter over marker, hvor vejene var helt ufremkommelige. Medens vi var i møllen, kom der en storm fra en anden kant, end der hvor sneen var kommet fra, så det blev et forrygende vejr. Jeg husker, vi hentede Tove, hvor hun arbejdede, fordi vi ikke turde lade hende gå alene, selv om det var ganske kort vej. I møllen var der meget travlt under krigen. Bønderne havde ikke selv kværne og bragte kornet til møllen for at få det gruttet til foder. Der var også en forlægning af tyskere i Hurup, så der kom hyppigt tyske soldater med hestekøretøj til møllen med korn, der skulle valses til foder. Oluf malede og sigtede også hvede til mel. Det var helt illegalt, for mel og brød var rationeret. Vi lavede risengrynserstatning af hvede, der blev afskallet og kunne gøre det ud for ris. Der blev arbejdet, somme tider også om natten. I "Korsgård" hos Cecilie og Niels kan jeg huske vi måtte ud at lede efter fårene i sneen for at få dem hjem i sikkerhed, ellers lod de sig sne inde. Der var mange af den slags oplevelser. Vi led ingen nød. Mad havde de nok af. Det kunne være barsk på gæsteværelserne på lofterne, der var jo ikke noget der hed opvarmning, og vi har oplevet, at det har sneet ind til os på dynen. Så meget des mere nød man det om morgenen at komme ned i et køkken, hvor ilden blussede i komfuret.

En skønne dag kom der besked fra København om, at det vist var på tide at vende tilbage. Det var tydeligt, at krigen nærmede sig sin  afslutning. Så vi rejste og kom hjem uden genvordigheder, og jeg fik kontakt til en af de politigrupper, der var blevet organiseret og fik besked om, hvor jeg skulle møde, når der blev givet signal fra England. Og så endelig kom den aften, den 4. maj 1945, som ingen dansk, der oplevede den nogensinde vil glemme, med meddelelsen om, at tyskerne havde kapituleret.

 

Ellen

Indtil den dag, jeg skulle møde hos politiet, boede jeg hjemme på Gedservej og skulle se at finde logi i hovedstaden. En roklubkammerat, Erik Hass, var lidt tidligere kommet til politiet. Han kendte et par kolleger, der boede og spiste hos fr. Hansen, Maltagade 15, 3.sal t.v. og han forhørte sig dér. Jeg kunne godt spise der, men ikke logere, men fr. Hansen vidste, at fr. Andersen i stuen t.v. gerne ville have en logerende, og det blev så til, at jeg kom til at bo i stuen og spiste på 3. sal, pudsigt nok altså i lejligheden ved siden af den, hvor vi nu har boet i mere end halvtreds år. Det varede nu ikke så længe. Jeg var hverken tilfreds med logi eller pension og flyttede efter knap et par måneder til et pensionat hos fru Winther på Amagerbrogade 4 på 3. sal, hvor vi levede og boede godt. Der var flere logerende og endnu flere spisende.

Vi var flere politifolk dér, Blandt andet Poul Mortensen, der  kom fra en lille by i Jylland. Han havde kontakt med en pige fra samme by, der boede i klubværelse på Frederiksberg, og så hændte det, at hun kom på besøg og en dag havde hun en pige med, der hed Ellen, og som boede samme sted. Mit bekendtskab med Ellen udviklede sig, vi begyndte at gå ud sammen, og en gang cyklede vi til Nykøbing for at holde ferie og for at præsentere Ellen for mor og far.

En skønne dag fandt vi ud af at vi lige så godt kunne gifte os, og det skete så i Nykøbing Kirke den 26. december 1941, og pastor Fosdal, der i sin tid havde konfirmeret mig, må have gjort det godt, siden det holder endnu mere end halvtreds år efter. Vi havde et pænt gilde, desværre på grund af krigen uden deltagelse af repræsentanter for Ellens familie.

Nu skulle vi så se at finde noget at bo i. Det var dengang ikke så svært, der var mange ledige lejligheder. Men det måtte ikke være for dyrt, selv om vi begge havde arbejde og Ellen endda som tilskærer tjente mere end jeg. Det behøvede heller ikke være så stort til at begynde med, man kunne altid få noget større, troede vi, men sådan blev det ikke ved at være, viste det sig. Vi så på lejligheder flere steder, og en dag blev vi opmærksom på den ledige lejlighed Maltagade 15, 3. sal i midten, i en relativ nyopført ejendom. Den havde en kvalitet, der vejede meget tungt på det tidspunkt. Den var varm, da den desuden havde alle moderne faciliteter og ikke var dyr, 65 kroner om måneden plus varmebidrag 12 kroner i de 8 måneder. Vi flyttede ind den 1. februar 1942, da vinteren satte kulderekord med -31° C. Samme dag flyttede Birkholdt og Johanne ind i "Abildgård" i Thy, men det er så en anden historie.

Det var lykken at komme ind her. I en tid, hvor de fleste mennesker sad og frøs i deres lejligheder, havde vi det lunt og godt, takket være, at skorstenen fra centralfyret gik op mod stuens ene væg og varmede denne op. Men der var koldt vand i varmtvandshanerne, så den daglige vask foregik i koldt vand, men det var vi jo vant til. Gas og el var rationeret, men med lidt påpasselighed kunne man klare sig med rationen. Mange ting, f.eks. kunne koges færdige i høkassen, når de havde fået nogle minutter over gassen. Storvasken foregik i gasopvarmet vaskemaskine i kælderen, men skylning ved håndkraft i skyllekar med koldt vand. Og ved vasketurene kunne vi så snyde os til et varmt bad i kælderen. Vinduerne var jo overmalet for mørklægningens skyld.

En dag blev vi opmærksom på, at noget jord fra "Elmegård" på Kongelundsvej skulle udstykkes til kolonihaver. Det lykkedes os at få én af dem, og vi begyndte at dyrke en parcel på ca. 1000 kvadratalen stubmark udmærket jord, og fik hurtigt skabt en udmærket have. Vi plantede frugttræer og buske og blev hurtigt selvforsynende med grønsager, og fik i løbet af få år overflod af bær og æbler. Værktøjet havde vi i en kasse. Hus byggede vi aldrig.

Imens gik livet videre med alle de besværligheder, som krigen medførte. Næsten alle varer blev efterhånden rationerede eller kunne slet ikke fås. Alligevel manglede vi sådan set ikke noget. En gang imellem ankom en pakke med lidt godt fra Nykøbing eller en spand honning fra George, der havde mange bien. Somme tider måtte vi i kælderen i beskyttelsesrum under luftalarm, hvis da ikke jeg skulle afsted. Ellen har også oplevet at måtte ligge et par timer på gulvet i en krog i stuen, mens der var skyderier i gaden. Det hændte da også, at en kugle røg gennem vor nabos, Joachimsens, vindue og satte sig fast i den gamle mands skulder, mens han sad fredeligt og spillede kort med sin kone. Så han måtte over på hospitalet og have pillet kuglen ud.

Men krigen holdt op og jublen var stor. Så var det bare med at få uniformen på og for en sikkerheds skyld en civil frakke over og så til station 1, som forholdsordren lød på. I første omgang blev vi så installeret på Domhusets anneks og nogle dage senere i en bygning i Borgergade, som tyskerne havde benyttet, men som de nu blev smidt ud af. Der gik nogen tid inden forholdene igen normaliseredes og vi igen blev underlagt justitsministeriet. Igen efter nogen tid blev station 1 indrettet i en barakbygning i Kampmannsgade. Herfra kom jeg blandt ................

 

Notater til videre bearbejdelse

Væsentligste fritidsbeskæftigelse var roning. BP var medlem af Nykøbing F Roklub 1932-40. Dyrkede mest langtursroning, f.ex Falster rundt, som den længste tur.

 

Drikkepenge og f.ex. gav A.Nielsen og & en æske konfekt hvert år til nytår. Telegramudbringning til landdistrikterne var efter kilometertakst. Postmester Ryge var meget nøjeregnende med at se om der var 4 eller kun 3,5 km. Arbejdede på telegrafen fra ca. 1934-1937, gradvis overgang til postkontoret.

Kørekort ca. 1938.

Besøgte herunder ofte "Ras" Børge Rasmussen på Ristorante Italiano på gammel strand.

Kastrupvej

Sildestrup

Udlandsrejser