Denne
beretning er skrevet af Jens
Kristen Børge Petersen i årene 19xx - xx.
Indholdsfortegnelse:
Jeg
blev født i en lejlighed på 1. sal i en ejendom Gedservej 81, Nykøbing
F. Ejendommen er et langt hus med så vidt jeg husker fire opgange med to
lejligheder i hver. Hvem der boede i stuen husker jeg ikke, der foresvæver
mig noget om en skrædder Christensen. Bag huset var et stykke have ned
til et ubebygget større areal med nyttehaver mellem Grønsundsvej,
Gedservej, Grønnegade og Fromsgade. Om, vi havde del af havejorden husker
jeg ikke tydeligt, men vi havde i hvert fald dér et hønsehus med høns
og i hvert fald nogle år nogle gæs, som vi drev på græs på ubebyggede
arealer på Gedservej, som var tyndt bebygget. Gedservej var kun en
jordvej, i begge sider var store vejtræer og jeg husker da disse træer
blev fældet. En stor damptromle hjalp ved fjernelsen. Derefter blev vejen
macadamiseret og senere tjæret. Jeg kan næsten intet huske om
lejligheden, som vi flyttede fra da jeg var seks år. Men mor har fortalt
noget om tiden dengang. De første år under første verdenskrig, meget
fattige kår, far indkaldt til militæret i flere år, næsten ingen
understøttelse. Om hvordan hun lå med "spansk syge", da jeg
var 1 år og Bedste kom gående fra Kraghave med lidt mad engang imellem.
Men fra tiden før jeg blev seks år husker jeg dog, at jeg sammen med
storesøster Inger har besøgt mor, der i sukkerkampagnen arbejdede på
sukkerfabrikken blandt andet med udtagelse af prøver. Jeg erindrer, at
jeg drak varm sukkersaft. Også far har arbejdet på sukkerfabrikken
foruden mange andre steder. Jeg erindrer på gasværket og på en
melassefabrik der lå ved havnen. Der var en gammel dampmaskine, der trak
blandemaskiner, og en masse fyldte jutesække, som man kunne gemme sig
imellem. I disse år har far ernæret sig ved det arbejde, der har været
at få. Men far havde megen lyst til at blive selvstændig, og en skønne
dag blev fedevareforretningen Gedservej 20 til salg, den blev drevet af to
ugifte frøkener, Poulsen (?). Der var en tilhørende lejlighed i
stueetagen. Om overtagelses pris ved jeg intet. Jeg mener at husets ejer
var en Jensen, der boede og blev boende på 1. sal. Han ernærede sig mest
ved kortspil. Om flytningen husker jeg intet, men jeg kan dog huske, at
det var noget vældig noget, at der var telefon, Nykøbing 946, som altid
blev nummeret. Om lejligheden på Gedservej 20 Der
var et lille butikslokale med hvidlakerede vægge og flisegulv på hjørnet
Gedservej - Overgade, indgang på selve hjørnet. Ved siden heraf mod
Gedservej en stue med 2 vinduesfag. Til Overgade endnu en anden lille stue
og mod gården en stue, hvorfra en dør til trappegangen med trappe til 1.
sal og udgang til gårdspladsen. Hvordan værelserne i begyndelsen blev
benyttet husker jeg ikke, men stuen mod Overgade brugte vi til dagligt
ophold. I et lille sidehus med tjæret paptag var køkken og ved siden
deraf vaskehus med gruekeddel. Under køkkenet var en kælder. Der var
elektrisk lys i huset, men jeg husker, ar der i køkkenet var installation
til gaslys. Har begyndte far og mor nu at forsøge at bjærge udkommet ved
at handle med fedevarer, altså fortrinsvis varer af gris, flæsk, det der
dengang kaldtes affald, såsom skinkeben og rygge, hjerter, nyrer, lever
samt pølser og den slags, altsammen købt hjem og hentet hjem fra
svineslagteriet på Søvej ("Lad Sig Nøje"), hvor far de fleste
af ugens dage stillede meget tidligt om morgenen og kørte det hjem købte
hjem i kassen på en trækvogn. Der blev også handlet med æg, smør,
margarine, fedt og ost, lidt kolonial og konserves, tobaksvarer, skrå og
snus. Den allerførste kunde på åbningsdagen stod uden for og ventede.
Det var købmand Johansen, der selv havde butik på det hjørne, hvor nu
Østerbro Apotek er. Han var én af fars venner og købte en pakke skråtobak.
Efterhånden blev sortimentet udvidet så meget som pladsen tillod i det
lokale, der i flere år udgjorde hele forretningen. Det var et slid at få
det hele til at køre rundt. Mor stegte frikadeller og lavede finker,
syltede grisetæer, marinerede sild med videre til salg i butikken. Senere
erindrer jeg, at der en gang om ugen i vintertiden blev kogt blodpølse i
vaskehusets gruekeddel. Blodpølserne blev helt berømte i byen. Folk kom
langvejs fra, for at købe de dampende pølser og butikken kunne være
fuld af kunder. Arbejdsdagen var lang. Efter lukketiden skulle der gøres
rent, pålægsmaskinen skilles ad og vaskes. Der var masser af fade og skåle
at rengøre. Så vidt jeg husker var butikken åben de første af ugens
dage til kl. 18, om fredagen til kl. 19 og om lørdagen til kl. 21, og om
lørdagen kunne det så godt blive næsten midnat inden der var tid til
hvile. Om søndagen ventede så yderligere rengøring og afvejning af
varer. Alle varer eller næsten alle kom uindpakkede hjem. Så om søndagen
skulle der afvejes sukker og mel, eventuelt rengøres flasker til eddike
og tappes eddike fra anker, eller sprit fra dunk. Stødt melis kom hjem i
svære tætvævede jutesække á 100 kg. Sækkene blev returneret, men
melsækkene af hvidt kraftigt lærred blev opsprættet og syet sammen til
lagner eller natskjorter. I dag er det underligt at forestille sig, at brun sæbe kom hjem i
store Zinkspande, sæbespåner i træfinér, spegesild i trætønder. Kun
få varer var emballerede. Folk købte for 5 øre sur sennep i et stykke
papir f.eks. Kolonialvarer leveredes af et grossistfirma,
H. O. Hansen i Nykøbing,
hvorfra en repræsentant kom en gang om ugen og tog bestillinger. Kaffe
kom i malet stand fra Jeppesens, to kilo ad gangen. Almindeligvis købte
folk et kvart pund ad gangen. -- H. P. Petersens poser til kaffe m.v. ---
Vin og brændevin hentedes i Vinkælderen i Slotsgade. Brændevin var
allerede den gang blevet dyrt, en halv snaps kostede i butikken kr. 3,75, så
det var der kun råd til at hente i mindre portioner, og jeg har mange
gange gået til Vinkælderen efter snaps. Tobaksvarer fik vi fra Nykøbing
firmaet Marius Mortensen. Det må have været sidst i tyverne, at far fandt på at erhverve kørekort
til bil, det var ikke så svært den gang. Nogle få timers kørsel hos en
kørelærer og så op til prøve hos justitsministeriets motorkyndige. Far
købte så en HGF, en brugt, 3-4 år gammel Ford, vistnok 1923, åben 4
personers med kaleche. Den blev indregistreret med nummeret L 1873 (L var
Maribo amt), registreringsnummeret blev overført til den senere bil.
Bilen blev skåret over, altså karossen, bag forsæderne, så den
bagerste halvdel kunne løftes af. Så blev der hos karetmager (?)
fremstillet et lad, som kunne anbringes på chasisrammen og fastgøres ved
to bolte. Så havde man en lille lastbil, på hvilken der kunne
transporteres f.eks. koks og kul. Men det vigtigste var nok, at der oven på
ladet kunne anbringes en lukket kasse indrettet med hylder og bund af træ-riste.
Den var hvidlakeret både ude og inde. Og så begyndte far at køre
landture, tre om ugen, for at sælge kød og flæsk, pålægsvarer og ost,
det sidste i et særligt skab i kassen. Far kørte på bestemte ugedage
faste ruter og besøgte landboerne og oparbejdede efterhånden en fast
kundekreds, der vidste, at han kom hver uge på en bestemt dag og næsten
på klokkeslæt. Afvejning foregik med Bismervægt. Far besøgte Hasselø,
Væggerløse, Idestrup, Elkenøre, Sildestrup og Ulslev på Falster, og
Toreby, Grænge, Radsted, Hardenberg (Krenkerup) på Lolland, det sidste
om fredagen, Falster fordelt på onsdag og torsdag. Det kunne være barsk
om vinteren i dårligt føre, men Forden var god til at forcere
snedriverne med de smalle dæk og færdslen på vejene var minimal. Det
var så yderligere arbejde, de tog på sig. Vognkassen skulle jo
omhyggeligt rengøres med sæbevand hver uge og der var fade m.v. der
skulle vaskes. Med hjem fra landet kunne far så ofte få æg og fjerkræ,
frugt og grønt. Det kunne være besværligt at få bilen startet om
morgenen i koldt vejr. Starten foregik ved håndsving foran, og var det
for svært, løftedes det ene baghjul op på en donkraft, det virkede så
som ekstra svinghjul. I sommerferien var jeg ofte med på landturene, og
det var en svir at få lov at køre bilen fra et hus til det næste, det
kunne jeg klare fra 12 års alderen. Desværre har jeg ingen billeder af køretøjet,
der blev jo ikke fotograferet så meget den gang. Jeg kan også erindre, at bilen engang blev brugt til at far i
kompagniskab med en Ove B. Høst, der drev handel en gros med frugt i
Frisegade, købte et parti kartofler i Nord-Tyskland. Det blev vist ved
den ene gang. Der blev jo ikke tjent de store penge, og det var en kamp at klare
dagen og vejen. Folk var meget fattige den gang, set med vore øjne i dag,
lønningerne var ganske små. En arbejdsmand i arbejde 48 timer ugentlig,
tjente én krone i timen, og så vidt jeg husker var understøttelsen 18
kroner om ugen i arbejdløshedsperioder, og dem var der mange af. Men selv
om kårene var små savnede vi aldrig noget hjemme, hverken mad, klæder
eller varme. Driften af forretningen medførte jo, at der skulle føres
regnskabsbøger, og far havde aldrig arbejdet med sådan noget. Men så
meldte han sig til aftenskolekursus i bogføring på Østre Skole, og
muligvis også skrivning. Der lærte han så meget om denne side af sagen,
at han kunne klare et enkelt bogholderi. Jeg kan huske, at fars skrift
forandrede sig til det meget bedre dengang. Om han gik på kursus mere end
en enkelt vinter ved jeg ikke, Fars kørsel på landet fortsatte til krigen satte en stopper for
det og vognen klodset op. Under hele krigen var landturene altså stoppet.
Men da der igen kunne fås benzin blev de genoptaget. I begyndelsen med
den gamle bil. Senere blev en "ny" brugt Ford købt.
Den var lukket og til den byggede karetmageren en kasse, der kunne
sættes på bagagebæreren bagpå, og hvor varerne kunne være. Med den
blev endnu nogle år kørt landture. Min
skolegang begyndte ca. 1. april 1924 på Østre Skole i nykøbing F.
Dengang begyndte skoleåret altid 1. april og skolegangen omkring 7-års
alderen. Jeg var så heldig, at der kun var et par minutters gang eller løb
til skolen, så jeg kunne altid løbe hjem i "det store
frikvarter" fra kl. 9.50 til 10.10 for at spise. Alle skolegangens 7
år forgik på Østre Skole. Skolen bestod af 2 bygninger i Fromsgade, den
gamle grå, og den nye røde, og derimellem gymnastiksalen. Stadig i
Fromgade på modsat side var en mindre bygning med så vidt huskes 2
klasselokaler. Det har nok været en ældre, måske første skole på Østerbro.
I dette hus boede også skolens leder, overlærer Bang. Dengang var der
kun én overlærer, alle de andre var bare lærere. Omkring denne lille
skole lå skolehaverne, hvor vi i de ældste klasser - kun drengene -
havde hver vort jordstykke at dyrke i sommerhalvåret i stedet for træsløjd.
Nu bagefter synes jeg ikke min skolegang foregik andre steder end på den
store røde skole. Efter tidens forhold tror jeg skolen var meget moderne.
Vi sad ved tomands borde i tre rækker, borde sammenbyggede med siddebænkene.
Midt i bordets forkant et blækhus. Under bordet hylde til bøger, og i
hver ende en krog til skoletasken. Vi var i alle årene 30-31 drenge i
klassen og altid kun drenge, pigerne gik for sig selv i pigeklasser. Altid
kun 1 lærer til undervisning i den enkelte time. Der var speciallokale
til fysik, kemi og naturhistorieundervisning, og på øverste etage lokale
til geografiundervisning med rullekort og lysbilledapparat. Der var stor
flisebelagt gårdsplads til leg i frikvarteret med drikkekumme midt på og
i enden læskur med bænke og toiletter. Bag gårdspladsen var der
boldbane, som i sommerhalvåret i godt vejr benyttedes til boldspil i
stedet for gymnastik. Om sommeren når vandets temperatur nåede 16°C,
gik vi til svømmeundervisning på skolens badeanstalt i Guldborgsund ved
"Lergraven". Vi marcherede så derned i frikvarteret, gik i
vandet og hjem igen i næste frikvarter. Det var gymnastiklæreren der
underviste i svømning, de første år hed han Nielsen, en stor rar,
godmodig fyr, der senere søgte embede i det sydfynske. Vi havde, til at
begynde med "redningsbælte" i form af en klodset cylinderformet
blikdunk på ryggen, men i øvrigt havde læreren en lang stang med en bøjle
i enden til eleven at holde fast i, og så gik han frem og tilbage på
broen og lærte os at svømme. Vi skulle lære både bryst- og rygsvømning,
samt udspring på hovedet, i ældste klasse fra 3 meters højde på 3
meter vand og tage en genstand med op fra bunden. Åbenbart var jeg første
gang vi skulle i vandet meget bange for det, for jeg erindrer, at jeg, da
vi marcherede rundt om hjørnet på Gedservej, forlod rækken og spænede
hjem. Læreren lod mig løbe, og senere blev jeg glad for at gå i vandet
som alle de andre. Jeg tror ikke vi medbragte håndklæde, vi trak bare tøjet
på efter vandturen. Påklædningen om sommeren var meget let, et par
korte lærredsbukser og en skjorte, bare fødder eller et par træsko.
Forholdene for de fleste mennesker var utroligt fattige, set med øjnene i
dag, almindelige mennesker havde kun lige til dagen og vejen. Skoledagen
blev altid indledt med morgenbøn i klassen og en sang, og det gjorde den
hele skoletiden. Det første år var vi vist kun i skole et par timer om
dagen, også lørdag, efterhånden fik vi flere timer og flere lærere. De
senere år havde jeg som klasselærer Johs. Andersen, der underviste i de
fleste fag. Han var meget energisk og initiativrig. Fotograferede meget, på
glasplader som han selv fremkaldte og lavede lysbilleder. Mange fugle- og
dyrebilldere, som han viste os på lysbilledapparatet. Han lavede landkort
til geografiundervisningen. Vi havde ham til dansk, regning, skrivning,
geografi, religion samt sløjd og skolehave. Han var meget dygtig til sløjd
og meget interesseret havemand. Havde en masse planter og frø selv. Han
var hidsig og holdt streng justits. Der skulle ikke meget til før der
vankede lussinger eller slag i enden af spanskrøret. I det hele taget
forlangtes orden og disciplin. Selvfølgelig stillede vi ved frikvarterets
slutning, når klokken ringede, op i rækker og fik klassevis lov til at gå
til vore respektive lokaler. Man rejste sig op, når en lærer kom ind, og
når man blev hørt i lektien, og kunne end ikke drømme om at sige
"du" til læreren. Til gengæld fik vi ind imellem læst en
historie af læreren, og det var i hvert fald obligatorisk når én af os
havde fødselsdag. På fødselsdage gav man et bolsje til hver af
kammeraterne og to til læreren, og der blev sunget fødselsdagssang. Jeg
kan også på dette sted berette, at det formentlig i min fødselsårgang
var moderne at kalde drengebørn Børge, for i hvert fald var vi i hele
min skoletid tre i klassen med det navn. Derfor blev jeg i alle årene benævnt
B.P. Andersen eller vores naturhistorielærer Møller kunne godt en
sommerdag finde på, at vi hele klassen marcherede i Vesterskov. Der
blev samlet f. eks. 20 forskellige grene fra træer, eller planter,
og når vi alle kunne navnene på dem, fik vi lov til at lege. Da vi blev
ældre og havde mulighed for at cykle, cyklede vi alle til Tromnæs,
badede og legede. Han havde lappegrejer med, for cyklerne punkterede let på
de dengang dårlige veje, og som oftest var det også sløje cykler vi
havde. Af andre lærere husker jeg vi havde overlærer Bang de første år
vi havde naturlære. Ham kunne ingen af os fordrage. Vi havde en
Staunstrup i tegning.Han var meget dygtig, men forfærdelig hidsig, havde
ham også til gymnastik. Mig har han aldrig slået, men ellers sad øretæverne
løst. Han var dygtig til at tegne. Til Jul tegnede han store panoramaer på
tavlen, med nisser og stenhøje o.a.. Han forsøgte at lære os noget om
perspektiv. Ellers tegnede vi efter model, en kaffekande, kop eller andet.
Jeg erindrer også en lærer Olsen, en høj krøllet mand, vi havde ham
vistnok nogle år i regning. Da vi nåede til 7., og altså sidste klasse,
skulle der indrettes et helt nyt fysiklokale i kælderetagen på den grå
skole. I den anledning ankom kasser med apparater, kolber, glas og meget
andet, og nu skulle eleverne to og to have mulighed for at lave
eksperimenter. Så kom der vægte og lodder, bunsenbrændere, slanger og
meget andet. Alt det fik min sidekammerat og jeg lov til at pakke ud og sætte
på plads i stedet for et få undervisning. Vi kom aldrig til at få
undervisning i det nye lokale, der blev taget i brug i det nye skoleår,
og da var vi ude af skolen. Vi havde et udmærket skolebibliotek med underholdningslitteratur,
der hvert år fik tilført nye bøger, som det var spændende at stifte
bekendtskab med. Så der var mulighed for at læse alle de klassiske
drengebøger. En bog kunne sagtens blive slugt på en enkelt dag. I klassen sad vi ordnet efter karakterer ved årsprøver og halvårsprøver,
således at de dygtigste sad ved øverste bord i rækken nærmest
indgangsdøren og så videre nedad i den række, indtil de
"dummeste" nederste i rækken ved vinduet. Der var ingen der
fandt det på nogen måde mindre formålstjenligt eller kritisabelt at
indrette sig på den måde, der altså betød at de der havde sværest ved
at følge med var anbragt så langt væk fra læreren som muligt. Nogen af
dem har måske haft dårlig hørelse, mellemørebetændelse var en hyppig
lidelse, men det var der vist ingen der interesserede sig for, selv om vi
da havde årlig skolelægeundersøgelse, hvor vi skulle gabe og sige ah!
og blev banket på ryg og bryst. Alt i alt synes jeg det var en god skole.
Der blev lagt megen vægt på elementærfagene, dansk, regning og
skrivning. Skolegangen sluttede med udgangen af marts 1931. Ved
afslutningen modtog jeg en sølvske, som jeg endnu bruger til daglig, som
flidspræmie. Een gang i hvert skoleår havde vi skoleudflugt. I de små klasser
blot en tur til fods til Vesterskov med flag og musik i spidsen. Senere
blev det med tog, et år til Vordingborg med besøg i Gåsetårnet, et
andet år i Roskilde, hvor vi selvfølgelig var i domkirken og så Kirsten
Kimer og Per Døver. Også i Nysted var vi, men aldrig i København.
Rejserne foregik som nævnt med jernbane, og det var jo spændende.
Dengang gik det med damplokomotiver og i kupévogne, hvor konduktøren gik
på gangbrættet udenfor og billetterede gennem ruden. Når vi skulle til
Sjælland skulle vi jo også sejle over Storstrømmen. Vi havde madpakker
med og røde sodavand og lidt penge til eventuelt køb af en is. Nogle
gange i skoleferien har jeg været hjemmefra. Således nogle dage med søster
Inger hos familie på "Nørrehavegaard" ved Fuglse på Lolland.
Det var en kusine til far og hendes mand, Karoline og Laurits Larsen, samt
børnene Arna, Tove og Boye. Der var til gården en del mose, der vrimlede
af frøer, som vi fangede og bragte hjem til baljen under vandposten. Vi
fyldte lommerne med frøer. Bagefter har jeg tænkt at det ikke var
ufarligt at balancere på kanten af tørvegravene. Det var herligt at få
lov at ride på de store arbejdsheste og tumle med den store vagthund, der
stod lænket i gården. Somme tiden kørte vi i hestevogn på besøg hos
familie eller bekendte i Krønge. Under den store landbrugskrise i
trediverne mistede de gården og flyttede til Holeby, hvor jeg har besøgt
dem sammen med mor og far. Senere er de kommet til København, jeg har
truffet Boye, der var blevet frisør og boede i Valby. En anden
sommerferie var jeg nogle dage med moster Hedvig og moster Signe på besøg
hos Alex'es broder Frederik og dennes kone, der boede i Vingårdsstræde
10. De havde to næsten med mig jævnaldrende drenge, Ove og Holger, og vi
færdedes sammen i kvarteret omkring Kongens Nytorv, Nyhavn og Langelinie.
Vi var også med familien på køretur til Ålsgårde, hvor Anna
stammede fra og havde familie. Jeg husker vi i Hillerød fik forevist den
berømte vinduesrude, hvor ifølge overleveringen en kvinde var blevet
afbildet af et lyn. Køreturen foregik i taxa, Frederik var på det
tidspunkt taxachauffør. Jeg kan også huske at Anna, der var meget
fortrolig med alt godt fra havet, serverede taskekrabber. Nævnte søn Ove
er senere blevet en temmelig kendt person. Han var noget af et mekanisk
snilde. Han byggede f.eks. altid selv sine cykler. Var i mange år ansat
hos Krammer og Zeuthen og byggede flyvemaskiner, og jeg har læst i
avisen, at han nu her i pensionsalderen har fuldstændig renoveret en KZ
maskine, så den som ny står i flyvemuseet. Om
sommeren spillede vi ofte med det vi kaldte "spritkugler". Vi
spekulerede aldrig på den mærkelige benævnelse, formentlig en forkert
oversættelse af et fremmedord. I hvert fald var det små lerkugler i
forskellige farver. Meget fint også hvis man havde glaskugler. Vi lavede
et hul i jorden på fortovet med hælen af træskoen, stillede op et
stykke fra og så gjaldt det om at få kuglerne ned i hullet. Man skulle
helst have en stofpose med snor i til at have kuglerne i. Vi kunne også
spille land. Man tegnede et kvadrat på jorden, og så skulle man have en
kniv eller måske bedre en kasseret fil, som man kastede med spidsen mod
jorden. Så måtte man trække en ret linie efter den retning kniven kom
til at stå i, og det gjaldt om at erobre så meget "land" som
muligt. Ellers blev der spillet bold og hoppet "paradis" eller
sjippet, men det var nok mest pigerne. Vi kunne også spille top. Legen
bestod i at man ved hjælp af en pisk holdt en drejet top af træ i
fortsat rotation. Eller hvis man var så lykkelig at have en fælg af et
cykelhjul kunne man løbe og holde det i gang med en pind. Vi kunne lege
alle steder. Biler var der ingen, eller næsten ingen af. Hvis man hørte
en bil komme på Gedservej, styrtede vi alle derhen for at se vidunderet.
Det var den allerførste erindring. Senere kom der jo flere biler. Men
ellers var det hestekøretøjer, der dominerede, ikke mindst under
roekampagnen, når roerne på de dengang små stive vogne blev kørt til
fabrikken og det dampende roeaffald tilbage igen. I den tid var der også
mulighed for at lave roelygter. Der faldt jo af og til en sukkerroe af.
Med en kniv blev den udhulet, og der blev lavet hul i toppen til aftræk.
Hvis det var rigtig fint forsøgte men at sætte et stykke glas som rude.
En stearin lysestump blev anbragt i lygten der blev forsynet med et stykke
ståltråd til at bære i. Så havde man en lygte. Ellers samlede vi de
tabte roer op og gav hønsene dem at hakke i. Jeg mener også at nogle kom
nogle skiver sukkerroe blandt rødbederne, når de syltede disse, så
skulle der kunne spares på sukkeret. Det har jeg nu aldrig set hjemme. A propos roer, så transporteredes der også dengang roer på
tipvogne på skinner. Der var et roebanespor fra Sukkerfabrikken ad Grønsundsvej
til Orupgård. Tipvognene blev trukket af heste. Og med store pramme
bugserede af små dampere blev roer transporteret ad søvejen fra herregårdene
langs Guldborgsund. Om vinteren når der var sne kunne vi køre slæde. Der var et sted
på Gedservej med et ubebygget areal, hvor der var en svag skråning ned
mod nogle nyttehaver. Der kunne vi kælke. Far havde lavet en træslæde
til mig med støttestænger. Senere fik han smeden til at lave en sparkstøtting.
Som barn havde jeg også i en periode en bil so far selv havde lavet af træ.
Et par pedaler og en forbindelse til en krumtap, så var man fint kørende.
Far lavede også drager til mig. Dem kunne man flyve med på de afhøstede
marker ved Prinsholmen. Faste lommepenge har jeg aldrig fået. En gang imellem tjente man
en drikkeskilling, 5 eller 10 øre, ved at bringe varer ud. Til andre
tiden kunne vi, et par legekammerater og jeg finde nogle gamle klude eller
jern, som vi solgte til produkthandler Wismer på Østerbrogade. Ofte blev
det kun et par øre, der så omgående blev formøblet hos slikmutter også
på Østerbrogade. Der var en gammel kone, der havde en ganske lille
butik, hvorfra hun solgte lervarer, potter og fade samt slik. Noget slik
lavede hun selv, blandt andet "sejer", nogle brune klumper af brændt
sukker, gode til at trække plomber eller løse tænder ud, de kostede een
øre pr. stk., nogle andre hjemmelavede bolsjer fik man to af for én øre.
Hun havde også slikpinde til fem øre og nogle kæmpestore til 25 øre,
men sådan en lykkedes det mig aldrig at erhverve. A propos lommepenge, så
var der på bestemt ugedag salg af sparemærker i skolen. Hertil fik jeg
som regel 10 øre til to mærker, der blev klæbet i bog og når den var
fyldt blev den indsat i Sparekassen. Lykken var en gang imellem at komme i biografen, dem var der to af
i byen. Det kostede vist 35 øre for en billet til de to forreste rækker,
hvor man omtrent fik ondt i nakken af at se op på de flimrende billeder på
lærredet. Det var stumfilm, f.eks. "Fy og Bi", ledsaget af en
pianist, der sad og bearbejdede et klaver med musik som gerne skulle passe
til filmens handling. Midt under filmen var der pause og dørene blev åbnet
til det fri. Det var fordi filmspolen skulle skiftes. Et
mangeårigt medlem af familien er ikke nævnt endnu, Det var Johan. Johan
var en hund, en lavbenet, halvlang, gul, ikke særlig ægte gravhund.
Navnet til trods tillod Johan sig flere gange at nedkomme med et antal
hvalpe. Erhvervelsen af Johan har sin historie. Postbud Jørgensen, der
boede på Gedservej lige over for os, havde en hund med hvalpe. Deres søn
Helge havde lovet mig en af hvalpene men han betingede sig, at den kom til
at hedde Johan. Naturligvis tiggede jeg om at få lov til at få hunden,
men fik nej. En søndag har jeg åbenbart gået og kedet mig lidt. Far
ville have sig en middagshvil på sofaen, og jeg kunne ikke finde ud af,
hvad jeg ville lave. Så tag dog og gå til Hardenberg (Krenkerup),
underforstået til fætter Ivan og Volmer. Må jeg så få hvalpen? Ja! -
Så gik jeg på mine ben til Hardenberg og hjem igen, 30 km og far kunne så
på sin fredagstur få bekræftet, at jeg havde været der. Så fik jeg
hunden. Vi elskede den allesammen. Den var en klog lille hund. Hvis vi
f.eks. skulle afsted til stranden, forstod den, at den ikke kunne komme
med. Den løb så selv hen til Jakob, en smed på sukkerfabriken som boede
over for fabriken og tilbragte dagen der. Når vi kom hjem fra stranden og
rundede hjørnet Fromsgade, Grønsundsvej gav far et trut i hornet, og så
passede det lige, at vi kunne se Johan komme spænende på sine lave ben
henne fra kirkegården. Den kendte lyden. Sorgen var stor, da den meget
gammel måtte aflives. Jeg
har nævnt, at der var køkken i sidehus til selve hoved huset, og ved
siden af køkkenet et vaskerum. Desuden var der et udhus bygget op mod en
mur mellem nabogrunden (Gedservej 18) og vores. Her var brændselsrum og
lokum. En gang om ugen kom natmanden og tog tønden og anbragte en tom.
Latrinen blev kørt ud til latrinkulen på en mark syd for byen, "Kringelborg"s
jord (?). Desuden havde vi diverse skure og halvtag til beskyttelse af trækvogn
m.v., alt sammen et eldorado for rotter, som vi havde mange af, og hvis
antal vi prøvede at holde nede ved at fange dem i fælde, en ruse, og
drukne dem. Det var kort sagt noget rod, som far besluttede at gøre noget
ved. Det må være sidst i tyverne, at vi begyndte at rive alle de gamle
huse og skure ned, og bygge et nyt udhus på tværs af grunden fra
byggelinien i Overgade til skellinien til nabogrunden. Der blev gravet ud
til fundament og at kælderrum i den ene ende, selvfølgelig ved håndkraft.
Onkel Alex, som var gift med mors søster Jensigne, hjalp en del til, kan
jeg huske. Beton blev blandet ved håndkraft på fortovet men en
professionel murer murede murene. Disse blev opført i brugte mursten som
far havde reddet ved en nedrivning og som vi rensede for gammel mørtel.
Dog blev muren mod Overgade beklædt med en halvstensmur af røde nye
mursten. Træværket var for en dels vedkommende også brugt. Far havde fået
fat i en del brugte emballagekasser, de havde vist været brugt til glas.
De blev skilt ad og renset for søm. Taget blev lagt af eternitplader.
Huset var i halvanden etages højde, således, at der fremkom et lavloftet
rum ovenpå til opbevaring af forskelligt. Ovenpå kælderen i den ene
ende blev der et lagerrum til varer. Her opbevaredes og afvejedes sukker
og mel, poser og meget andet. I den øvrige del af huset blev et par små
rum til cykler m.v. I ét af dem indrettedes senere en røgovn, så far
selv kunne røge flæsk. Der blev WC med træk og slip, og i enden nærmest
naboen var vaskehus med dør også ud til den bagved liggende have. Det
var en meget stor forbedring. Efterhånden blev gårdspladsen belagt med
cement, og vi slap af med rotterne. Vi fik altså aldrig WC inde
i huset. Der var meget koldt om vinteren, og når kulden var særlig
slem måtte vi have en petroleumslampe brændende for at ikke vandet
skulle fryse. Efterhånden blev haven lagt om med rosenbede, mistbænk og
lysthus. Op mod udhusets mur blev plantet to pæretræer, en Doyenne og en
Grev Moltke hvor vi efterhånden fik de skønneste pærer. Alt det byggeri gav mulighed for, at vaskerummet, der havde været
ved siden af køkkenet, kunne nedlægges og pladsen lægges til køkkenet,
der blev nyindrettet, og vi fik nyt køkkenbord. En dag blev der så lagt
tag fra det gamle sidehus til det ny udhus, og en port, der kørte på
skinner blev ophængt. Så kunne bilen stå dér, og den kunne læsses
m.v. under tag. Som tiden gik besluttede mor og far at udvide forretningen. Det
blev gjort ved, at stuen mod Overgade blev indrettet også til butik, som
kolonialafdeling. Der blev glasdøre til fedevareafdelingen, så
varesortimentet kunne udvides. Men det betød også mere arbejde. Som nævnt
var i begyndelsen lejligheden på første sal to værelser og køkken,
beboet af den tidligere ejer af huset. En skønne dag flyttede han og en
familie Strange kom til at bo der. De var nygifte og fik i hvert fald
deres første barn der. I trediverne udlejedes et værelse med køkken på
1. sal og den anden stue på 1. sal deltes ved et skillerum i 2 værelser,
et til min søster Aase og et til mig. Der var ingen
opvarmningsmuligheder, så det var meget koldt at komme derop om aftenen
om vinteren og klæde sig af. Sengen var isnende kold, vinduerne frosset
op og væggen beklædt med rim. Men det var der ingen snak om, sådan
havde de fleste mennesker det. En dag ophørte mor og far også med at
have lejere, og de tog selv værelset på 1. sal mod Overgade i brug som
soveværelse. "Bedste" - mors mor - Anna Hansen Hun
boede i Kraghave i et lille lerklinet, gulkalket, stråtækt bindingsværkshus
på Gåbensevej 15, eller rettere i den nordlige halvdel af et dobbelthus.
Det lå lavt i forhold til hovedvejen foran huset. Boligen bestod af to værelser,
en lille stue med to vinduesfag til gaden og et rum til gården, brugt til
soveværelse. Et lille køkken med stampet lergulv og komfur indbygget i
den åbne skorsten. Bag skorstenen var et spisekammer. Fra gaden kom man
gennem en dør ind i en meget lille forstue og derfra ind i stuen. Der var
lavt til loftet, der bestod af brædder ovenpå bjælker. Da jeg var
vokset til, kunne jeg kun stå oprejst mellem bjælkerne. Midt på gulvet
stod et så vidt jeg husker rundt bord, og derover hang petroleumslampen.
I hjørnet en lille kakkelovn, langs væggen mod soveværelset en divan. På
bagvæggen en kommode og i hjørnet ved siden af den en lænestol som var
Bedstes plads. Hun fik af børnene på sin 70-års fødselsdag en stor
lun, magelig lænestol. I vinduet nærmest Bedstes stol var opsat et
lommespejl, og i det kunne Bedste følge med i, hvad der rørte sig på
vejen, altså mod syd, hun kunne se til "Løjhusene", som de
blev kaldt, de tre huse, der var eneste bebyggelse på marken mellem
Ejegod Mølle og det første hus i Kraghave. Der var ikke indlagt vand i
huset. Ved siden af vasken stod en spand med brøndvand, der blev hentet
fra naboens brønd. Alt vand der skulle bruges, også til vask blev båret
ind derfra i spande. Bedste havde ikke selv brønd. I komfuret blev fyret
med brænde. Der var bag huset et lille træskur, der indeholdt lidt plads
til brænde og et lokum. På gårdspladsen havde Bedste et espalier med en
vindrue, som hun var meget stolt af. Bagest på grunden var plads til en
lille have, som mest blev udnyttet til lidt blomster. døren fra køkkenet
ud til gården var halvdøre, lukket med klinkfald og en krog indefra.
Gulvet i stue og soveværelse var brædder på bjælker lige over jorden,
ingen isolation. Jeg har ofte hørt om, at rotterne åd sig op gennem
gulvet. Væggene var oliemalede ovenpå kliningen. I følge Bedste var
brandmuren mellem de to halvdele af huset opført af sten fra det nedrevne
Nykøbing Slot, det havde hendes far i hvert fald fortalt hende. Bedste
fortalte også, at hun var født i det hus, men hun havde dog ikke boet
der altid. Hun kom tidligt ud at tjene, som det var almindeligt for
fattigfolks børn. Senere arbejdede hun på herregårdsmejeri som mejerske,
og jeg mener hun blandt andet har arbejdet på Bornholm. Da hun blev gift,
var der mulighed for at købe huset, og så var hun tilbage på fødestedet,
hvor hun boede til hun døde. Bedstefar har jeg aldrig kendt. Han
arbejdede på så vidt jeg husker enten "Bruuns Håb" eller
"Guldborg" i Nykøbing. Bedste stod
alene med syv ukonfirmerede børn, da hendes mand døde. Der var
ingen hjælp at hente nogen steder. Hun var henvist til selv at skaffe føden
til børn og sig selv. På sine ben vandrede hun hver morgen tidlig til
Nykøbing, hvor der var et garnspindere, og efter en ti-timers arbejdsdag
dér i de seks af ugens dage kunne hun vandre de tre kilometer tilbage og
sørge for mad og klæder til børnene, strikke strømper og lappe tøj og
vaske. Efterhånden som børnene blev større, ti - tolv år kom de ud at
tjene, så de selv kunne hjælpe med at skaffe føden. De overlevede alle,
jeg har aldrig hørt om, at hun mistede nogen. Alt det har jeg selvfølgelig
ikke oplevet, men Bedste og mor har fortalt om det. Fra jeg begyndte at
kunne huske boede bedste sammen med sin yngste datter Hedvig, der var og
forblev ugift. Hun, datteren, syede for folk, hjemme eller ude, så Bedste
var ofte alene hele uger ad gangen. I begyndelsen af min erindring kom jeg
der ud med min mor og far. Selvfølgelig til fods fra Gedservej, hvor vi
boede, der var ingen andre muligheder, men det var noget ganske selvfølgeligt.
Der fandtes dengang ikke nogen bus i Nykøbing, men jeg kan huske, da den
første bus kom og også kørte til Kraghave forbi Bedstes hus, men da
havde vi vist selv fået bil. Vi kom hos Bedste til en kop kaffe en søndag
eftermiddag. Somme tider til at spise når der var fødslesdag. Der kunne
godt være mange i den snævre stue, der var altid plads, nogle sad på
divanen, og når vi små børn blev trætte, faldt vi i søvn bag ryggen
af dem der sad på divanen. Jeg erindrer, at vi havde en trækvogn, som
jeg blev sat på og kørt hjem, når vi efter en sådan dag eller aften
skulle hjem igen i mørket, og jeg kan huske, at det så blev drøftet om
kaffen havde været god eller dårlig, tynd eller stærk. Hvad jeg husker
er, at der var hjemmebagt kage, bedst husker jeg Bedstes lagkage lagt
sammen med hjemmesyltede skovhindbær. Senere, da jeg blev lidt større,
kunne jeg selv gå turen ud til Bedste. Ofte blev jeg sendt af sted, når
vi skulle have sulemad, og jeg skulle bringe Bedste en portion. Det spændende
var, om Bedste var oven senge, eller om hun var syg og lå. Somme tider
fulgte jeg med hende i haven. Hun havde lejet et stykke jord til nyttehave
i den nordlige ende af Kraghave. Der er stadig nyttehaver dér, men så
vidt jeg erindrer om beliggenheden af hendes lod, ligger den nu efter omlægningen
af hovedvejen, netop under denne. Jordlodden var ikke alt for stor, måske
et par hundrede kvadratmeter, men det forekommer mig, at hun dyrkede mange
flotte grøntsager dér. Vi trak en lille vogn med os derom, gennem skoven
bag om husene der lå langs den østlige side af landevejen. På vejen
hjem fra haven, skulle vi gerne have lidt tørre grene fra skoven med os
hjem til komfuret. Det måtte man ellers ikke, men vi gjorde det. Bedste,
der færdedes hjemmevant i skoven, havde også en anden fidus. De der
boede i skovkanten, havde næsten allesammen høns, der færdedes i
skoven, og nogle af dem kunne få for vane at lave rede i skoven og lægge
deres æg dér i stedet for hjemme i hønsehuset, og sådan noget havde
Bedste et sikkert øje for. Så somme tider kunne hun også bjerge et par
æg med hjem. Jeg holdt meget af Bedste. Hun fortalte mange ting, i de
senere år dog sådan, at jeg ikke kunne følge med, fordi hun omtalte
personer, som jeg slet ikke kendte, som om det var en selvfølge at jeg
kendte dem. Bedste havde næsten altid, forekommer det mig, et æble eller
nogle kirsebær, en kage eller andet godt. Somme tider løb jeg over til
en gammel mand på den anden side af landevejen, Otto hed han, han havde
store frugttræer, jeg ved ikke hvem han var, var det en broder? Jeg kan
kun erindre, at jeg én gang har overnattet hos Bedste. Da jeg kom hjem,
havde jeg fået en lillesøster, Aase. Når jeg var på besøg hos Bedste
kunne jeg også opsøge fætter Frode, og med ham og andre drenge lege i
skoven. Han boede med sin far og mor, morbror Johannes og tante
Kristine i Nørrevang i Kraghave. De boede for øvrigt også i sin
tid i Nykøbing, i Østergade, og da kørte morbror Johannes med ølvogn på
landet, altså med hestekøretøj. Jeg kan huske, at Frode og jeg var med,
og det var sjov hvis vi kunne ligge inde i rummet under vognladet. Fætter
Frode døde ret ung, det må have været omkring 1950, han var da
sukkerkoger på sukkerfabriken. Farmor
har jeg kun få og svage erindringer om. Om fars far slet ingen. Han døde
da jeg var ét år gammel. Farmor står kun for mig som en lille kone. Hun
døde, da jeg var 6 år. Jeg har en svag erindring om, at jeg har været i
huset i Gedser, da hun var død. Svagt husker jeg noget om en kiste i den
lille, "fine" stue, og at der skulle brænde stearinlys hele
natten. formodentlig har jeg været med til
begravelsen på Gedesby kirkegård, men jeg husker
intet om det. Gravstedet i Gedesby er nu efter fars død nedlagt,
men jeg ved hvor det var i et hjørne. Om huset i Gedser husker jeg lidt
mere. Der var en lille gårdsplads mellem bagsiden af huset og bageren, Jørgensen,
i huset bagved, og farmor havde en hønsegård. Jeg husker også, at der
hos bager Jørgensen var en svend eller lærling, der havde marsvin i en
kasse. Jeg husker også, at jeg syntes der lugtede grimt i soveværelset,
potten under sengen, samt at der når det var mørkt og vi skulle sove kom
lysglimt, som om det lynede, men at farmor sagde det ikke var tordenvejr,
men at glimtene var
"sildeglimt", altså fra havet, når sildestimerne vendte i måneklare
nætter. Jeg husker også, at der på væggen i soveværelset hang et ur,
et simpelt pendulur med lodder, og at der foruden et lod på den ene kæde
var anbragt en kasseret skomagerrasp. Hos farmor boede foruden hende selv
en pige, Gudrun, der var en datter af en afdød, ugift datter af farmor,
altså en søster til min
far. Om den datter hørte jeg aldrig tale, det fortabte sig i det dunkle
om hendes liv. Hvordan og med hvem hun har fået det barn, har jeg aldrig
hørt tale. Efter farmors død, kom Gudrun til at bo hos os. Hun gik i
skole, Østre Skole, i Nykøbing. Senere flyttede hun til
Stubbekøbing til en søster eller halvsøster til farfar, og
senere kom hun til København. Hun blev gift
med en Samuelsen, en mærkelig fyr. Hun fik to børn med ham. Den
ene, Ib, døde ganske ung efter flere års sygdom. Den anden var dværg,
lever måske endnu. Han havde vist senere noget med cirkus at gøre.
Farmor omgikkes noget med "Per Drejer" på en gård på Gedser
Odde. Jeg kan huske at have været der sammen med min far og formodentlig
farmor. Fra denne gård kom der ca. én gang om året besøg hos os i Nykøbing
i årene efter farmors død. Der var en ældre ugift datter, Petra, hed
hun. Hun står for mig som lidt original, måske lidt sinke, men hun kom i
hvert fald og blev en eftermiddag. Hvad der blev af hende, ved jeg ikke,
efterhånden så jeg hende ikke mere. Far fortalte, at han gik i skole på
Gedser Odde, og senere til præst i Skelby, en lang vej til fods
vinterdage. Far fortalte også, at han havde plantet det egetræ, ser
stadig vokser i haven til farmors hus i Gedser, og som var lidt af en seværdighed,
fordi næsten intet kunne gro i Gedser, da byen var ny og lå ubeskyttet
for vejr og vind. Jorden var kun sand. Far ville gerne fortælle om sine barne‑ og
ungdomserindringer fra Gedser. Om hvordan som barn de legede i havnen og på
søen, riggede en almindelig lille robåd til med mast og fuldsejl. Om at
han engang havde taget en sælunge med hjem og holdt den i vaskehuset.
Hver dag tog hen den til stranden og lod den svømme i havnen. Han kunne
kalde den til sig igen, men til sidst da den blev større stak den af en
dag og kom ikke mere. Han havde også engang en abekat, erhvervet af en,
der som næsten alle Gedserdrenge, tog ud at sejle efter konfirmationen.
Aben opholdt sig på skomagerværkstedet, der var på 1. sal i gavlen. En
dag smed aben alt værktøjet ud gennem vinduet og ned på gaden. Farfar var skomager, efter ham har jeg arvet fornavnet Kristen. Han
nedsatte sig som selvstændig i Gedser da der som følge af oprettelsen af
færgeruten Gedser-Warnemünde og jernbanelinien til Nykøbing begyndte at
komme huse på det ellers nærmest mennesketomme sydligste Falster. Han købte
huset, der stadig findes i noget ombygget stand (nu bagerbutik og
konditori). Der var to små stuer, soveværelse og køkken. En trappe fra
entre førte op til tagetagen, hvor der var i hvert fald et kammer med
vindue i gavlen ud til vejen. Der har måske været i den anden ende også.
Oprindelig har der nok været skomagerværksted i stueetegen og butik, i
hvert fald tyder et fotografi på det, men jeg husker kun at der var stuer
i nederste etage. Far lærte som ung skomagerhåndværket hos sin far. Han
var delvis invalid. Som ung eller som dreng var han kommet til skade med
den ene fod, der gik "benedder" i foden, og noget af den måtte
amputeres på sygehuset i Nykøbing. Far arbejdede også som skomagersvend, blandt andet hos en mester i
Horbelev, og han har været medlem (eller medstifter ?) af Horbelev
Boldklub. Men lysten var ikke til håndværket. Som andre Gedserdrenge var
han lidt ude at sejle som matros, aldrig på langfart, men på Østersøhavne.
En tid også på færgen til Tyskland. Senere prøvede han lidt af hvert.
Som arbejdsmand. Jeg husker mor og far har fortalt, at de som nygifte i en
periode boede på Fyn, hvor far var med til at lave en højspændingsledning.
Far reparerede selv sit eget og mors fodtøj. Han havde komplet skomagerværktøj
og jeg kan huske vi købte læder hos Ballin i Frisegade og dér også,
hvad der i øvrigt skulle bruges, f.eks. træpløkke som lædersålerne
delvis blev fæstnet med til bindsålen. De blev opvarmet over en lille
petroleumsflamme, vel for at de skulle være helt tørre. Sålerne blev
også syet fast med tråd, som far selv delvis tilvirkede. Af flere tynde
hørtråde blev samlet en tykkere tråd som blev gnedet med beg og
forsynet i den ene ende med en iflettet svinebørste. Så blev tråden ført
igennem huller stukket med en syl. Men det var jo mest til pænt brug, der
blev brugt sko. Ellers var det mest træsko, tunge, solide bøgetræs træsko,
der blev forsynet med træklamper. Som
ung var mor meget smuk. Ret høj, slank, gnistrende sort, glat, langt hår,
opsat med knude i nakken. Hun blev kaldt "smukke Margrete" -
eller blot Grete - fra Kraghave. Selvfølgelig kom hun som ganske ung ud at tjene, jeg ved ikke hvor
meget på landet, men dog vistnok i Systofte. I hvert fald talte hun om,
hvor ræd hun var for at skulle igennem skoven om aftenen i mørket, hvis
hun havde besøgt sin mor og søskende i Kraghave og hvor glad hun var,
hvis en af hendes ældre brødre fulgte hende hjem. Derimod ved jeg, at
hun en tid tjente hos købmand Freuchen, et af Nykøbings herskabshuse, og
at det var medens husets søn, Peter, den senere berømte Grønlandsrejsende,
var på sin første tur til Grønland og vendte hjem derfra. Hun har også
været stuepige på Hotel Phønix i Nykøbing. Endvidere ved jeg at hun en
tid forsøgte sig som selvstændig ved vask og strygning i Slotsgade.
Endnu da huset på Gedservej 20 skulle sælges efter fars og mors død,
stod på loftet en ovn beregnet til opvarmning af strygejern, den var
firkantet og på hver side var en skrå flade hvorpå kunne anbringes et
strygejern, så man hele tiden derfra kunne tage et varmt jern. Jeg
spurgte museet Falsters Minder, om ovnen havde interesse, men de havde en
i forvejen, sagde de, så den fik lov at blive stående. Mor var meget flittig, sled utrættelig dagen lang. Der var nok at
gøre med vask og strygning. Hele tiden skulle rene kitler, far havde hvid
kort kittel på landturene. Der var meget at holde rent. Gulve skulle
vaskes og ferniseres, det sidste ofte når dagen var forbi og vi andre
skulle i seng. Der skulle laves mad og syltes, strikkes strømper og
stoppes. Hvis vi børn ikke artede os, fik vi et par rap i halen, altid af
mor, aldrig af far. Hun benyttede enhver lejlighed til at indprente os
aldrig at lyve eller stjæle. Hun var altid parat til at hjælpe andre, og
hendes kærlighed til os børn var ubegrænset. Selv om hendes arbejdsdag
var lang, var hun altid parat til at lave mad til f.eks. mig, da jeg lidt
senere skulle på rotur, eller til at plukke en mægtig portion jordbær
og gøre dem i stand, hvis vi havde kammerater med hjem en sommeraften.
Hun broderede store kaffeduge til sølvbryllupsgave til familie. Jeg synes ikke mor nogen sinde var syg og sengeliggende, førend
hun i halvtreds års alderen fik livmoderkræft og blev indlagt på Finsen
og Radiumstationen til strålebehandling. Hun blev ikke opereret. Lægerne
gav os ikke meget håb om helbredelse, tværtimod, men alligevel kom hun
hjem efter endt behandling, og der kom aldrig nye symptomer på kræft.
Hun levede 26 år derefter, men vandladningen var for stedse ødelagt. Om
sommeren kunne der somme tider blive tid til en udflugt til skov og
strand. Så blev ladet på bilen løftet af, og den afsavede bagdel
monteret. Så var der en fempersoners bil, eventuelt kunne kalechen slås
op, hvis der var frygt for en regnbyge. Der kunne også monteres
sidestykker ved hjælp af trykknapper. Skulle der køres i åben vogn,
havde vi også vindspejle, den kunne monteres til beskyttelse af bagsæde
passagererne. Men altså, skulle vi til stranden, var det næsten altid
til Tromnæs, en enkelt gang til Pomle, men aldrig til Marielyst. Tromnæs
var yndlingsstedet. Så blev der pakket en solid madkurv, og medbragt øl
og vand, eventuelt en "halv abe", der blev lagt på køl hos
fars gode bekendt, Andersen, der havde traktørstedet i Tromnæs, hvor man
kunne købe og få serveret kaffe og dejlig hjemmebagt brød. Dengang kom
ikke mange i bil til Tromnæs, men der kom mange hestekøretøjer. Derfor
var der lavet indretninger og krybber til hestene, der så stod tøjrede
under trækronerne og vel også nød det. Når vejret var til det badede
vi. Far var meget glad for vandet, han svømmede som en sælhund. Ofte var
der inviteret gæster med, og så måtte vi børn cykle derud. Gæsterne
kunne f.eks. være en halvbroder til farfar, Alfred Jakobsen og hans kone
Petra, der boede i Nykøbing, Ryesgade 20, hvor de drev en butik. Han var
ellers sejlmager af profession. Var det ikke lige vejr til strandtur, blev det andre gange til blot
en køretur ud i landskabet på Falster eller Lolland, men ikke f.eks. til
Sjælland. Dengang skulle man jo med færge fra Gåbense for at komme
derover. Egentlig ferie kunne der aldrig være tale om. Forretningen skulle
jo holdes åben året rundt. Kun én gang kan jeg huske, at mor og far
holdt én eller to dage fri. Da kørte de sammen med en nabo, landpost Jørgensen
og kone, til deres familie til Vig i Nordsjælland, og det var så stor en
begivenhed, at det næsten var så at tidsregningen derefter var, før
eller efter Vig turen.
Den
29. marts 1931 blev jeg konfirmeret i klosterkirken i Nykøbing af pastor
Fosdal, som var ny i embedet. Vi var det første hold konfirmander han
havde. Hele vinteren forud havde vi gået til forberedelse hos ham i
menighedshuset ved siden af hans bolig i Voldgade. I denne periode hændte
det, at vi en dag, da vi mødte til forberedelse, blev mødt af præstens
kone, der meddelte, at præsten var syg, og at vi skulle gå tilbage til
skolen. Nu traf det sig, at der netop til havnen var ankommet Danmarks første
skib (Selandia), der havde diesel motorer i stedet for dampmaskiner, og vi
blev alle, desværre kun næsten alle, enige om, at det var mere
interessant, at se dette skib end at sidde i skoleklassen. Så vi gik til
havnen og først tilbage til skolen efter spisefrikvarteret. Tilbage til
en ordentlig omgang med trusler om aflysnig af konfirmationen og endelig
som afslutning to slag i enden af spanskrøret. Det var den eneste gang i
skoletiden, jeg opnåede at blive straffet på den måde, der var andre
der var mere vant til turen. I
det daglige havde man ikke lejlighed til at høre musik, så det var en
omvæltning, da der i slutningen af tyverne begyndte at komme noget der
hed radio. Det må have været i 1931 jeg fik lejlighed til at købe et
krystalapparat med en hovedtelefon for to kroner. Det krævede ingen strømtilførsel,
men en luftantenne på helst 30 m. Det centrale i apparatet var et lille
stykke krystal anbragt i et glasrør. Med et håndtag kunne man bevæge en
tynd nål så den ramte forskellige steder på krystallen og pludselig var
man heldig, at den lifligste musik strømmede ud af høretelefonen. Ofte
stammede de fra en tysk sender i Königswüsterhausen. Men hurtigt
udvikledes nye radiomodtagere og der kom flere sendere. En skønne dag fik
vi en modtager med højttaler. Den krævede en akkumulator og anodebatteri.
Akkumulatoren måtte så af og til sendes til opladning på
opladningsanstalter, der dukkede op i takt med udviklingen. Men en skønne
dag kom jo så lysnetmodtagere. Radioen kunne bare ikke klare behovet, når
man havde ungdomskammerater i hjemmene, hvor der helst skulle danses. Men
det blev klaret ved anskaffelse af rejsegrammofon med fjederoptræk og
nogle grammofonplader, 78 omdrejninger i minuttet, med dansemusik. To
gange om året, sommer og vinter, var der marked i byen, og det var en
stor begivenhed, der trak mennesker fra oplandet til staden, ikke mindst
karle og piger fra gårdene på landet, der havde meget større folkehold
end nu til dags. På markedsdagene fyldtes torvet med boder med alskens
sager. Det var handlende, der havde som profession at drage rundt i landet
til markeder, dyrskuer og lignende. Her kunne man f.eks. købe
honningkager fra Christiansfeld, og selvfølgelig en masse souvenirs. Hele
Færgestræde var i begge sider fyldt med lirekassemænd og lignende, ofte
invalider, der havde bevilling til at ernære sig på den måde.
Havnepladsen opfyldtes af forlystelserne, gynger, karruseller, radiobiler,
dødsdromer, isboder og serveringstelte. Det var store oplevelser for børn,
vi hørte jo f.eks. sjældent musik, det var jo før radioens tid. Måske
blev der råd til en isvaffel til fem eller ti øre, i en vaffel, der mest
mindede om papmaché. Når
vi var kommet ind i december måned begyndte den tilstundende Jul at sætte
sit præg på byen og der blev noget at se på for et barn. På Lilletorv
rejstes byens juletræ med lys på, og forretningernes vinduesudstillinger
blev præget af Jul. Dengang gjorde også handlende med købmandsvarer
stort nummer af juleudsmykningen. Byens største kolonialforretning, E.C.
Schultz på hjørnet af Østergade Rådhusstræde, havde mange vinduer,
der blev fyldt med sække med valnødder, hasselnødder, mandler med
videre, kasser med svesker i forskellige prisklasser, abrikoser, tørrede
blandede frugt, appelsiner o.s.v. Appelsiner så vi kun i tiden omkring
Jul, ikke som nu hele året. Man læste i avisen, at nu var det første
skib kommet til frihavnen i København med årets juleappelsiner. Også
alle andre butikker gjorde meget ud af Julen. Hos kaffehandler Jeppesen i
Langgade blev de to gamle julenisser koblet på de store hjul på kaffemøllerne,
og i legetøjsforretningen kørte elektriske tog eller lignende, der var
nok at se på, og man kunne tilbringe timer med at se på herlighederne.
Også hjemme blev der mere travlt. Vi fik også appelsiner og konfekt hjem
til salg og der blev lavet finker til butikken. Det sidste tid op mod Jul
kom et stort arbejde med slagtning af ænder og gæs, som far havde købt
levende på landet, og som så skulle plukkes og gøres i stand i
vaskehuset. Juleaften var vi som regel, især da vi var mindre, hjemme og havde
juletræ og gaver. Jeg fik hvert år et stykke legetøj, f. eks. kan jeg
huske, at jeg fik en dampmaskine, da må jeg ikke have været helt lille,
og så fik jeg et andet år et sæt Märklin byggesæt, et virkeligt godt
stykke legetøj, som jeg havde glæde af i mange år med at bygge kraner
og køretøjer og så videre. Det opbevarer jeg endnu. Men somme tider holdt vi også Juleaften hos Alex og Signe. Det
passede os sådan set godt, for hjemme var altid så travlt i tiden op mod
Jul og til helt op til selve Juleaften at vi alle var meget trætte og der
næsten ikke var tid til at forberede vor egen Jul. Vi havde det godt hos
Alex og Signe, som da boede i Vendersgade, og så kom de hos os til
frokost 2. Juledag. På et tidspunkt efter Jul var vi som børn i flere år til juletræsfest
i Nykøbing selskabelige forening. Her var stort juletræ, og der var
godteposer med appelsiner og konfekt til børnene, og så blev der med
levende musik spillet op til dans. Den fest var altid i en sal på Hotel
Stad Nykøbing. Det
blev bestemt at jeg efter endt almindelig skolegang skulle tage et étårigt
dagskolekursus på Handelsskolen i Nykøbing, og jeg søgte og fik halv
friplads. Forstander var Johs. Andersen, som jeg i flere år havde haft
som klasselærer på Østre Skole. Handelsskolekurset havde for øje at
uddanne til arbejde på kontorer og omfattede fag som bogføring,
stenografi, maskinskrivning, handelskorrespondance på dansk og engelsk
eller tysk. Endvidere nationaløkonomi og handelsgeografi m.v. Og der
begyndte jeg så ca. 1. april 1931, og kunne slutte et år efter med et
nogenlunde hæderligt resultat. Men det var svært at få noget at bestille. Den økonomiske nedtur
i Danmark var på sit højeste og arbejdsløsheden stor. Jeg søgte nogle
stillinger, der blev annonceret, blandt andet hos jern- og stål firmaet
P. Chr. Hansen og på kommunekontoret, men uden held. Omsider lykkedes det
på kødkonserves fabrikken "Dana" i Markedsgade. Stedet var
ikke særlig velanskrevet, jeg kendte et par stykker, der havde været
der. Men jeg begyndte på kontoret der, vi var fire ialt foruden direktøren.
Der var ikke noget med kontrakt eller anden skriftlig aftale. Lønnen var
35 kroner om måneden. Stedet var for så vidt interessant nok, for de
varer der fabrikeredes blev eksporteret til mange forskellige lande, så
der var en omfattende udlandskorrespondance. Bogholderen tog sig af den
engelsksprogede, og en wienerpige tog sig af det tyske. Til det franske
brugte vi en translatør ude i byen. Mit arbejde bestod i at hente post på
postkontoret, frankere breve, rende med attester til statskontrollerende
dyrlæge, kopiere breve ved vådkopiering, det sidste var problematisk,
man kunne nemt komme til at spolere et brev, så det blev ulæseligt. Men
jeg fik lært at pakke. Der blev afsendt en del vareprøver og det var min
afdeling. Det skulle gøres solidt, fordi de skulle kunne holde til lange
forsendelser. Så det var noget med bølgepap og solidt papir og sejlgarn
og laksegl. Også toldpapirer og fragtbreve skulle jeg udfylde og sørge
for at pakkerne blev sendt. Jeg blev nu ikke på stedet så længe, og jeg
tror det afgørende var at direktøren forlangte, at jeg hver søndag
skulle hente posten og bringe den til hans bopæl i Kraghave. Jeg syntes
ikke om, at jeg ikke engang kunne have fri om søndagen, så jeg holdt op
selv om jeg ikke lige havde noget andet. Medvirkende var, at jeg på det
tidspunkt havde meldt mig ind i roklubben og gerne ville have mulighed for
at kunne deltage i aktiviteterne om søndagen, men derom senere. Som
nævnt meldte jeg mig efter handelsskoleeksamen ind i Nykøbing Roklub, og
tilbragte fra da af næsten al fritid om sommeren dér. De aftener, der
ikke skulle arbejdes kunne udnyttes til en motionstur på Guldborgsund.
Normen var som regel to kilometer op ad sundet og tilbage. Det var så med
skiftende makkere, som man nu kunne finde ud af det. I week-ends, når der
var mulighed for det, tog vi på langtur. Alt efter, hvor megen tid, der
var til rådighed - hvor tidligt man selv eller kammerater havde fri lørdag
aften, kunne man ro til Guldborg, Resle Skov eller Nysted. Telt og
proviant medbragtes. En enkelt gang, mens Storstrømsbroen var under
bygning var vi over Storstrømmen til Sjælland, og en anden gang i en
Pinse var vi tre, der roede Falster rundt, en tur på 135 kilometer. Det
var dejlige tider. I øvrigt havde man jo så det almindelige klubliv,
samværet om aftenen i klublokalerne på Guldborgsund pavillonen. Ind
imellem var der en fest med dans. Om vinteren arrangeredes
motionsgymnastik i Latinskolens gymnastiksal og fodture ud på landet.
ellers mødtes vi rundt omkring i hjemmene til improviserede fester. En
gang imellem kunne man flotte sig med en kop kaffe og en kage på
konditori eller en tur i "Landsbyen", hvor det var muligt for et
par kroner at have en hel aften med kaffe og en enkelt øl og dans til
orkestermusik og artistoptræden. Et par sæsoner gik jeg til danseundervisning. Først hos Poul
Werner dernæst hos Scharff for at blive nogenlunde rustet til at svinge
pigerne. En
dag søgte postkontoret et cykelbud til telegrafkontoret, og da det jo
drejede sig om at få et eller andet job, søgte jeg det og blev antaget.
Dengang var der jo ikke noget der hed telefax eller fjernskrivere, så
hvis man skulle have en hurtig skriftlig meddelelse frem, benyttedes
telegrammer. Det var selvfølgelig først og fremmest forretningsverdenen,
der benyttede systemet. Telegrammerne kom pr. ledning i form af prikker og
streger på en papirstrimmel i apparatet og blev af telegrafisten
"oversat" og skrevet ud på en telegramblanket, der blev foldet
på speciel måde og forseglet. Det var så budets rolle straks pr. cykel
at bringe det ud til modtageren og der blev lavet følgeseddel med
tidspunkt for afleveringen. Så man fik lært alle de firmaer i byen at
kende, som betød noget. De kunne jo godt få flere telegrammer om dagen.
Telegrafstationen havde til huse på torvet og lokalerne husede også
Rigstelefonen. Alle samtaler ud over Lolland-Falster gik herover, og det
var desuden transitstation til det sydlige udland. Så foruden
telegrafister havde vi et antal ekspedienter, der betjente
omstillingsbordene, der var med propper og snører. Men tilbage til ansættelsen.
Lønnen var første år 50 kroner om måneden + fri uniform og cykel til
tjenestebrug. Vi var to bude, der delte vagterne. Foruden at bringe
telegrammer ud, passede vi også centralfyret i det store hus, der fyredes
med cinders og vi havde ansvaret for, at der flagedes fra toppen af huset
på de officielle flagdage. En gang imellem var der ekstraarbejde med
udbringning af telegrammer, oftest lykønskningstelegrammer uden for byen,
det kunne være langt ude på landet og det kunne være drøjt i mørke og
måske dårligt vejr, og det kunne være besværligt at finde frem til
modtagerne. Det foregik også på cykel. Man fik betaling pr. kilometer,
en ret ringe betaling, og postmesteren var meget nøjeregnende med
regnskaberne. Havde man skrevet 7 kilometer på målte han efter med
passer på generalstabskort og man kunne risikere at blive kaldt ind og
gjort bekendt med, at han mente der kun var seks. Måske havde man haft
flere telegrammer med, som var betalt udbringningsgebyr for, men vi fik jo
samme betaling om der var ét eller flere. Post og telegraf var jo én
etat og efter en tid overgik man til tjeneste på postkontoret som
reservepostbud. Det kunne enten være omdelingstjeneste eller
kontorbudstjeneste. Som afløser prøvede jeg vist alle distrikterne i
byen og også dem på landet, somme tider i lange perioder under sygdom.
Jeg holdt meget af landturene, hvor man var helt fri så snart man havde
forladt kontoret. Det kunne ind imellem være vanskeligt at finde
adressaterne, der var jo ikke vejnavne og husnumre ude på landet dengang,
og afsenderne af breve regnede ofte med, at når bare der var for- og
efternavn var det tilstrækkeligt. Men folk var hjælpsomme. På nogle
ruter stod smørrebrød og mælk og kaffe hver dag klar til postmanden,
det gjorde den f. eks på Brændte Ege. Der var serveret i folkestuen, og
der var altid et eller flere steder, hvor der vankede kaffe og brød. Det
var en slem vinter, hvor jeg gik Øster Toreby, Nagelsti, snedriverne lå
højt og ind imellem måtte jeg bære cyklen over snedriverne. Men når
jeg kom til en bestemt gård i Nagelsti, blev jeg inviteret ind på kaffe
mens gårdens søn spændte en hest for kanen og så kørte han mig resten
af turen og tilbage til cyklen. Kontortjenesten omfattede postkassetømning,
ordning af breve, stempling i maskinerne og med hånden, at modtage posten
ved togene og sørge for, at postsække, pakker med videre kom med de
rette tog. Nogle dage mødte vi meget tidligt, klokken fire for at tage
imod morgentogene fra København, gik hjem igen kl. syv, modtog påny
12.30 til 15.00 og for tredje gang kl. 18 til 22. Der måtte ikke være
flere folk til tjeneste end der var brug for. Andre dage mødte man kl.
syv og måske kun to gange og ind imellem havde man nattjeneste. To mand
sammen fra kl. 22 til 6. Da jeg havde fået kørekort, blev jeg også sat til at køre
pakkebilerne, som vi havde to af. Den 9. april 1940 mødte jeg kl. 4 om morgenen på postkontoret
uden at observere noget usædvanligt på vejen, men fik straks at vide, at
der skete usædvanlige ting, og at der var observeret tyske
soldaterkolonner over Højbroen. Det blev hurtigt klart, at noget var rive
galt, der kom flere militærkolonner over højbroen, og der begyndte at
komme flyvemaskiner over byen. Tilfældigt var jeg kommet til at cykle
mellem to kolonner og havde derfor ikke observeret
noget. Da det blev lyst kunne vi se hvad der foregik. Det blev værre
og værre. Efterhånden kom en stadig strøm af tyske soldater, nogle
motoriserede, andre med hestetrukne køretøjer, og der kom flere og flere
flyvemaskiner i luften alle på vej nordpå. Samme dag blev der dekreteret
mørkelægning. Da
anden verdenskrig var begyndt blev der truffet forskellige
foranstaltninger til beskyttelse af civilbefolkningen og de der ikke var
blevet indkaldt til soldatertjeneste blev indkaldt til civilforsvaret og
placeret i forskellige afdelinger. Jeg kom i en afdeling, der skulle
fungere som en slags hjælpepoliti. Vi fik udleveret uniform, stålhjelm,
stav og gasmaske, og holdt nogle øvelser med politifolk som instruktører.
Da besættelsen var sket fik vi tildelt opgaver i tilfælde af luftalarm
med at påse at folk søgte beskyttelsesrum og lignende. Efter nogen tid
bestemtes det, at politikorpset i Danmark, der indtil 1938 havde bestået
af kommunalt ansat ordenspoliti og statsligt kriminalpoliti, men efter
1938 enhedspoliti, altså altsammen statsligt, skulle udvides betragteligt
i hvert fald midlertidigt. Nogle af os, blandt andet jeg, blev opfordret
til at søge ind, jeg hentede ansøgningspapirer og fik besked om at møde
i København til forskellige prøver. Det foregik i Vartov og omfattede
blandt andet psykotekniske prøver. En dag fik jeg brev om, at de mente at
kunne bruge mig som det der kaldtes honnorarlønnet politibetjent. Den 11. september 1940 mødte jeg så på en politiskole i den
gamle hestgardekaserne i Frederiksholms Kanal. Der gennemgik vi et meget nødtørftigt
kursus på bare en uge, mens vi ekspres fik syet uniform og blev udrustet,
blandt andet med cykel. Jeg fik tildelt stamnummer i politiet 6628 og
tjenestenummer i Københavns politi 1723. Det hele gik meget hurtigt. Jeg
husker,at jeg var meget imponeret over, at det allerførste der skete da
vi mødte var, at vi fik udbetalt løn for resten af september måned.
Efter den første uge blev vi fordelt på tjenestestederne og jeg fik
besked om at møde til nattjeneste på Københavns politistation nr. 1 på
Nytorv i det tidligere kvindefængsel. Det måtte jeg jo så se at finde.
Det var meget svært i begyndelsen. Vi skulle patruljere med ældre
politifolk, man kendte dem ikke, kun deres numre stod på den ophængte
tjenesteplan, og når man så spurgte sig frem, fik man måske at vide, at
de var skam gået ud på patrulje. Så gik man selv ud i bælgmørke,
kendt var man ikke, navnene på de gader man skulle gå i, havde man
skrevet op på et stykke papir og forsøgte så så vidt muligt at holde
sig på posten. men der var jo mørklagt. Den flade lommelampe man havde fået
udleveret var til ringe hjælp for glasset var smurt med noget blå
maling. Somme tider kunne man blive helt nervøs for, om man kunne finde
tilbage til stationen. Almindeligvis gik vi om natten 2 gange 2 timer. I løbet
af nogle timer fandt man dog efterhånden så nogenlunde ud af det. Lærte
de gamle at kende og kom ud sammen med dem. Vi havde tjeneste 14 dage ad
gangen, gik fra nattjeneste til eftermiddag fra 15 til 23 og derpå til
dagtjeneste fra 7 til 15. Betegnelsen honnorarlønnet politibetjent var et helt nyt begreb og
den 11. juni 1941 ændredes betegnelsen til aspirant som politibetjent.
Fra nytår 1942 kom så et rigtigt fem måneders kursus på politiskolen
og fra 15. september 1942 ansættelse som tjenestemand. Lige indtil 19
september 1944 bestod tjenesten i patruljetjeneste til fods på det vi
kaldte linieposter, som kun omfattede en enkelt gade, f. eks.
Frederiksberggade, eller distriktsposter i lidt større område, og faste
poster som vi havde ved Frederiksberggades udmunding i Rådhuspladsen. På
grund af de særlige forhold under besættelsen havde vi også faste
poster ved Dagmarhus, der benyttedes af tyskerne og somme tider andre
steder af særlige årsager. F. eks. havde vi særlig bevogtning af
Kvindernes Hotel i Niels Hemmingsensgade, hvis Kai Munk boede der under
ophold i København. Vi havde netop i de år nogle meget slemme vintre med
meget lave temperaturer. Somme tider blev det nødvendigt at afløse
posterne hver time, især om natten, selv om vi for at holde varmen tog
alle de uniformsgenstande på, vi havde. Der blev udleveret nakke- og ørebeskyttelse.
Ind imellem kom perioder med tjeneste i udrykningstjenesten på Politigården,
hvor vi var formeret i grupper à 6 mand med en ældre politimand som
gruppefører og at antal grupper udgjorde en deling. Vi gik til skydeprøver
på Amager Fælled, dels som træning i pistolskydning og skydning med
karabin og maskinpistol. Der skete mange ting i de år. Af og til var der
uroligheder, som vi skulle se at få standset inden tyskerne blandede sig.
Ofte var der udrykninger i anledning af sabotageaktioner, hvor der blev sørget
for, at der var fuldt tryk på udrykningshornet så sabotørerne blev
advaret i god tid. Det lykkedes da også altid at komme efter at sabotørerne
var væk, så vi bare stod med en ildebrand, der mere var en sag for
brandvæsenet. I nogen tid var jeg dirigeret til bevogtning af den russiske
ambassade på Frederiksberg, da russerne var gået ind i krigen. Der skete
mange ting under besættelsen, som man var usikker over for. Der kunne være
episoder med tyske soldater i uniform, men de kunne takles ved at tilkalde
tysk militærpoliti. Men andre gange var det civile, der var indblandet i
skyderier og det var ikke altid klart om det var tyskere eller deres håndlangere
der indbyrdes var uenige eller om det var gode danskere. Et særligt kapital udgjorde luftalarmerne, som blev hyppigere
efterhånden som krigen varede. Vi skulle møde på tjenestestedet, hvis
alarmen lød inden for de første fire timer efter at vi var gået hjem
fra tjeneste, eller indenfor de fire timer før vi efter planen skulle møde
til tjeneste. Og vi skulle møde selv om alarmen blev blæst af inden vi nåede
frem. Ofte var det jo i den mørke tid, der blev blæst alarm. Så når
man kom hjem ved midnatstid fra aftenvagt, måtte man hyppigt af sted igen
så snart men var hjemme for at få lov at gå hjem igen, så snart man
var mødt, og når man igen var kommet hjem, lød sirenerne igen, og det
hele gentog sig. Når der var flyvemaskiner i luften, skød tyskerne med
antiluftskyts og man kunne somme tider høre stumperne falde ned. Jeg
oplevede også at køre over Langebro lige efter at englænderne havde
bombet sukkerhuset og B & W på Christianshavn, og da der blev brugt
bomber med forsinket tænding eksploderede der stadig bomber. En stor ubehagelighed var det i det hele taget at færdes på cykel
hjem fra arbejde i nattetimerne. I perioder var der jo spærretid, hvor
folk ikke måtte færdes, så gader og veje lå øde hen. Så lurede man
meget, hvis man hørte en bil komme bagfra, specielt efter at en kollega på
den måde blev skudt ned bagfra af tyskere, da han kørte hjem fra
arbejde. Den 29.august 1943 var jeg om aftenen til tjeneste i
udrykningstjenesten og sad i vagtstuen, da en gruppe tyske soldater kørte
deres køretøj op udenfor og begyndte at fyre deres maskingeværer af mod
porten og et øjeblik efter myldrede de ind i vagtstuen og beordrede os
alle til at aflevere vores våben. Der var ikke andet at gøre og de
forsvandt igen. På vej hjem havde tyskerne afspærret Langebro og jeg
blev standset og afkrævet min pistol. Så jeg måtte forklare, at de
allerede havde taget den og viste mit tomme pistolhylster. Så fik jeg lov
at køre. Det hele var en misforståelse, aktionen vedrørte jo kun det
danske militær. Næste dag fik vi vore våben igen og der fremkom en
beklagelse. Situationen var nu helt forandret og Danmark var i en slags uerklæret
krig mod Tyskland. Der gik endnu nogen tid hvor situationen blev mere og mere spændt
og den 19. september 1944 kom så den dag, da tyskerne tog politiet og
sendte dem til koncentrationslejre i Tyskland. Ganske tilfældigt undgik
jeg den skæbne, som så mange ikke slap levende fra. Et par dage før
havde jeg fået fjernet en cyste i huden på hovedet; på grund af
forbindingen kunne jeg ikke have uniformshue på og var derfor sygemeldt.
Men jeg var alligevel på gaden da tyskerne indledte aktionen ved at lade
blæse falsk luftalarm. Jeg befandt mig på cykel omkring ved Frihedsstøtten,
og ville køre til politigården i stedet for at gå i beskyttelsesrum.
Men da jeg kom til politigården kunne jeg se at den var ved at blive
omringet af tyske soldater. Jeg skyndte mig til nærmeste beskyttelsesrum
i Bernstorffsgade og ventede der til alarmen blev blæst af. I løbet af
et øjeblik vidste hele byen, hvad der var sket. At tyskerne over hele
landet havde taget alle de politifolk, de kunne få fat i, til fange, sådan
at dansk politi var ophørt med at virke. Alle var klar over hvad det
indebar; at tyskerne selv ville overtage ordenshåndhævelsen. I protest
nedlagdes arbejdet på alle arbejdspladser - der var generalstrejke. Jeg turde ikke køre hjem, fordi jeg tænkte, at de to broer til
Amager kunne spærres og trafikken kontrolleres. Så jeg kørte til Rødovre
til søster Inger og svoger Kaj, og fik ringet hjem og givet besked om
hvor jeg var. Det var usikkert, hvad der ville ske, ville tyskerne jagte
de politifolk, de ikke havde fået fat i ? Det var derfor nødvendigt at
"gå under jorden". I
den følgende tid fik vi husly forskellige steder og i løbet af efteråret
rejste vi til Jylland, efter at jeg havde fået fat i falsk
identitetskort. Alle mennesker var under krigen forsynet med
identitetskort, som f. eks. ved rejse over Storebælt blev kontrolleret af
tyskerne. Vi var heldige at slippe til Jylland uden større forsinkelse,
ofte kunne det tage flere dage på grund af sprængninger af
jernbanesporene. Vi tilbragte 2-3 uger hos hver af familierne i Thy: i
"Dalager", "Korsgaard", "Abildgaard" og i møllen
i Hurup. Julen 1944 tilbragte vi i "Dalager" hos George og Mette,
jeg husker, at vi kørte i jumbe hjem fra kirke i Vestervig i snevejr. Vi
forsøgte selvfølgelig at gøre os nyttige, hvor vi var, så jeg hjalp i
stalden med at muge og fodre. Også den vinter 1944-45 var meget streng og lang. Der kom en masse
sne, så vejene blev helt ufarbare. Kanerne blev fundet frem i lader og
vognporte. Således kørte Ellen og jeg selv i kane med en følhoppe for
fra "Abilgård" til Hurup, og det gik fint. Adskillige steder
var der med stager og koste afmærket ruter over marker, hvor vejene var
helt ufremkommelige. Medens vi var i møllen, kom der en storm fra en
anden kant, end der hvor sneen var kommet fra, så det blev et forrygende
vejr. Jeg husker, vi hentede Tove, hvor hun arbejdede, fordi vi ikke turde
lade hende gå alene, selv om det var ganske kort vej. I møllen var der
meget travlt under krigen. Bønderne havde ikke selv kværne og bragte
kornet til møllen for at få det gruttet til foder. Der var også en forlægning
af tyskere i Hurup, så der kom hyppigt tyske soldater med hestekøretøj
til møllen med korn, der skulle valses til foder. Oluf malede og sigtede
også hvede til mel. Det var helt illegalt, for mel og brød var
rationeret. Vi lavede risengrynserstatning af hvede, der blev afskallet og
kunne gøre det ud for ris. Der blev arbejdet, somme tider også om
natten. I "Korsgård" hos Cecilie og Niels kan jeg huske vi måtte
ud at lede efter fårene i sneen for at få dem hjem i sikkerhed, ellers
lod de sig sne inde. Der var mange af den slags oplevelser. Vi led ingen nød.
Mad havde de nok af. Det kunne være barsk på gæsteværelserne på
lofterne, der var jo ikke noget der hed opvarmning, og vi har oplevet, at
det har sneet ind til os på dynen. Så meget des mere nød man det om
morgenen at komme ned i et køkken, hvor ilden blussede i komfuret. En skønne dag kom der besked fra København om, at det vist var på
tide at vende tilbage. Det var tydeligt, at krigen nærmede sig sin
afslutning. Så vi rejste og kom hjem uden genvordigheder, og jeg
fik kontakt til en af de politigrupper, der var blevet organiseret og fik
besked om, hvor jeg skulle møde, når der blev givet signal fra England.
Og så endelig kom den aften, den 4. maj 1945, som ingen dansk, der
oplevede den nogensinde vil glemme, med meddelelsen om, at tyskerne havde
kapituleret. Indtil
den dag, jeg skulle møde hos politiet, boede jeg hjemme på Gedservej og
skulle se at finde logi i hovedstaden. En roklubkammerat, Erik Hass, var
lidt tidligere kommet til politiet. Han kendte et par kolleger, der boede
og spiste hos fr. Hansen, Maltagade 15, 3.sal t.v. og han forhørte sig dér.
Jeg kunne godt spise der, men ikke logere, men fr. Hansen vidste, at fr.
Andersen i stuen t.v. gerne ville have en logerende, og det blev så til,
at jeg kom til at bo i stuen og spiste på 3. sal, pudsigt nok altså i
lejligheden ved siden af den, hvor vi nu har boet i mere end halvtreds år.
Det varede nu ikke så længe. Jeg var hverken tilfreds med logi eller
pension og flyttede efter knap et par måneder til et pensionat hos fru
Winther på Amagerbrogade 4 på 3. sal, hvor vi levede og boede godt. Der
var flere logerende og endnu flere spisende. Vi var flere politifolk dér, Blandt andet Poul Mortensen, der
kom fra en lille by i Jylland. Han havde kontakt med en pige fra
samme by, der boede i klubværelse på Frederiksberg, og så hændte det,
at hun kom på besøg og en dag havde hun en pige med, der hed Ellen, og
som boede samme sted. Mit bekendtskab med Ellen udviklede sig, vi begyndte
at gå ud sammen, og en gang cyklede vi til Nykøbing for at holde ferie
og for at præsentere Ellen for mor og far. En skønne dag fandt vi ud af at vi lige så godt kunne gifte os,
og det skete så i Nykøbing Kirke den 26. december 1941, og pastor Fosdal,
der i sin tid havde konfirmeret mig, må have gjort det godt, siden det
holder endnu mere end halvtreds år efter. Vi havde et pænt gilde, desværre
på grund af krigen uden deltagelse af repræsentanter for Ellens familie. Nu skulle vi så se at finde noget at bo i. Det var dengang ikke så
svært, der var mange ledige lejligheder. Men det måtte ikke være for
dyrt, selv om vi begge havde arbejde og Ellen endda som tilskærer tjente
mere end jeg. Det behøvede heller ikke være så stort til at begynde
med, man kunne altid få noget større, troede vi, men sådan blev det
ikke ved at være, viste det sig. Vi så på lejligheder flere steder, og
en dag blev vi opmærksom på den ledige lejlighed Maltagade 15, 3. sal i
midten, i en relativ nyopført ejendom. Den havde en kvalitet, der vejede
meget tungt på det tidspunkt. Den var varm, da den desuden havde alle
moderne faciliteter og ikke var dyr, 65 kroner om måneden plus
varmebidrag 12 kroner i de 8 måneder. Vi flyttede ind den 1. februar
1942, da vinteren satte kulderekord med -31°
C. Samme dag flyttede Birkholdt og Johanne ind i "Abildgård" i
Thy, men det er så en anden historie. Det var lykken at komme ind her. I en tid, hvor de fleste mennesker
sad og frøs i deres lejligheder, havde vi det lunt og godt, takket være,
at skorstenen fra centralfyret gik op mod stuens ene væg og varmede denne
op. Men der var koldt vand i varmtvandshanerne, så den daglige vask
foregik i koldt vand, men det var vi jo vant til. Gas og el var
rationeret, men med lidt påpasselighed kunne man klare sig med rationen.
Mange ting, f.eks. kunne koges færdige i høkassen, når de havde fået
nogle minutter over gassen. Storvasken foregik i gasopvarmet vaskemaskine
i kælderen, men skylning ved håndkraft i skyllekar med koldt vand. Og
ved vasketurene kunne vi så snyde os til et varmt bad i kælderen.
Vinduerne var jo overmalet for mørklægningens skyld. En dag blev vi opmærksom på, at noget jord fra "Elmegård"
på Kongelundsvej skulle udstykkes til kolonihaver. Det lykkedes os at få
én af dem, og vi begyndte at dyrke en parcel på ca. 1000 kvadratalen
stubmark udmærket jord, og fik hurtigt skabt en udmærket have. Vi
plantede frugttræer og buske og blev hurtigt selvforsynende med grønsager,
og fik i løbet af få år overflod af bær og æbler. Værktøjet havde
vi i en kasse. Hus byggede vi aldrig. Imens gik livet videre med alle de besværligheder, som krigen medførte.
Næsten alle varer blev efterhånden rationerede eller kunne slet ikke fås.
Alligevel manglede vi sådan set ikke noget. En gang imellem ankom en
pakke med lidt godt fra Nykøbing eller en spand honning fra George, der
havde mange bien. Somme tider måtte vi i kælderen i beskyttelsesrum
under luftalarm, hvis da ikke jeg skulle afsted. Ellen har også oplevet
at måtte ligge et par timer på gulvet i en krog i stuen, mens der var
skyderier i gaden. Det hændte da også, at en kugle røg gennem vor
nabos, Joachimsens, vindue og satte sig fast i den gamle mands skulder,
mens han sad fredeligt og spillede kort med sin kone. Så han måtte over
på hospitalet og have pillet kuglen ud. Men krigen holdt op og jublen var stor. Så var det bare med at få
uniformen på og for en sikkerheds skyld en civil frakke over og så til
station 1, som forholdsordren lød på. I første omgang blev vi så
installeret på Domhusets anneks og nogle dage senere i en bygning i
Borgergade, som tyskerne havde benyttet, men som de nu blev smidt ud af.
Der gik nogen tid inden forholdene igen normaliseredes og vi igen blev
underlagt justitsministeriet. Igen efter nogen tid blev station 1
indrettet i en barakbygning i Kampmannsgade. Herfra kom jeg blandt
................ Notater til videre bearbejdelse Væsentligste
fritidsbeskæftigelse var roning. BP var medlem af Nykøbing F Roklub
1932-40. Dyrkede mest langtursroning, f.ex Falster rundt, som den længste
tur. Drikkepenge
og f.ex. gav A.Nielsen og & en æske konfekt hvert år til nytår.
Telegramudbringning til landdistrikterne var efter kilometertakst.
Postmester Ryge var meget nøjeregnende med at se om der var 4 eller kun
3,5 km. Arbejdede på telegrafen fra ca. 1934-1937, gradvis overgang til
postkontoret. Kørekort
ca. 1938. Besøgte
herunder ofte "Ras" Børge Rasmussen på Ristorante Italiano på
gammel strand. Kastrupvej Sildestrup Udlandsrejser |