Levnedsberetning
indsendt til De Kongelige Ordeners Historiograf af Hans Peter Petersen i
anledning af udnævnelse til Ridder af Dannebrogsordenen den 25. november
1953
Undertegnede
Hans Peter Petersen er født den 27. juni 1889 i Gedser, Gedesby-Skelby
sogn, Maribo Amt som søn af skomagermester Kristen Petersen og hustru
Anna Margrethe f. Hansen. Før
1886 fandtes der i Gedser ikke nogen egentlig bymæssig bebyggelse, men
kun 5-6 spredte huse. I 1886 oprettedes imidlertid en
postdamperforbindelse fra Gedser til Warnemünde. Dette medførte
naturligt tilgang af mennesker til Gedser og dermed et behov for håndværkere
o.a. Min far var en af dem, der så chancen for at skabe sig en levevej på
dette sted og i 1887 nedsatte han sig som skomagermester. I 1888 købte
han for 1100 kr. et lille hus, der på det tidspunkt lå langt fra den øvrige
bebyggelse. Huset var opført på det bare sand, der fandtes ingen
beplantning eller andet til at tage af for vinden, der strøg ind fra Østersøen.
Huset lå kun 100 meter fra stranden. Her kom jeg til verden, og her
voksede jeg op. Stranden og havnen blev min legeplads som den var de andre
drenges. Alt hvad der vedrørte skibe og sejlads var den store interesse,
og vi drenge plaskede hjemmevant til søs i joller og pramme, der blev
rigget med sejl på ofte livsfarlig måde. Hjemmet
var kun lille, og det var langtfra velstand der rådede. Der herskede
imidlertid en god og hyggelig stemning, således at barndommen kunne forme
sig lykkeligt for min søster og mig. I
7 års alderen begyndte pligterne. Skolegangen begyndte i den lille Gedser
Odde skole. Tre gange ugentlig fra 8-14 gik vi i skole. Lærer Laursen var
enehersker over skolens to klasser. De få timer blev ikke brugt effektivt
til undervisning. Læreren havde andre hverv at varetage, og en del af
undervisningstiden medgik her til. Ydermere gik religionsundervisningen
forud for andet, så de praktiske kundskaber var ikke store, da jeg forlod
skolen og blev konfirmeret i 1903. Allerede i 7 års alderen var også
arbejdets pligter begyndt. De dage, hvor skolegangen ikke lagde beslag på
tiden, måtte jeg, som de fleste andre drenge, hjælpe til med arbejdet på
gårdene rundt om, formedelst 35 øre om dagen og kosten. Den
1. oktober 1903, få dage før min konfirmation, indtraf den store
begivenhed i Gedser. Færgefarten til Warnemünde blev åbnet med 2 danske
og to tyske færger. Den ene var “Prins Christian”, der sejler endnu.
For byen blev det revolutionen. Mængder af huse blev bygget til at huse
de ved færgefarten beskæftigede og flere erhvervsdrivende slog sig ned i
byen. Nu
var den tid kommet for mig, da der skulle tages stilling til fremtiden.
Min store lyst var handelen, det havde den været fra de tidligste drengeår.
En læreplads kunne dog kun fås i den nærmeste købstad Nykøbing F.
Dette ville medføre udgifter for mine forældre, og det var der ikke råd
til. Min far mente da, at når han havde kunnet tjene til føden som
skomager, kunne hans søn også nok. Fodtøj skal folk altid have. Desuden
var skomageriet vel det mest passende for en skomagers søn. Sagen var
afgjort, jeg kom i lære hos ham. Det var ikke lysten, der drev værket,
men læretiden blev udstået, og jeg arbejdede endnu et par år som svend
til 1909. Da
kom indkaldelsen til aftjening af værnepligten. Den 1. maj 1909 mødte
jeg på Holmen og gik om bord i “Olfert Fischer”. Efter 5 måneder med
dette udmærkede skib kom l måneds togt med “Peder Skram”, hvor jeg
var med på prøveturen. Værnepligten bød kun på den ene skuffelse, at
der ikke blev lejlighed til at se fremmede lande. Hjemkommen
fra tjenesten tog jeg forskellige job. Straks
efter krigsudbruddet i 1914 blev jeg påny indkaldt, denne gang til
sikringsstyrkerne og i de kommende år var jeg jævnlig indkaldt. Det var
en streng tid. Byrderne var, det mener jeg stadig, ulige fordelt. Vi der
var indkaldt for 25 øre om dagen plus kosten, medens de, der ikke havde været
soldat, tjente godt i de år. Havde man fundet en god plads før
indkaldelsen, fandt man den ved hjemsendelsen optaget af en anden. Men
krigen fik ende. I mellemtiden var jeg blevet gift, og min kone havde som
jeg lyst til handelen. Vi besluttede, at planerne om, at blive selvstændige
skulle realiseres. Det ville koste penge, så der blev sparet kraftigt. I
1923 blev der i Nykøbing F. en butik ledig og den lejede vi. Efter nogle
års forløb kunne vi købe ejendommen og gjorde det. Her har jeg så været
siden. Forretningen blev aldrig stor, men har da kunnet give udkommet, således
at vore tre børn kom godt i vej. Ejendommen
ligger på hovedvejen til Gedser, og her oplevede jeg på nærmeste hold
den 9. april 1940, da tyske tropper strømmede ind over landet. I flere
dage og nætter vedblev tropperne at marchere forbi. Der
blev tid til at beskæftige sig med foreningslivet. Min største interesse
lå i den lokale marineforening og der har jeg nu været formand i 16 år.
De sidste 15 år endvidere medlem af hovedbestyrelsen. For dette arbejde
har jeg nu haft den store ære og glæde at blive udnævnt til R. af Dbg.
pr. 25/11-53. Nykøbing
Falster, den 15. januar 1954.
H. Petersen |