Levnedsberetning indsendt til De Kongelige Ordeners Historiograf af Hans Peter Petersen i anledning af udnævnelse til Ridder af Dannebrogsordenen den 25. november 1953

Undertegnede Hans Peter Petersen er født den 27. juni 1889 i Gedser, Gedesby-Skelby sogn, Maribo Amt som søn af skomagermester Kristen Petersen og hustru Anna Margrethe f. Hansen.

Før 1886 fandtes der i Gedser ikke nogen egentlig bymæssig bebyggelse, men kun 5-6 spredte huse. I 1886 oprettedes imidlertid en postdamperforbindelse fra Gedser til Warnemünde. Dette medførte naturligt tilgang af mennesker til Gedser og dermed et behov for håndværkere o.a. Min far var en af dem, der så chancen for at skabe sig en levevej på dette sted og i 1887 nedsatte han sig som skomagermester. I 1888 købte han for 1100 kr. et lille hus, der på det tidspunkt lå langt fra den øvrige bebyggelse. Huset var opført på det bare sand, der fandtes ingen beplantning eller andet til at tage af for vinden, der strøg ind fra Østersøen. Huset lå kun 100 meter fra stranden. Her kom jeg til verden, og her voksede jeg op. Stranden og havnen blev min legeplads som den var de andre drenges. Alt hvad der vedrørte skibe og sejlads var den store interesse, og vi drenge plaskede hjemmevant til søs i joller og pramme, der blev rigget med sejl på ofte livsfarlig måde.

Hjemmet var kun lille, og det var langtfra velstand der rådede. Der herskede imidlertid en god og hyggelig stemning, således at barndommen kunne forme sig lykkeligt for min søster og mig.

I 7 års alderen begyndte pligterne. Skolegangen begyndte i den lille Gedser Odde skole. Tre gange ugentlig fra 8-14 gik vi i skole. Lærer Laursen var enehersker over skolens to klasser. De få timer blev ikke brugt effektivt til undervisning. Læreren havde andre hverv at varetage, og en del af undervisningstiden medgik her til. Ydermere gik religionsundervisningen forud for andet, så de praktiske kundskaber var ikke store, da jeg forlod skolen og blev konfirmeret i 1903. Allerede i 7 års alderen var også arbejdets pligter begyndt. De dage, hvor skolegangen ikke lagde beslag på tiden, måtte jeg, som de fleste andre drenge, hjælpe til med arbejdet på gårdene rundt om, formedelst 35 øre om dagen og kosten.

Den 1. oktober 1903, få dage før min konfirmation, indtraf den store begivenhed i Gedser. Færgefarten til Warnemünde blev åbnet med 2 danske og to tyske færger. Den ene var “Prins Christian”, der sejler endnu. For byen blev det revolutionen. Mængder af huse blev bygget til at huse de ved færgefarten beskæftigede og flere erhvervsdrivende slog sig ned i byen.

Nu var den tid kommet for mig, da der skulle tages stilling til fremtiden. Min store lyst var handelen, det havde den været fra de tidligste drengeår. En læreplads kunne dog kun fås i den nærmeste købstad Nykøbing F. Dette ville medføre udgifter for mine forældre, og det var der ikke råd til. Min far mente da, at når han havde kunnet tjene til føden som skomager, kunne hans søn også nok. Fodtøj skal folk altid have. Desuden var skomageriet vel det mest passende for en skomagers søn. Sagen var afgjort, jeg kom i lære hos ham. Det var ikke lysten, der drev værket, men læretiden blev udstået, og jeg arbejdede endnu et par år som svend til 1909.

Da kom indkaldelsen til aftjening af værnepligten. Den 1. maj 1909 mødte jeg på Holmen og gik om bord i “Olfert Fischer”. Efter 5 måneder med dette udmærkede skib kom l måneds togt med “Peder Skram”, hvor jeg var med på prøveturen. Værnepligten bød kun på den ene skuffelse, at der ikke blev lejlighed til at se fremmede lande.

Hjemkommen fra tjenesten tog jeg forskellige job.

Straks efter krigsudbruddet i 1914 blev jeg påny indkaldt, denne gang til sikringsstyrkerne og i de kommende år var jeg jævnlig indkaldt. Det var en streng tid. Byrderne var, det mener jeg stadig, ulige fordelt. Vi der var indkaldt for 25 øre om dagen plus kosten, medens de, der ikke havde været soldat, tjente godt i de år. Havde man fundet en god plads før indkaldelsen, fandt man den ved hjemsendelsen optaget af en anden. Men krigen fik ende. I mellemtiden var jeg blevet gift, og min kone havde som jeg lyst til handelen. Vi besluttede, at planerne om, at blive selvstændige skulle realiseres. Det ville koste penge, så der blev sparet kraftigt. I 1923 blev der i Nykøbing F. en butik ledig og den lejede vi. Efter nogle års forløb kunne vi købe ejendommen og gjorde det. Her har jeg så været siden. Forretningen blev aldrig stor, men har da kunnet give udkommet, således at vore tre børn kom godt i vej.

Ejendommen ligger på hovedvejen til Gedser, og her oplevede jeg på nærmeste hold den 9. april 1940, da tyske tropper strømmede ind over landet. I flere dage og nætter vedblev tropperne at marchere forbi.

Der blev tid til at beskæftige sig med foreningslivet. Min største interesse lå i den lokale marineforening og der har jeg nu været formand i 16 år. De sidste 15 år endvidere medlem af hovedbestyrelsen. For dette arbejde har jeg nu haft den store ære og glæde at blive udnævnt til R. af Dbg. pr. 25/11-53.

Nykøbing Falster, den 15. januar 1954.                                   H. Petersen