Tihøjene

Noget af det interessanteste i Egnen er Tihøjene ved Vinding Skel, de ligger meget højt, og for faa Aar siden saa man dem langt ud i Egnen.

Nu er imidlertid Røddinglund Plantage groet saa stærkt op, at de saagodt som helt er skjulte især fra Øst.

Ikke faa Rejsende besøger Tihøjene, som er ved at blive bekendt.

Naar man i Vildbjerg siger: Ja, det er jo Vejen ad Rødding, svarer man: Ja, den Vej gaar til Tihøjene.

Her er 11 Kæmpehøje tæt sammen nogle meget store, de ligger som sædvanligt i planløs Uorden, 2 af dem ligger i Skellet mellem Vildbjerg og Vinding, den der ligger højest med Triangelen ligger helt i Vinding. Hedeselskabet har heldigvis ladet de II Høje frede, men tidligere grov man jo rask i dem. I Nationalmuseets Protokoller ser man, at Husmand Lars Christensen af Helmusdal særlig har været virksom her og andre Steder; 1872 har han her funden en Bronze Paalstav, som der findes Tegning af i Protokollen, den er betalt med 2 Rigsdaler.

Saa har han funden en Flintdolk i "de saakaldte Tihøje i Vildbjerg." Den er oversendt til Nationalmuseet af Herredsfoged og Birkedommer Erichsen i Løgstør.

1873 (Nr. 1654) er i en Gravhøj ved Rødding fundet den største Landsespids, der findes i Nationalmuseet. Den er af en ejendommelig Art mørkegraa Flint, Længde 44 Centimeter, et Pragteksemplar, uovertruffen fra den yngre Stenalder.

Som sagt, Udsigten fra Tihøjene er vidunderlig. I Øst ned mod Røddinglund, hvor før den nøgne Hede laa, duver det med Gran og Bjergfyr, og disse Trævækster fryder rigtig Egnens Befolkning, her er Læ og her er Gavntræ og Brændsel, alt saare vigtige Ting. Længere ude har vi saa de frugtbare Marker i Vildbjerg og hvem ved hvor langt ude. Mod Vest breder først Heden sig ved Højenes Fod i Vinding, og saa har vi det vidunderlige store Vinding Sogn med sin skiftende Natur af Hede, Bakker og frugtbare Marker. Et gammelt Kulturland med en Mængde interessante Stednavne: Strade, Vognstrup (Unstrup), Pogager, Agerfeld, Tyregaarde osv. Der er en Mængde Kæmpehøje i Vinding, og flere Steder ligger der Klynger, der er ligesaa store som Tihøjene. Og man ser naturligvis langt længere end over Vinding og Holstebro. Før kunde man herfra tælle 32 Kirker, efter at de mange ny Kirker er byggede, er dette Tal maaske gaaet til 40.

Jo, det er nok værd at komme herop. For mange Aar siden var Sagfører Dejgaard og Herredsfoged Krarup, som begge interesserede sig meget for Egnens Historie og Topografi, kommen herud omkring, men ved Tihøjene gik Krarup træt, han var ellers god til at gaa, men kunde dog ikke klare sig for Dejgaard.

Man kalder Højene Tihøjene, der er forresten 11, men det er ikke sikkert, at det er for Tallets Skyld oprindeligt i hvert Fald. Navnet kan godt være efter Himmelguden Ti eller Ty, den høje Beliggenhed kan tale noget i den Retning. Gudmund Schütte siger i "Hjemligt Hedenskab", S. 109: " Ty eller Tyr, paa dansk Tii eller Tiir, er et gammelt Navn paa Himlen, opfattet som selvstændigt Væsen." Er det altsaa Tis eller Tyrs Høje, forstaar man jo let, at det maa blive til Tihøje.

Efter denne lille Himmelflugt vender vi tilbage til Jorden om her skulde være noget interessant at opdage. Jo, ganske rigtigt! Her hvor Jorden falder mod Vest, har vi en begyndende Bæk, som her bryder frem 1 Alen nede i Jorden, og som har pløjet en dyb kringlende Fure ned ad Bakken, det er noget af det fornøjeligste, man kan se, en saadan bugtende Bæk, som man ikke ved, hvor der lander, det ser dog ud til, at den vil ad Vinding Kirke. I tørt Vejr er der heroppe intet Vand i Bækken, men især i Regnvejr og Snesmeltning skummer og fosser den som en Fjeldbæk i Norge. Saa. er der de gamle Veje. Her kommer nu Vejen nede fra Bjerre og Røddinglund, hvor gammel mon den er? Den er flere Tusind Aar. Vi kan godt være vis paa, den var her, da man begyndte at opkaste Højene her, og det kan godt være 4 Tusinde Aar siden. En anden Vej vil nu Vest paa ad Agerfeld Kro osv. Men saa kommer der andre Veje Nord og Vest fra til dette gamle Knudepunkt (her var maaske en Kro i Hedenskabets Tid) og vil til Barde ad æ Sønden. Her kom Studedrifterne fra den gamle Adelvej over Vognstrup og skulde til Sønderjylland. Man kunde se Studedrifter paa 50 Stkr. med Vejen. Jens Bjerres Kone, Petrine, tjente som Pige i Lillelund Sydøst for Højene, og Vejen gik lige her forbi. Naar hun da sad og passede Børnene, kom Studene ofte og satte Mulen paa Vinduerne. Her kom ogsaa Drifter af de saakaldte "Drywgoltt". Det var Galte, der ikke havde stive Ben som ofte nu, thi de skulde gaa helt ned til Husum. Driverne saa gerne grimme ud, Haar og Skæg groede vildt. Engang gav en Driver Petrea et Æble og sagde: Naar du æder det, gaar du efter Driverne. Hun turde ikke æde det.

Kilde: Konrad Understrup: Vildbjerg Sogn. Herning 1921, side 68-70.