Tiende. Her efter "Den Store Danske Encyklopædi" tiende,
(ordenstal til talordet ti, efter lat. decima (pars) 'tiendedel'),
afgift, som verdslige personer tidligere skulle betale til kirkelige formål,
oprindelig svarende til en tiendedel af alle afgrøder og produkter.
Tiende omtales i GT, og ordningen vandt hurtigt indpas efter
kristendommens indførelse i Europa.
Indtægterne anvendtes til aflønning af præster, til bygning og
vedligeholdelse af kirker og til at afhjælpe fattigdomsproblemer. Mange
af Europas katedraler blev opført for tiendeindtægter. Tiende
menes at være indført i det danske område med oprettelsen af ærkebispesædet
i Lund i 1104, og afgiften kendes med sikkerhed fra 1135. Tiende blev i
princippet opkrævet med 1/3 til kirken, 1/3 til præsten og 1/3 til
bispen. Især den sidste var vanskelig at inddrive, også efter
Reformationen, da denne del af tienden overgik til at være kongetiende. Tiende,
især bispe- eller kongetiende, blev i vidt omfang forpagtet bort. Omkring
1700 solgte kronen en væsentlig del af kongetienden, og en stor del var
allerede givet bort til velgørende formål; køberne var som regel de
tidligere forpagtere. Alle former for indtægt både i by og på land var
tiendepligtig, undtaget var kun jord, der var knyttet til præstekald, og
efter 1536 sædegårdsjord. Kvæg- og korntiende havde størst betydning.
Kvægtiende deltes som regel mellem kirke og præst indtil 1740, da det
blev besluttet, at hver bonde frem for at aflevere hvert tiende dyr skulle
yde en afgift af hvert dyr, der fødtes på hans gård. Korntiende, der
var den absolut vigtigste, blev opkrævet i kærven, dvs, at
kornet blev vurderet på marken, hvorefter tiende blev udtaget. På Fyn,
Sjælland, Øerne og i dele af Østjylland blev kornet derefter kørt
til de såkaldte kirkelader, mens det i Vestjylland blev opbevaret på
kirkeloftet. Herefter blev det tærsket og solgt. For bønderne var det
til stadig irritation at skulle ”svare i kærven”, da de ofte måtte
vente meget længe på, at tiende blev udtaget, hvilket udsatte kornet for
risiko, fordi det skulle stå længere i traver på marken end nødvendigt,
og fordi de mistede halmen, som ikke alene fodermæssigt, men også på
andre måder udgjorde en vigtig resurse. Der findes imidlertid adskillige
eksempler på, at tiende er blevet ydet i skæppen, hvilket
betyder, at der lokalt har været aftalt en fast årlig afgift i modsætning
til den mere varierende afgift i kærven. I
forbindelse med reformperioden i 1700-t. blev det til stadighed
debatteret, hvorledes opkrævningen af korntiende kunne forandres til
fordel for både ydere og nydere. Således fik bønderne på dronning
Sophie Magdalenes gods i Hørsholm i forbindelse med overgangen til arvefæste
1761 ændret deres tiende til en fast årlig afgift. I 1796 opfordrede
regeringen alle nydere og ydere til at indgå aftaler om at ændre tiende
til en fast årlig afgift; fra 1810 blev det gjort til lov, at enhver yder
kunne kræve sin tiende omsat til en fast afgift, og i 1852 bestemtes det
ved lov, at al korntiende skulle være omsat til faste afgifter inden
1856. Ved lov af 1894 blev det muligt at afløse tiende, hvis der var
enighed mellem yder og nyder, og ved indkomstskattens indførelse i 1903
blev tiende endeligt afløst. Tiendeafløsning findes dog stadig i den
danske finanslov i forbindelse med Færøerne. |