Bøndernes initiativer i retning af selv at brænde sten og kalk faldt godt i tråd med holdningen hos enevoldsstatens rationalistiske embedsmænd. Allerede i 1770erne ivrede Det kgl. danske Landhusholdningsselskab for etablering af små bondeteglovne rundt ved landsbyerne. Som begrundelse anførtes i et skrift fra 1772, at det ville blive selskabet »en besynderlig Fornøjelse« engang i tiden at befordre landsbyerne en »beqvemmere og sikrere Bygnings-Måde«. Man så gerne bondelandets gårde og huse rejst af solide brændte sten til erstatning af de nuværende - som det hed - »usle Leerhytter, hvor Væggene aarlig klinedes om Sommeren, for at falde ned om Vinteren. Lykkelig endda om de kand staae Vinteren over!«. I det hele taget sporedes der hos Landhusholdningsselskabet en indtrængende bestræbelse for at give almuen den rette opdragelse også i forbindelse med teglbrænding. Bonden blev i det nævnte skrift »Om Indretning og Anlæget af smaa Teglbrænderier ved Landsbyerne« bl.a. opfordret til at benytte brændslet til teglbrænding frem for at sælge det i købstaden »for en Bagatelle, drikke det op, rejser hjem for at stjæle, og kommer til Byen igjen for at drikke«. Kom han derimod »i Drift med at brænde Steen, da fandt han sig bedre ved at sælge dem paa Pladsen, og kunde da drikke sin Potte Øll inden sin murede og varme væg«.

Teglovnen, var utvivlsomt af simpel konstruktion. Den blev bygget den, når man stod over for opgaven at nybygge sin gård. Brændeovnen skulle placeres mest fordelagtigt i forhold til lergrav og byggeplads. Bondeteglovne har eksempelvis været gravet ind i en gravhøj eller en bakkeskråning. Oftest var væggene opført af ubrændte, tørrede sten sat på kant, som igen blev omsluttet af brinkens sand og jord. Den fjerde side, som var fyrmuren, bestod af en tykkere murstensvæg med flere fyrhuller. En mindre ovn kunne rumme ca. 1000 sten, hvilket må have betydet, at der skulle brændes 7-10 ovnfulde, før der var tilstrækkeligt med sten til et nyt stuehus. Brændingen af sten til et hus har derfor strakt sig over flere somre.

Teglbrændingen krævede store forberedelser. Tørv - klyne - af bedste kvalitet gravedes i mosen. Til en ovnfuld på 1000 sten medgik et tilsvarende antal tørv. Også ler og sand af rette kvalitet blev gravet op, renset og æltet. Æltningen kunne foregå ved at nogle køer eller stude blev bundet sammen og drevet rundt i lerdyngen til det var gennemæltet.

Det færdigæltede ler blev nu formet til sten. Arbejdet foregik på et strygebord. Strygerens stenform var almindeligvis til to sten. Formningen foregik ved, at han først dyppede hænderne i en balje vand og overstænkede form og underlag med vandstænk, for at stenene let kunne glide af. Herefter klaskede han en passende klump ler ned i formen, pressede det ud, for til sidst at stryge overfladen ren med en flad pind. Formen blev endelig rejst på siden og stenene lagt til tørring på liggepladsen. Den glatte side på murstenene skulle vende opad, og for ikke at beskadige kanterne på de bløde sten, måtte strygeren være varsom, når de skulle ud af formen.

Han måtte også træde varsomt. Almindeligt var det, at strygeren bar tøjsko, for ikke at efterlade mærker på den afglattede flade på liggepladsen. En øvet stenstryger kunne forme op mod 3000 sten på en enkelt dag.