Den Lærerskare, der skulde virke i den nye Skole, var meget broget. Den gamle Lærerstab af  ”Tjenestekarle, Underofficerer, Skræddere, Bierfiedlere, i Naade pensionerede Tjenere og forvildede Studenter”, der ved Siden af Degnene havde huseret i Skolerne i den gamle Tid, skulde nu vige Pladsen for de nye Seminarister. Men det lod sig ikke gennemføre paa en Studs. Blandt Degnene fandtes dygtige og praktiske Skolemænd. Saadanne fik Lov at blive siddende i Embederne, medens andre blev tvunget til at holde Substitut. Adskillige Steder maatte man hjælpe sig med ”brugbare Lærere i Almindelighed”, et vidt Begreb, der rummede mange, af den Slags Folk, man netop havde haabet at holde ude af Skolen. Navnlig til de smaa Embeder i Jylland var det ugørligt at faa Seminarister.

 

Kilde: Den Danske Folkeskole Gennem Hundrede Aar 1814-1914. Et festskrift udarbejdet ved og udgivet af Danmarks Lærerforening. 1914. Side 129.