Landsbyskoleloven (Anordning for almueskolevæsenet på landet i Danmark af 29. juli 1814).
Uddrag fra Aksel H. Nellemann: Den danske skoles historie.

Landsbyskoleloven beordrede, at landet skulle inddeles i skoledistrikter, så børnenes vej fra hjem til skole blev højst ¼ mil. Hvor børnetallet i en skole ville blive uforholdsmæssigt stort, skulle der anlægges en hjælpeskole, i hvilken børnene i nederste klasse kunne undervises. I sogne med særlig spredt bebyggelse kunne omgangsskolehold tillades, dog måtte samme lærer kun undervise i to eller højst tre skoledistrikter.

Degnekaldene skulle nedlægges ved indtrædende ledighed og deres indkomster overføres til skolerne.

Undervisningspligten indtrådte, når barnet var fyldt syv år, dog skulle det kunne optages i skolen allerede i 6-års alderen. Skolegangen vedvarede indtil konfirmationen, men det var tilladt skolekommissionen at fritage et barn på 13 år for almindelig skolegang, så det kun var forpligtet til at besøge skolen to dage pr. måned. Betingelsen herfor var, at barnet efter kommissionens skøn havde tilegnet sig de lovbefalede kundskaber. I øvrigt fastsatte loven bødestraffe for forsømmelser uden lovlig grund.

De forældre, som ved privatlærer eller på anden måde sørgede for deres børns undervisning, kunne fritages for forpligtelsen til at lade børnene frekventere den offentlige skole.

Skolerne blev toklassede, og oprykning fra første til anden klasse skulle foregå omkring 10-års alderen.

Eleverne skulle normalt gå i skole tre dage om ugen. Skoledagenes længde blev seks timer om sommeren - fra klokken 8 til 11 og 13 til 16 - og fem timer om vinteren - fra klokken 9 til 12 og 13 til 15. I kornhøstens tid skulle skolegangen ophøre i fire uger. Desuden kunne de børn, som var over ti år gamle, fritages for skolegang to til tre uger i sædetiden om foråret og tre til fire uger om efteråret, hvis deres forældre eller husbonder nødvendigvis havde deres hjælp behov ved markarbejde.

Målet for undervisningen skulle være at uddanne børnene ”til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære samt at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er nødvendige for at blive nyttige borgere i staten”.

Fagkredsen skulle omfatte religion, skrivning, regning og læsning, og desuden skulle lærerne ”vejlede børnene til ordentlig sang”. Ved læsningen skulle der benyttes bøger, som indeholdt ”et kort begreb” om Danmarkshistorie og geografi samt meddelte ”kundskaber, der kunne tjene til fordommes udryddelse”. I skoler, hvor lærerne besad de fornødne kvalifikationer til at undervise i gymnastik, skulle børnene vejledes også i dette fag, ”såvidt vejrliget det tillader, en time daglig”.

To gange om året - i april og oktober - skulle der afholdes offentlige prøver i skolekommissionens nærværelse.

Tilsynet med skolerne blev fordelt på flere instanser. Det lokale tilsyn blev pålagt sognets skolekommission, bestående af sognepræsten, der fik forsædet, samtlige skolepatroner i sognet og en eller to skoleforstandere. En skolepatron var en mand, der ejede 32 tønder hartkorn eller derover, og en skoleforstander en mand valgt af amtsskoledirektionen ”blandt de hæderligste bønder i sognet”.

I hvert amt oprettedes en amtsskoledirektion, som kun fik to medlemmer, amtmanden og amtsprovsten; den skulle overvåge skolevæsenet i hele amtet og være skolekommissionens nærmeste foresatte.

Endvidere blev det pålagt bisperne fremdeles at føre tilsyn med samtlige skoler i deres stift og besøge dem på deres visitatsrejser.

Den øverste tilsynsmyndighed i hele riget blev Danske Kancelli, som hvert år skulle forelægge kongen en oversigt over hele skolevæsenets tilstand.

Som lærere kunne personer, der var eksamineret ved et autoriseret seminarium, uden videre ansættes i det første år, efter de havde forladt seminariet. Hvis der var gået længere tid, skulle de prøves igen enten på seminariet eller ”af amtsskoledirektionens gejstlige medlem”, altså amtsprovsten. Alle andre, som søgte lærerembede, skulle eksamineres af amtsprovsten og godtgøre følgende færdigheder: at de kunne læse tydeligt og vise forståelse af det læste, kunne forklare Luthers katekismus og ”lærebogen i religionen”, ”forstå og regne vel de fire specier og reguladetri”, skrive rent og læseligt og grammatikalsk rigtigt og synge de almindeligste salmer i rigtig og ren tone.

Lærerens løn skulle fremgå af de planer over amternes inddeling i skoledistrikter, som det blev pålagt amtmand og amtsprovst at udarbejde snarest efter lovens ikrafttræden. Imidlertid fastsatte loven følgende lønbestemmelser som en almindelig norm for, hvad ”enhver skolelærer bør nyde”:

a) 6 tønder rug og 10 tønder byg, der skulle leveres in natura, samt 25 tønder byg, som skulle betales efter foregående års kapitelstakst, dog skulle det være ”Danske Kancelli tilladt efter omstændighederne at fastsætte en noget højere eller noget lavere indtægt”.

b) 6 favne bøgebrænde årlig eller så meget af andet brændsel eller tørv, som svarede hertil -, at anvende til både skolens og lærerens egen fornødenhed.

c) 4 læs hø, hvert på 32 lispund, og 8 læs halm, hvert på 24 lispund -, som foder til kreaturer.

d) en jordlod af en sådan størrelse, at den kunne yde græsning til 2 køer og 6 får.

e) en bolig, der skulle omfatte ”anstændigt husrum” for en familie samt plads til 2 køer og 6 får og til foder, brændsel og jordloddens avling.

Til disse indkomster kunne der undertiden komme en lille ekstraindtægt, idet en af lærerne i hvert sogn skulle udtages til kirkesanger og herfor oppebære 10 rigsdaler om året. Det kunne imidlertid også hænde, at indkomsten i perioder nedsattes, idet lærerenker kunne få tillagt en pension af deres afdøde mænds embeder på indtil 1/8 af disses indkomster.

Endelig må det nævnes, at lærerne fik endnu en indtægt som følge af degneindtægternes overførelse til skolerne, idet de overtog degnenes ret til at modtage offer. Som tidligere omtalt (side 27) ydedes dette ved de tre store højtider (jul, påske og pinse) samt ved bryllupper, barnedåb og barselkvinders kirkegang.

Kilde: Aksel H. Nellemann: Den danske skoles historie. Gjellerups Forlag 1966. Side 84-86.