Tilbage til Isak Dieckmann        Tilbage til forsiden

Indlæg af Knud Lysgaard, “Lysgaard” ved Vildbjerg i Herning Folkeblad den 16.5.1938 i anledning af Isak Dieckmanns 80 års fødselsdag den 18.5.1938.

80 Aar

Onsdag den 18. Maj fylder Isak Diechmann i Vildbjerg de fire snese, idet han er født i Maglebrænde Sogn paa Falster 1858.

Faderen var Gaardmand og havde mange børn. Han indsaa, at det vilde blive meget vanskeligt at faa dem sat i Stilling paa Falster, hvor Jorden var meget dyr. Han solgte derfor Gaarden og tog til Jylland, hvor han købte “Lervadskjær” ved Herning. I. D. var da 14 Aar gl.

Rejsen var dengang meget besværlig, da der maatte køres med Hest og Vogn fra Vejle.

Familien overnattede paa en Gæstgivergaard i Fredericia. Inde i Skænkestuen sad Værten sammen med nogle Stamgæster. De spurgte, hvad det var for Folk, hvortil Værten svarede, at det var en tosset Øbo, der havde købt Gaard herovre - om et Par Aar, gaar han ad Helvede til!

Men det viste sig, at Slægten var levedygtig ogsaa herovre paa Heden. Det gik nemlig overmaade godt. En Søn fik den gamle Gaard, en anden byggede paa Marken - der var nu af een blevet to gode Gaarde.

I 1882 købte Kristian og Isak Diechmann “Vestergaard” i Rødding, som de drev i Fællig til 1888, da skiltes ca. 90 Tdr. Land fra, udelukkende Hede og Mose, som Isak fik. Han medtog fra “Vestergaard” fire Heste, to Køer og nogle faa Stykker Ungkvæg. Der opførtes samme Aar nogle primitive Bygninger, og Aaret efter blev Isak D. gift med Kirsten Marie fra Nybo i Timring. Nu blev der for Alvor taget fat paa Hedens Opdyrkning, og i løbet af faa Aar var det hele under Kultur. Besætningen øgedes Aar for Aar, og der byggedes fire store Længer for at skaffe Plads til den store Avl og voksende Besætning.

Da Dichmann i 1928 solgte sin Gaard og flyttede til Vildbjerg By, stod der en meget værdifuld Besætning bestaaende af 7 Heste, 24 jyske Køer plus Opdræt samt mange Svin paa Gaarden.

Dichmann var i mange Aar en af de største Leverandører til Vildbjerg Mejeri.

Vi, der kender hans Værk, maa uvilkaarligt spørge: Hvorledes har det været muligt for en enkelt Mand at faa saa meget udrettet? Jo, det er kun Mænd, der er i Besiddelse af ukuelig Energi og Arbejdsevne, parret med Evne til at udnytte enhver Chance, der kan udrette sligt. - Disse Egenskaber ejede Isak Diechmann, og at han har udnyttet dem, viser hans gamle Gaard.

Diechmann har ikke taget Del i det offentlige Liv - dertil havde han for travlt med sit eget.

Naar vi ser ham paa Gaarden, rank og spændstig, skulde man ikke tro, han er saa gammel, endda han har haft Gigtfeber to Gange, sidste Gang endog meget alvorligt; men hans Læge kendte ham og vidste, hvad han kunde taale, og gav ham en Hestekur, der sikkert vilde have slaaet en almindelig dødelig ihjel; men Diechmann kom sig ret hurtigt.

En haard Negl har han alle Dage været. Et eksempel: En Gang var han til Dyrskue i Herning med en Hingst, der ikke var af de gode Børn - den rejser sig paa Bagbenene og slaar Isak en Forhov oven i Hovedet, saa han maa i Græsset, men han op igen, trækker Hatten godt ned i Panden og lader ellers som Ingen Ting. Om Aftenen, da han fik Hatten af, var Pullen fuld af størknet Blod fra et stort Hul i Hovedet.

Broderen, Kristian, havde tre mægtig store Sten liggende hjemme ved “Vestergaard”. Dem maatte Isak faa, hvis han selv kunde løfte dem paa Vognen. Isak tog Stenene, dog hans ene Træsko gik i Gras, men Stenene var godt Køb - han vilde nemlig ikke have været af med dem.

I sine unge Dage rejste Isak med Uldpakken - ligesaa meget for at se og lære, som for at tjene noget. Han lærte ogsaa Smedefaget, men gik tilbage til Landbruget, hvad han heller aldrig har fortrudt.

Isak er en Mand, der har sine egne Meninger og lader sig ikke snakke for. Det er ogsaa bemærkelsesværdigt, at han endnu taler sit Modersmaal. uden Spor af jysk Paavirkning. Diechmann er trods sin høje Alder klar i Tanken og rask i Replikken, saa en langt yngre skal være godt kørende for at hamle op med ham. Han mener selv, at han bliver 100 Aar, og for andre at se, ligger det inden for Mulighedens Grænse.

1930 døde Kirsten Marie. Det var et haardt Slag for Isak. Nu blev han ene paa sine gamle Dage, endda hun var mange Aar yngre.

I sit Ægteskab har han 2 Sønner og 4 Døtre, de er alle i gode Stillinger.

Vi, der kender Diechmann, sætter Pris paa hans redelige Færd og gemytlige Sind, og haaber, at han maa have mange gode Aar tilbage, og dermed til Lykke med de 80!