En mils vej vest for Herning hæver den 82 meter høje banke Solskov Bjerg sig over det jævne, opdyrkede hedeland. Bakken er i de senere år helt ødelagt, oprodet af grusgravning, lyngen afbrændt og overpløjet, og forberedelser til beplantning med graner er i gang. Men udsigten herfra er endnu, inden nåletræerne får tag i stedet, milevid og herlig til alle sider over de store, bølgende flader, især smuk mod syd og vest.

Overhovedet gælder det om disse egne, at indtrykket af landskabet, når man færdes nede på sletterne med deres opdyrkede, fattige jorder, deres småplantager og hæslige nybygninger, er frygtelig forstemmende. Der findes næppe sørgeligere landskab i landet. Dette indtryk bliver særlig stærkt, når man er kommet hertil nordfra, fra Himmerland og over den mere velbevarede del af Alheden. Men kommer man op på de få højder, som dette landskab rummer, og bort fra lavlandets detaljer, da virker også dette land endnu frigørende på sindet ved dets storslåede vidder.

Intet sted gælder dette i højere grad end ved Trehøje vest for Timring. Det lange højdedrag, hvorpå de tre anselige oldtidsgrave ligger, og som har retning fra sydøst til nordvest, er endnu delvis lyngklædt undtagen mod øst, hvor den store Timring Plantage grumser det smukke billede. Men mod de andre verdenshjørner har man endnu uforstyrret udsigt over dette gamle storslåede og vide hedelandskab, hvor andre anselige højder hist og her løfter sig i horisonten, således langt ude i vest det stolte bakkedrag, hvorover Holstebro-Skjern vejen bevæger sig. Det er et pragtfuldt sted med ægte ram, jysk stemning. To hvide, sandede veje skilles på bakketoppen og vandrer i hver sin retning over de bølgende fald mod vest og sydvest, peger ud over lyngheder og agre mod andre fjerne åse med kæmpehøje på deres højder.

Da jeg besøgte dette sted, sendte himlen mig et vejr, som ikke kunne have været bedre egnet til at understrege landskabets stemning. En blæst rejser sig med voldsomme byger, sortgule tordenskyer, der kører op med rivende hast fra sydvest, flængede i randen som store, pjaltede duge. Dérnede under dem står hedens fjerne bakkekonturer skarpe og sorte mod den forrevne luft, med de lave marker grøngrå som bly. Mod nord er himlen endnu blank og kold som et skinnende stålskjold over agrenes irgule felter. Hernings kirke og røde tage rammes allerede af bygen, regnens sortgrå masser går på skrå som et langsomt skridende plovjern hen over dem. Nu hviner stormen foran skyen om bakkens top og slider i min hat, og sandet fyger for dens kast. Snart er det eneste lyse i billedet de sandede, blege veje, der skærer sig gennem den mørke lyng. Den sidste solstråle slider sig løs fra et kirketårn langt ude i øst - og i næste øjeblik hvirvles alting ind i en blygrå, susende væde. Den almægtige byge regerer over mig, skyen synes at sænke sig helt ned over bakketoppen; det skralder på bilens tag, det hvisler over grantoppe og lyng og agre.

Og regnen væltede ned; den kommer i et eneste styrt over al landsens marker og heder. De fjerne højder står som vældige grå kulisser bag hinanden i tågen. Kæmpehøjenes lyngmanker ryster under storm og væde, gruset i gravene bliver mørkt som rust under syndfloden, lyngens blomster rødmer dybere. Kun vejene skinner blanke som to smalle, hvide bække vidt ud over den mørke slette.

Dette er jo Jylland for ramme alvor! Næppe nogen sinde har jeg fået et mere intenst billede af den tunge, midtjyske hedenatur i al dens vælde. Hvilket storslået land endnu - skønt det strengt taget kun er dets klima, som helt er sparet for ødelæggelse!